Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epifanios, Biskop i Constantia (det gamle Salamis) paa Cypern, ( -403) - Epifanius, (439-495) Biskop i Pavia - Epifyl (bot.) er en Plante, som er epifytisk paa Blade - Epifyse, se Ben. - Epifyseløsning. - 1) Ved Læsioner hos yngre Individer - 2) Ved Betændelser i de lange Rørknogler - epifysis cerebri, se corpus pineale. - epifytisk, epifyt (bot.) i Biologien: en Plante, som vokser paa en anden uden af samme at drage sin Næring - Epifytter (gr.), i Medicinen Svampe, som frembringer Hudsygdomme ved at vokse paa Overhuden. - Epifænomen, Bifænomen - Epigami (gr.), Overenskomst, hvorefter Medlemmer af den ene Stat kunde indgaa Ægteskaber med Medlemmer af den anden - Epigastrium (gr.), se Bug. - Epigenese (gr.), se Udviklingslæren. - Epigeflit, et staalgraat, metallisk Mineral af rombisk Krystalform - Epiglottis, d. s. s. Strubelaaget, se Strube. - Epignathus (gr.), en Form af Dobbeltmisfoster, hvor der fra det veludviklede Fosters Overkæbe udgaar et mangelfuldt Foster - Epigoner (gr.), »efterfødte«, kaldtes 7, den gr. Sagntid tilhørende Helte - Epigonos, Pseudonym for K. A. Gjellerup. - Epigrafik (gr.), Lære eller Videnskab om Indskrifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Lands og til Vands og optraadte alle Vegne
som selvbestaltet Forkætrer af enhver, der ikke
gik ad den snorlige Ortodoksis Vej. Hans
Hæderlighed var imidlertid lige saa grundfæstet
som hans Fanatisme. Af hans Skr maa nævnes
»Husapoteket« (Παναριον), der indeholder
Ortodoksiens Lægemidler mod alle Kætterier, og
»Ankeret« (αγκυρωτος), som skulde hjælpe dem,
der flød rundt paa Tvivlens Hav. (Litt.:
Lipsius, »Zur Quellenkritik des E.« [Wien 1865]).
L. M.
Epifanius, f. 439 i Pavia, d. 495 som Biskop
smst. Ved sin udstrakte Godgørenhed og ved
sin fredstiftende Gerning spredte han
Velsignelse om sig, medens Germanerne kæmpede i
Italien. Han blev helligdømt, hans Dag er 21.
Jan. - E. Scolasticus levede i 6. Aarh.,
forfattede sammen med Cassiodor Middelalderens
kirkehistoriske Haandbog, Historia tripartita,
ved at gøre Uddrag af de gr. Kirkehistorikeres,
Sokrates’, Sozomenos’ og Theodoret’s Værker.
L. M.
Epifyl (bot.) er en Plante, som er
epifytisk paa Blade, f. Eks. visse i de tropiske
Regnskove paa levende, grønne Blade voksende
Lavarter og Mosser.
V. A. P.
Epifyse, se Ben.
Epifyseløsning. 1) Ved Læsioner hos yngre
Individer hænder det ikke sjælden, at en lang
Knogle i St f. at brække midt paa brækker paa
Grænsen mellem Dia- og Epifysen, hvorved
altsaa denne sidste løsnes. Denne Form af Brud
forekommer saaledes ofte hos Børn ved
Overarmens nederste Ende. 2) Ved Betændelser i de
lange Rørknogler særlig i Marven udgaar
Lidelsen ofte fra Grænsen mellem Dia- og
Epifysen. Naar da Materiedannelsen skyder sig ind
mellem de to, løsnes Epi- fra Diafysen; denne
Affektion er gerne temmelig alvorlig, idet ofte
det nærliggende Led samtidig er angrebet (smlg.
Benbetændelse).
E. A. T.
epifysis cerebri, se corpus pineale.
epifytisk, epifyt (bot.) betegner i Biologien
en Plante, som vokser paa en anden uden af
samme at drage sin Næring. I Norden er det især
Mosser og Alger, som er e., men i tropiske,
fugtige Urskove saavel i Indien som i Brasilien
og Centralafrika lever en meget stor Mængde
Plantearter paa denne Vis, f. Eks. Gøgeurter,
Bregner, Arter af Ananasfamilien, af
Arumfamilien o. m. fl.
V. A. P.
Epifytter (gr.), i Medicinen Svampe, som
frembringer Hudsygdomme ved at vokse paa
Overhuden.
