Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da Palmerston Febr 1858 efter Orsini’s
Mordforsøg imod Kejser Napoleon III foreslog
strengere Forholdsregler mod de politiske Flygtninge
fra Udlandet og saaledes vilde indskrænke den
Asylret, som E.’s Folk følte sig saa stolt ved,
vakte han en saadan Storm imod sig, at ellers
modsatte Grupper i Underhuset slog sig
sammen for at styrte ham. Ligesom 6 Aar tidligere
kom et konservativt Ministerium under Derby
og Disraeli; men det blev snart nødt til at
give Jøderne Adgang til Parlamentet, hvad dets
Parti i en halv Snes Aar haardnakket havde
modsat sig, og hvad Overhuset derfor gentagne
Gange havde forkastet. Det gik altsaa med
Jødernes politiske Ligestilling 1858, som det
1829 var gaaet med Katolikkernes: deres
Adgang til andre Tillidshverv var efterhaanden
opnaaet siden 1835. Medens der 1846-56 var
tilknyttet store Landskaber i Indien, truedes
E.’s Herredømme her ved Opstanden 1857. Dette
godtgjorde Nødvendigheden af væsentlige
Ændringer i Landets Forvaltning, og begge de
store Partier enedes om at indlægge denne
umiddelbart under Regeringen. Endnu et Brud
med sit Partis Traditioner tillod Disraeli sig,
idet han Marts 1859 indbragte et Udkast til
en Valgreform, hvad Russell havde gjort
allerede 1852 og 1854, og hvorom ogsaa private
Forslag var fremkomne. Udkastet havde dog
saadanne Mangler, at det umulig kunde
tilfredsstille Modpartiet, og da Ministeriet desuden
under Striden mellem Østerrig og Sardinien viste
alt for stor Velvillie mod den førstnævnte Magt,
medens Folkestemningen var for Italienernes
Sag, medførte dette Ministeriets Fald Juni
1859.
Palmerston blev paa ny Førsteminister,
men optog Repræsentanter for alle det liberale
Partis Afskygninger. Ved Handelspagten med
Frankrig 1860 fuldstændiggjorde Gladstone
Frihandelens Indførelse og indskrænkede
Toldtariffen til en Snes Poster. 1861 afskaffedes
Papirskatten, den sidste af »Skatterne paa Oplysning«;
Stempelafgiften paa Bladene var ophævet 1855
(allerede 1836 var begge Afgifter blevne
væsentlig nedsatte). Men ud over disse og nogle andre
Skatteændringer gennemførtes ingen
indgribende Reform. Derimod optog de udenrigske
Forhold Opmærksomheden. Allerede 1856 var
der udbrudt Strid med Kina, og E.’s
Kommissær, Bowring, havde ladet Kanton bombardere,
hvad nær havde fremkaldt Palmerston’s Fald.
Da alle Klager hos den kin. Regering blev
frugtesløse, gentoges Bombardementet ved
Nytaarstid 1858 af en eng. og en fr. Flaade i
Fællesskab, og disse nødte snart efter Kina til en
Fred, hvori Aabning af fl. Havne og andre
Indrømmelser lovedes. Ligeledes sluttedes 1858 en
Handelspagt med Japan, som derved traadte i
nærmere Samkvem med E. Men da Kina ikke
holdt sine Løfter, paaførte Vestmagterne det
1859 en ny Krig og tiltvang sig 1860 efter
Pekings Indtagelse endelig Opfyldelse af de
fastsatte Vilkaar. E. støttede virksomt Italiens
Enhedsbestræbelser 1860-61 og var den første
Magt, som godkendte det ny Kongerige, og
hindrede det derved fra at blive Frankrigs
Vasal. Da Grækerne 1862 havde forjaget Kong
Otto, gav E., til Bedste for den ny Konge, 1863
Afkald paa de ioniske Øer, som længe havde
ønsket Tilknytning til Stammelandet. Under
Borgerkrigen i Nordamerika udtalte E.’s
Aristokrati, ja selv fl. liberale Ministre, sig aabent
for Sydstaternes Sag af Skinsyge og Uvillie mod
Unionen, medens Arbejderne og de radikale
Politikere tog varmt til Orde for Nordens Ret.
Myndighedernes Slaphed over for Udrustning af
sydstatlige Kaperskibe satte meget ondt Blod
i Nordamerika og fremkaldte aarlange
Underhandlinger, som 1872 endte med en
Voldgiftskendelse (se Alabama-Sagen). Derimod
vilde E. ikke deltage med Frankrig i nogen
Mægling ell. andet Skridt til Fordel for
Sydstaterne. Sammen med Frankrig og Spanien
gjorde E. 1862 et Tog mod Meksiko; men saa
snart dette havde lovet at fyldestgøre de tre
Magters Pengekrav, trak E. sig tilbage ligesom
Spanien og vilde ikke hjælpe Napoleon III til
Gennemførelsen af hans særlige Planer, der
senere aldeles mislykkedes. Efter den polske
Opstands Udbrud 1863 søgte E. at fremkalde et
moralsk Tryk paa Rusland fra hele Europas
Side til Bedste for det mishandlede Folk, men
vilde dog ikke gøre virksomme Skridt for
Polens Sag og afslog Novbr s. A. at deltage i den
af Napoleon III foreslaaede europ. Kongres,
fordi den snarere vilde forøge Forvirringen i
de politiske Forhold end formindske den. Mere
villig var den eng. Regering 1864 til at optræde,
da Danmark angrebes af de tyske Stormagter,
men holdt sig dog tilbage, endskønt den ved i
en Række Aar at have været Danmarks stadige,
ja stundom paatrængende Raadgiver næsten
maatte regnes for at være moralsk forpligtet
til at yde Hjælp, naar dens Mægling ikke
frugtede. E.’s Tilbageholdenhed skyldtes
nærmest Napoleon III’s tvetydige Holdning; thi han
stræbte efter at give Striden en saadan Vending,
at han kunde faa Lejlighed til at skaffe
Frankrig en Landudvidelse ved Rhinen, og dertil
ønskede E. ikke at række Haand. Da E.
forgæves paa London-Konferencen havde søgt at
opnaa en Løsning ved Slesvigs Deling, trak det
sig ud af Sagen. Alligevel opstod Misstemning
over, at E. var bragt i en skæv Stilling, og
stærke Angreb rettedes i begge Parlamentets
Huse paa Regeringens Udenrigspolitik; i
Overhuset gik Afstemningen den imod, men i
Underhuset vedtoges Billigelse med et ringe Overtal.
Disse gentagne diplomatiske Uheld fremkaldte
Afsmag for den jævnlige Indblanding i
udenlandske Anliggender uden tilsvarende kraftig
Optræden, og Ønsket om helt at holde E. uden
for Fastlandets Sager blev mere alm., indtil
det Sommeren 1866 fik sit fyldigste Udtryk i
Disraeli’s Ord, at »E. var en halvt asiatisk
Magt«. E. forblev ogsaa ligegyldigt under
Krigen i Mellemeuropa, skønt den medførte
Kongeriget Hannovers Udslettelse, ja syntes endog
ret tilfreds med Tysklands Omdannelse og
Preussens ny Magtstilling. Det kan mindre
undskyldes og forklares, at E. ikke gjorde noget
Skridt for at skaffe Danmark nogen Oprejsning,
skønt det Aaret i Forvejen havde gjort
Indsigelse imod Aftalen i Gastein mellem de tyske
Stormagter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
