Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 356 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epichloë Tul., Svampeslægt af Hypocreaceernes Fam. E. typhina Tul. (Skedesvamp) snylter paa forsk. Græsser - Epicoenum (Plur. Epicoena; af gr., fælles) er i Grammatikken Benævnelse paa Ord, der bruges baade om Handyret og om Hundyret - Epicykel (gr.), en Cirkel, hvis Centrum bevæger sig i Omkredsen af en anden Cirkel. Se i øvrigt Verdenssystemer. - Epicykloide (gr.) Kurve, der beskrives af et fast Punkt på en Cirkel, naar Cirklen ruller paa Ydersiden af en fast Cirkel - Epicykloidehjul, se Tandhjul. - Epicystotomi (gr.), d. s. s. sectio alta, »det høje Snit«, den Operation, hvorved man aabner Blæren oven over Isbenet - Epidauros, oldgræsk By paa den peloponnesiske Halvø, i Landskabet Argolis

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

senere bliver Stromaet gult, og der dannes talrige
rødlige Sporehuse, hvorved Stromaet faar en
fint vortet Overflade; Sporehusene indeslutter
mange Sporesække, hver med 8 traadformede
Sporer. De angrebne Planter standses i Væksten
og naar i Reglen ikke til at udvikle
Blomsterstand. Optræder især paa skyggefulde Steder,
f. Eks. i Skove, derimod sjældnere i større
Mængde paa Græsmarker, hvor den dog
undertiden kan volde en Del Skade, især for Frøavlen
af Hundegræs.
F. K. R.

Epicoenum [-’kø.-] (Plur. Epicoena; af gr.
επιχοινος, fælles) er i Grammatikken Benævnelse
paa Ord som Ræv, Mus, der - i Modsætning
til Ord som Orne og So, Hjort og Hind,
Hane og Høne - bruges baade om Handyret
og om Hundyret og ikke forandrer grammatisk
Køn, selv hvor det klart kan vides, at det
strider mod det naturlige (seksuelle) Køn. Ræv var
i gl Dansk Maskulinum, ikke blot naar Talen
var om en Han, men ogsaa naar Talen var
om en Hun. Mus var altid Femininum, Kat
altid Maskulinum. E. anvendes ogsaa
undertiden om Ord som Elev, Person. For at
tilkendegive det naturlige Køn ved Ord som Ræv,
Mus, benytter Sproget forsk. Midler. Paa Latin
tilføjes mas ell. masculus saavel ved Handyr
som ved mandlige Væsener og femina (Kvinde)
saavel ved Hundyr som ved kvindelige Væsener:
vulpes (en Ræv) er Femininum, vulpes mas ell.
vulpes mascula er en Hanræv, vulpes femina er
en Hunræv. Paa Tysk bruges männlich
(mandlig), weiblich (kvindelig) paa samme Maade om
Dyr. Mänchen, Weibchen, Deminutiver af Mann
(Mand), Weib (Kvinde), er Benævnelser for Han-
og Hundyr. Islandsk tilføjer hvatr (rask, modig,
kæk) ved Handyr, blauðr (frygtsom, forsagt) ved
Hundyr. Den danske Brug af han og hun som
Substantiver kan træffes i Middelalderen; men
da det samtidige Plattysk bruger he (ɔ: han)
og se (ɔ: hun) paa samme Maade, er der stor
Sandsynlighed for, at det Danske opr. er
Efterligning af Plattysk. Af særegne Benævnelser paa
Hannen og Hunnen gaves der i Dansk opr. fl.,
end Tilfældet nu er: Vædder og Gimmer
ell. Aa (ɔ: Hunnen), Kat (ɔ: en Kat i Alm. og
en Hankat) og Kætte (ɔ: en Hunkat). Ny Ord
til Betegnelse af Hundyret dannedes som til
Dels endnu ved den fra Plattysk i Middelalderen
laante Endelse -inde: Aseninde,
Løvinde, Ulvinde, Bjørninde, Rævinde.
Man kan i 16. Aarh. træffe Han, Hun anvendt
som Led i Sammensætning. Men Ord som
Hanspurv, Kanariehan synes dog først ned
imod vore Dage at have vundet alm. Indgang.
Paa Svensk, hvor Pronominet hedder han, hon,
bruges som Substantiver hanne (ogsaa skrevet
hane), hona baade i og uden for
Sammensætninger: hvalfiskhanne (en Hanhval), räfhona (en
Hunræv). Som første Led i Sammensætning kan
han, hon dog ogsaa træffes i Svensk, men det
bruges ikke meget der.
P. K. T.