E. P-n.
Epifænomen [’e-], Bifænomen. Ofte betegn. det
psykiske som E., hvor det opfattes som noget
ganske betydningsløst, der ledsager
Hjerneprocesserne saaledes, at de vilde forløbe ganske
paa samme Maade, selv om det psykiske ikke
var til Stede. En saadan Opfattelse er
uforenelig med Antagelsen af Vekselvirkning mellem
Sjæl og Legeme samt med Antagelsen af en
enentydig Forbindelse mellem visse
Hjerneprocesser og det psykiske.
Edg. R.
Epigami (gr.), en mellem to Stater bestaaende
Overenskomst, hvorefter Medlemmer af den
ene Stat kunde indgaa retsgyldige Ægteskaber
med Medlemmer af den anden.
K. H.
Epigastrium (gr.), se Bug.
Epigenese (gr.), se Udviklingslæren.
Epigenit, et staalgraat, metallisk Mineral af
rombisk Krystalform og af Sammensætning
Cu8Fe3As2S12 fra Wittichen i Baden.
(N. V. U.). O. B. B.
Epiglottis, d. s. s. Strubelaaget, se
Strube.
Epignathus [-tus] (gr.), en Form af
Dobbeltmisfoster, hvor der fra det veludviklede Fosters
Overkæbe udgaar et mangelfuldt udviklet Foster
(E.), der oftest rager ud af førstnævntes Mund.
Lp. M.
Epigoner (gr.), »efterfødte«, kaldtes 7, den
gr. Sagntid tilhørende Helte, Sønner af de 7,
som var dragne mod Eteokles i Theben, og der
alle paa Adrast nær var faldne i Kampen; 10
Aar efter deres Fædres Fald drog E. mod
Theben for at hævne dem. Hæren samledes ved
Argos, og herfra faldt man ind i Boiotien, hvor
Thebens Krigere, der under Anførsel af Kong
Laodamas, Søn af Eteokles, søgte at drive dem
tilbage, blev slagne. Efter Sandsigeren Teiresias’
Raad forlod Thebens Borgere saa Byen,
hvorpaa E. drog ind i Theben, plyndrede og
afbrændte Byen. En Del af Byttet viedes til
Oraklet i Delfoi, hvorpaa Sejrherrerne drog hjem
med Undtagelse af Aigialeus, der faldt i
Kampen. E.’s Tog er oftere blevet behandlet af
episke og dram. Digtere. I Delfoi fandtes
Billedstøtter af E., men hvad Tid de tilhører, ved
vi ikke. De 7 E. var, efter hvad der i Reglen
antages, flg.: Alkmaion, Søn af Amfiaraos,
Aigialeus, Søn af Adrast, Diomedes, Søn af Tydeus,
Promathos, Søn af Parthenopaios, Sthenelos, Søn
af Kapaneus, Thersandros, Søn af Polyneikes, og
Euryalos, Søn af Mekisteus. I vore Dage
anvendes Ordet E. undertiden i videre, mere alm.
Bet. for at betegne dem, som i Historie ell.
Litt. følger nøje i epokegørende Forgængeres
Fodspor, idet de selv ikke er i Stand til som
disse at bryde ny Baner ell. skabe ny Ideer. I
Historien anvender man saaledes E. om de
Herskere, der fulgte efter Alexander den Stores
nærmeste Efterfølgere, Diadocherne.
V. S.
Epigonos, Pseudonym for K. A. Gjellerup.
Epigrafik (gr.), Lære eller Videnskab om
Indskrifter (gr. επιγραφη], lat. inscriptio), har
til Opgave at fortolke Indskrifter, stammende
fra ældre Tider, og som er indhuggede,
indridsede, malede, tegnede e. desl. paa haarde
Genstande, saasom Metal, Sten, brændt Ler,
Træ o. l., ligesom man ogsaa til E. maa henføre
Indskrifter, der ved Hjælp af et udskaaret
Stempel, Form e. l. er indslaaede ell.
indtrykkede paa Genstande af brændt Ler, Metal o. s.
v. (Fabrikmærker) og de til disse hørende
Stempler, hvorimod E. ikke giver sig af med
de Indskrifter ell. Paaskrifter, som er
indslaaede paa Stykker Metal og andet haardt
Materiale for derved at autorisere disse
Metalstykker som Betalingsmiddel mellem Mand og
Mand, altsaa Mønter, Medailler o. desl., hvilke
henhører under Numismatikken ell.
Møntlæren. Heller ikke giver E. sig i Reglen af med
Indskrifter, som er skrevne, malede, tegnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
