Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opposition. Karl’s Forsøg paa at undertrykke
Bevægelsen med Magt mislykkedes, og efter
Wenthworth’s Raad indkaldte han derfor det eng.
Parlament (1640). Dette, det saakaldte »Korte
Parlament«, opløstes dog efter 3 Ugers Forløb,
men Pengemangel nødte Kongen til at give
efter, og 3. Novbr 1640 samledes det »Lange
Parlament«.
En af dettes første Handlinger var at anklage
Strafford for at have villet undertvinge E. med
irske Tropper. Overhuset tilbageviste Anklagen,
men Strafford dømtes til Døden ved en Bill of
Attainder og henrettedes, efter at Karl havde
været fejg nok til at underskrive Dødsdommen
(Maj 1641). Dernæst fældedes der Dom over
Fortidens Synder. Man vedtog, at Parlamentet
skulde samles hvert 3. Aar, og det nuv. maatte
ikke opløses uden sit eget Samtykke,
Stjernekamret og »den høje Kommission« ophævedes,
John Hampden’s Dom kasseredes, Skibspengene
erklæredes for ugyldige, og Toldafgifterne
gjordes afhængige af en Bevilling. Ved disse
Bestemmelser var Kronen blevet berøvet sin
ekstraordinære Magt, og der var skabt et godt
Grundlag for et virkeligt konstitutionelt
Regimente. Uheldigvis troede mange - og vist med
Rette - at Kongen ikke vilde holde sit Ord, og
Parlamentet, der hidtil havde været enigt,
spaltedes nu i to Grupper. I Irland, hvor Strafford
ved en stærk enevældig Regering havde skabt
hidtil ukendte rolige Forhold, rejste Kelterne
sig og udøvede frygtelige Grusomheder mod de
eng. Kolonister (Oktbr 1641). Opstanden maatte
dæmpes, men af Frygt for, at Karl bagefter
vilde anvende Hæren mod E., vedtog
Underhuset med en meget lille Majoritet »den store
Remonstrance«, iflg. hvilken der skulde indføres
en puritansk Kirkestyrelse, Bisperne udelukkes
af Overhuset og Ministrene være ansvarlige for
Parlamentet. Flere vilde dog ikke gaa saa vidt;
Kongen fik saaledes et Parti for sig og troede
nu at kunne knække Oppositionen ved at fængsle
dens fem vigtigste Ledere, bl. hvilke Pym og
Hampden, men disse fandt Tilflugt i City.
Misfornøjet forlod han London Jan. 1642, og i
Slutn. af Aaret kom det til det første væbnede
Sammenstød ved Edgehill. Den store
Borgerkrig var begyndt. Det sydøstlige E. med
de store Byer og den velhavende Borgerstand
sluttede sig til Parlamentet, hvorimod Karl fandt
sine bedste Tilhængere i de nordvestlige
Grevskaber og bl. Gentry’en. Hans Parti
»Kavalererne« var det bedst bevæbnede og mest
krigsøvede, medens Modstanderne raadede over de
største Pengemidler. Til den politiske Forskel
kom yderligere den religiøse, der efterhaanden
traadte mere og mere i Forgrunden. Alle havde
brudt Staven over Laud’s System, men
Puritanerne, som havde Flertal i Underhuset, havde
villet afskaffe Bispeværdigheden og nærmede sig
stærkt til den rene Presbyterianisme. Laud var
derfor blevet fængslet (henrettet 1645) og
Bisperne udelukkede fra Overhuset. Da fl. af
Puritanerne i Strid med den herskende Mode bar
kortklippet Haar, fik hele Partiet Øgenavnet
»Rundhovederne«. Indtil Slaget ved Marston
Moor (Juli 1644), Vendepunktet i Krigen, havde
de kongeligsindede Overvægten. Æren for denne
Sejr tilkom Parlamentsmedlemmet Oliver
Cromwell (f. 1599). Parlamentet havde hidtil navnlig
savnet et godt Kavaleri, men af de smaa, strengt
puritansksindede Fribønder var det lykkedes
ham at skabe et Rytteri »Jernsiderne«, der i
Tapperhed og Disciplin overgik »Kavalererne«.
Forholdet mellem »Jernsiderne« og Parlamentet
var dog langtfra det bedste. For at finde en
Støtte mod Kongen havde Underhuset, thi om
dette er der i den flg. Tid næsten ene Tale,
nærmet sig Skotterne. Der var blevet sluttet en
League and Covenant mellem de to Riger,
hvorved Presbyterianismen indførtes i E., og en
»Komité for de to Kongeriger« havde den
øverste Ledelse af Krigen. Men Cromwell og hans
Mænd var lidet tilbøjelige til at ombytte Laud’s
Tyranni med den snævertsindede
Presbyterianisme. De holdt paa en større Tolerance, og da
de ønskede, at de enkelte Trossamfund ikke
skulde være afhængige af en alm.
Kirkeforfatning, fik de Navnet »Independenter« (ɔ: de
Uafhængige). Ved »Selvfornægtelsesloven« (1645),
der udelukkede Parlamentsmedlemmer fra al
militær Kommando, fik de Overvægten i Hæren,
der nu omdannedes i independentisk Aand og
samtidig forvandledes fra en lokal Milits til en
national Stridsmagt. Cromwell undtoges fra
Loven, og som Rytteranfører under Thomas
Fairfax tilintetgjorde han ganske de kgl. Tropper
ved Naseby (Juni 1645).
Karl flygtede til Skotterne (1646), og der
underhandledes om Fred; men da han ej vilde
gaa ind paa deres Fordringer, udleverede de
ham til Parlamentet (1647). Dette, der nu mere
frygtede Hæren end Kongen, fortsatte
Underhandlingerne, medens det samtidig befalede, at
fl. Regimenter skulde opløses ell. sendes til
Irland. Soldaterne, som ikke kunde faa deres Sold
udbetalt, nægtede at gaa ind herpaa og
bortførte Karl, med hvem Cromwell en Tid lang
forhandlede, efter at han havde taget Parti mod
den yderliggaaende, republikansksindede Del af
Hæren. Men det viste sig, at Kongen spillede
dobbelt Spil, og om end Forhandlingerne
fortsattes efter hans mislykkede Flugtforsøg, opgav
Cromwell dog til sidst sin Mæglerstilling og
brød baade med Karl og Parlamentet (1648).
Da dette ved Vaabenmagt var blevet »renset«
for sine mest genstridige Medlemmer (Decbr
1648), stilledes Karl for en Domstol sammensat
af Underhusets Medlemmer og henrettedes (30.
Jan. 1649).
E. erklæredes nu for en Republik, det
stærkt sammenskrumpede Overhus opløstes, og
Regeringen overgaves til et Statsraad. Den unge
Republik truedes dog af mange Farer. En stor
Del af det eng. Folk ønskede Kongedømmet
tilbage, og Irland og de skotske Presbyterianer
valgte Prinsen af Wales, Karl II, til Konge.
Efter at Cromwell havde dæmpet et farligt
Mytteri i Hæren, gik han til Irland. Opstanden
sloges til Jorden med blodig Strenghed, og
omtrent 3/4 af øen udlagdes til eng. Kolonister.
Fairfax, der hidtil havde kommanderet Hæren
mod Skotterne, takkede nu af til Gunst for
Cromwell. Denne sejrede ved Dunbar (3. Septbr
1650), men kunde ikke hindre Karl II i at
trænge dybt ned i E. Ved Worcester sejrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
