Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epistolæ obscurorum virorum (lat.) *c: Breve fra uberømte Mænd - Epistrofe, se Epiphora. - Epistrofeus, se Hvirvelsøjlen. - Epistrofi (bot.) Lejring af Grønkornene i Celler, ved hvilken de ligger ved Cellevægge parallelle med Organoverfladen - Epistyl, Epistylion, gr. (ordret: paa Søjlen), er det helleniske Ord for det nederste Led af en Gesims - Episyllogisme. I en Slutningskæde den Slutning, som udvikler Konklusionen af en anden, som den selv har til Oversætning. - Epitadeus, en spartansk Efor (sandsynligvis c. 400 f. Kr.) - Epitaf ell. Epitafium dels en Gravskrift, dels et paa ell. ved en Væg anbragt, i Reglen med Indskrift forsynet Gravmonument - Epitafios (gr., underforstaaet logos), Ligtale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Köln-Teologerne, Magister Ortwin Gratius. Som
Trykkested er angivet Venedig og som
Bogtrykker Aldus »Minutius«, men i Virkeligheden er
de vistnok trykte i Köln ell. Hagenau. Som
Forf. har man nævnt Ulrich von Hutten og J.
Crotus Rubianus samt Wolfgang Angst; at
Hutten har haft Del i dem, er særdeles rimeligt;
for øvrigt er ogsaa adskillige andre Navne
komne paa Tale, deriblandt Erasmus fra Rotterdam
og Reuchlin selv, men for disse to Mænds Vedk.
er Formodningen ugrundet. Efter at to Udg. til
af 1. Samling havde set Lyset, udkom 1517 en
anden Del (i Basel synes det), der snart atter
optryktes, - disse ældste Udg. er imidlertid
overordentlig sjældne. Siden er der kommet
mange andre, af begge Dele i 16., 17. og 18.
Aarh., men de bedste er fra 19. Aarh., nemlig
ved Böcking, dels i Suppl. til hans Udg. af U.
v. Hutten’s Værker, dels selvstændig. - E. o. v.
er fl. Gange efterlignede, f. Eks. af S. Pufendorf
(i Dissertatio epistolica Josvae Schwartzii, 1688)
og i den nyere Tid af G. Schwetschke i Halle,
som bl. a. under denne Form har satiriseret over
det vatikanske Koncilium, der vedtog
Ufejlbarhedsdogmet.
(E. G.). C. S. P.
Epistrofe, se Epiphora.
Epistrofeus, se Hvirvelsøjlen.
Epistrofi (bot.) kaldes den Lejring af
Grønkornene i assimilerende Celler, ved hvilken de
ligger ved de Cellevægge, der er parallelle med
Organoverfladen.
V. A. P.
Epistyl, Epistylion, gr. (ordret: paa
Søjlen), er det helleniske Ord for det nederste
Led af en Gesims. Se Architrav.
C. A. J.
Episyllogisme [’e-]. Opstiller man en
Slutningskæde af flg. Form: D er E, C er D, altsaa
er C = E, B er C, altsaa er B = E, A er B,
altsaa er A = E, og gaar derefter ud fra den
anden Syllogisme: C er E, B er C, altsaa er
B = E, saa kaldes den første Slutning
Prosyllogisme, fordi den begrunder den andens
Oversætning C = E, og den tredie Slutning kaldes
E., fordi den udvikler Konklusionen af den
anden (B = E), som den selv har til Oversætning.
W. N.
Epitadeus [-dæ^us], en spartansk Efor
(sandsynligvis c. 400 f. Kr.), der gennemførte en Lov,
hvorved det tillodes i levende Live at
bortskænke ell. ved Testamente efterlade sin Formue og
sin Jordlod til hvem, man vilde; som Følge
deraf kom Jordbesiddelsen i Tidens Løb paa nogle
faa Hænder, hvorved hele Grundlaget for den
spartanske Samfundsorden ophævedes.
K. H.
Epitaf ell. Epitafium (latiniseret af gr.