Epicykel (gr.), en Cirkel, hvis Centrum
bevæger sig i Omkredsen af en anden Cirkel. Se i
øvrigt Verdenssystemer.

Epicykloide (gr.) kaldes den Kurve, der
beskrives af et med en Cirkel fast forbundet
Punkt, naar Cirklen ruller paa Ydersiden af en
fast Cirkel. Alm. tænkes ved E. paa den paa
Figuren fremstillede Form, hvor det
beskrivende Punkt A ligger paa Omkredsen af den
rullende Cirkel (med Centrum C). Normalen til
E. i A gaar gennem Cirklernes Røringspunkt
R; Tangenten AT indeholder altsaa det til R
diametralt modsatte Punkt S paa den
rullende Cirkel. E. skal være opfundet 1672 af
den danske Astronom Ole Rømer under hans
Bestræbelser for at finde den hensigtsmæssigste
Form for Tænderne i Tandhjul.
Chr. C.



Epicykloidehjul, se Tandhjul.

Epicystotomi (gr.), d. s. s. séctio álta, »det
høje Snit«, den Operation, hvorved man aabner
Blæren oven over Isbenet oftest for at fjerne
Sten, fremmede Legemer ell. Svulster fra
Blærens Indre. Operationen er ogsaa anvendelig,
hvor Patienterne p. Gr. a. Prostatasvulst ell.
Snæverhed af Urinrøret ikke længer kan
kvittere Vandet ad naturlig Vej, idet man da ved
en E. danner en Blærefistel, hvori da et Rør
holdes liggende, saa at Patienten kan tømme
Vandet derigennem (smlg. Stensnit).
E. A. T.

Epidauros [gr. -’pi-], oldgræsk By paa den
peloponnesiske Halvø, i Landskabet Argolis, paa
den mod Ø. udskydende mindre Halvø (Akte).
Byen havde i en Del af Oldtiden ikke helt ringe
Bet.; opr. boede her Ionere, senere trængte
Dorere ind. Herfra koloniseredes Aigina, der
dog løsrev sig allerede tidligt i 6. Aarh. f. Kr.,
og der nævnes Kolonier paa fl. af Øerne, bl. a.
paa Kos. Byen laa ved Havet, paa en Halvø
mellem 2 Havnebugter, ud til den saroniske
Havbugt. Dens dobbelte Havn regnedes for
udmærket. E. var befæstet, og der nævnes
Helligdomme for Asklepios, Dionysos o. fl.; af
Befæstningerne er til vore Dage kun lidet, af Templerne
næsten intet bevaret. Nu en større Landsby,
Epidhavra.

Medens E. efter Tabet af Aigina mistede sin
Sømagt, bevarede den en egen Bet. ved den
uden for Byen, 9 km mod SV., i en
Dalsænkning liggende store Helligdom for
Lægedomsguden Asklepios: Hieron ved E. og de
dertil knyttede Anlæg, der tillader at
betegne det som et Kursted eller
Sanatorium af egen Art. Sagn stedfæstede i
Egnen berettede om, at Asklepios, Søn af
Apollon og Koronis, den boiotiske Kong Flegyas’
Datter fra Orchomenos, var blevet født ell.
udsat paa Bjerget Titthion. En Hyrde saa, at en
Ged gav Barnet Die, og snart fortaltes, at Stedet
havde Evne til at helbrede Syge og opvække
Døde. Opr. hørte Akslepios-Dyrkelsen hjemme i
Thessalien, især i Trikka, men E. fordunklede
ganske det oprindelige Hjem, og dette regnede
adskillige andre Helligdomme som deres
Modersted: Athen, Pergamos, Smyrna, senere Rom.
Helligdommen ved E. ligger i en af lidet høje,
skov- og kratgroede Kalkbjerge, Titthion i N.,
Kynortion i S., omsluttet, letbølgende Dalflade.
Der findes fl. smaa Vandløb med let alkalisk

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>