Επιταφιου, ordret: ved Graven) betegner dels
en Gravskrift, dels et paa ell. ved en Væg
anbragt, i Reglen med Indskrift forsynet
Gravmonument. Tidligst forekommer E.-Monumenter
i Italien, hvor de sikkert har deres Oprindelse
af de i Syden ret alm. Væggrave, der indrettedes
i selve Kirkemurene, og hvor de ældste
Mindesmærker af denne Art (fra 13.-14. Aarh.) gerne
er formet som en i en Arkade anbragt Sarkofag,
hvorpaa den Afdøde afbildedes i hvilende
Stilling. Denne Type gik fra Trecento i Arv til den
ital. Renaissancekunst, som udviklede den til en
høj Grad af Fuldkommenhed, idet de skønne
florentinske Forbilleder af Rosselini og Majano
paavirkede baade Rom og Venedig. Ogsaa
mindre E. uden Sarkofager træffes i Italien, men
Materialet er næsten altid Sten. Anderledes N.
f. Alperne, hvor Udviklingen var mere
sammensat og hvor Vægbegravelser var sjældne. I
Danmark som i Tyskland smeltedes fl. Skikke
sammen til Renaissancetidens blomstrende E.-Kunst,
og Forgængere for E. er her dels de paa
Kirkernes Vægge ophængte Vaaben og Skjolde (f.
Eks. Skave-Skjoldet i Roskilde Domkirke), dels
de kat. Fløjaltertavler med deres
Stifterportrætter, dels ogsaa den pergamentsskrevne
Gravskrift (f. Eks. Ravensberg-Tavlen i Roskilde), der
kunde ophænges paa Kirkevæggen. Fra
Reformationstiden er bevaret en Række E. i Form
af cirkelrunde Træskiver med paamalede
Vaaben, Indskrifter ell. Billeder, tydelig nok en
Erstatning for virkelige Skjolde, og andre gl.
E. har bevægelige Dørfløje. Endnu til 1550 var
E. uanselige og faa i Tal, men i Løbet af
Frederik II’s og Christian IV’s Tid blev de en hel
Modesag, og som Erstatning for de kasserede
kat. Sidealtre smykkede de Kirkerummene, uden
at overflødiggøres af Gravstenene i Kirkegulvet.
Adelen foretrak store, paa Gulvet hvilende
Stenepitafler, Borgerne Trætavler med Malerier, der
hængtes højt oppe paa Kirkevæggene, »Gud til
Ære, Kirken til Beprydelse og sig selv til
Ihukommelse«; men i alle Tilfælde paavirkedes
Formerne af de ital. Forbilleder og
komponeredes som Søjlestillinger. Kun i
Figurfremstillingen bevaredes Traditionen fra de katolske
Andagtsbilleder, idet de Afdøde afbildedes
knælende foran en religiøs Scene. I Løbet af 17.
Aarh. fik E. et mere og mere verdsligt Præg;
de bibelske Billeder skrumpede ind til en Biting,
og Portrætterne bredte sig i stedse større
Maalestok, medens Barokkens svulstige Allegorier
tjente til at forherlige de Afdøde. I Løbet af
18. Aarh. gik E. efterhaanden af Mode. Andre
Monumenttyper blev foretrukne som
fornemmere; længst holdt de sig i jævnere borgerlige
og gejstlige Kredse som Indskrifttavler og sidst
hos Bondestanden som Gravvers, men
Oplysningstidens Forbud mod Begravelser inde i
Kirkerne gav E. Dødsstødet.
C. A. J.
Epitafios (gr., underforstaaet logos), Ligtale;
specielt i Athen den Tale, som i Krigstider hvert
Aar en dertil udvalgt Taler holdt over de for
Fædrelandet faldne. Mest kendt er den E., som
Thukydides lader Perikles holde over de i den
peloponnesiske Krigs første Aar Faldne; han
giver deri, sandsynligvis med Tilknytning til den
af Perikles virkelig holdte Tale, en ved
Indholdets Rigdom og Formens Skønhed lige
udmærket Skildring af athenisk Kultur og
Tænkemaade i denne Athens Stormagtsperiode. En
under Lysias’ Navn overleveret E. (over de i
den korinthiske Krig Faldne) anses af nogle
for uægte, hvad den under Demosthenes’ Navn
bevarede (over de ved Chaironeia Faldne)
sikkert er; om Ægtheden af Hypereides’ E. over
dem, der faldt i den saakaldte lamiske Krig,
hersker der ingen Tvivl. I Dialogen Menexenos
lader Platon Sokrates foredrage en E., som til
en vis Grad er en Parodi paa de alm. E.,
særlig Perikles’.
K. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
