Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erasmus, Desiderius, fra Rotterdam (Rotterodamus), Humanist, (1466?-1536) - Erastianere, se Erastus. - Erastos er et Navn, som forekommer tre Gange i det ny Testamente - Erastus, Thomas (egl. Liebler eller Lieber), tysk Læge og Teolog, (1524-1583) - Erato, en af de ni Muser. - Eratosthenes, gr. Lærd af den alexandrinske Skole, (c.275-c.195)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Studier. Da Luther traadte offentlig frem, saa
E. i ham en Meningsfælle, men E. med sit
aandsaristokratiske Syn og polerede, fint
ironiske Skrivemaade kunde ikke forlige sig med
Luther’s djærve, hensynsløse Fremfærd. Og E.
blev aldrig nogen religiøs Reformator. Han
kunde kritisere Videnskaben og Kirkelivet, skabe ny
videnskabelige og pædagogiske Metoder og pege
paa en ny Sædelighed, men han evnede ikke at
skabe nogen religiøs Fornyelse. »Kristi Filosofi«
var Maalet for hans Religiøsitet, og denne
»Kristi Filosofi« var af sædelig Art og samlede sig
især om Kærligheden til alle Mennesker. Men
at bryde med Kirken var utænkeligt for E., og
han forstod ikke det evangeliske Trosbegreb.
Derfor dannede der sig efterhaanden en Kløft
mellem E. og Reformatorerne, en Kløft, som
yderligere uddybedes ved E.’s Menneskefrygt og
Tilbøjelighed til at bære Kappen paa begge
Skuldre. Efterhaanden som Reformationen tog til i
Styrke og Klarhed, blev E.’s Stilling
vanskeligere og vanskeligere. Fra rom. Side blev der
sagt, at Luther havde suget sin Gift af E.’s
Bryst, og da Kurfyrst Frederik den Vise af
Sachsen 1520 i Fortrolighed spurgte E., om hans
Mening ang. Luther, gav E. Luther Ret i hans
Lære og bemærkede, at Luther’s Hovedsynd var,
at han havde »rørt ved Pavens Krone og
Munkenes Buge«, men samtidig skrev han til en
Ven i Anledning af Bandbullen mod Luther: »I
Tragedien blander jeg mig ikke«, og til Pave
Leo X sendte han et Brev, i hvilket han siger
sig fri for ethvert Fællesskab med den
Bandlyste. Men han følte sig ikke sikker i sin
Hjemstavn, og da Forholdene i England ogsaa havde
skuffet ham, flyttede han til Basel. Fra katolsk
Side blev han imidlertid stadig bearbejdet, for
at han skulde tage offentlig til Orde mod
Luther, og endelig udsendte han 1524 et
Stridsskrift De libero arbitrio (»Den fri Villie«), i
hvilket han angriber et Hovedpunkt i Luther’s
Lære, nemlig Læren om, at Menneskets Villie
er bundet af Synden. Dette Skrift af E. vakte
stor Opsigt. Han hævder her, i nøje
Overensstemmelse med de kat. Autoriteter og for
øvrigt stærkt paavirket fra eng. Side, navnlig
af John Fisher, at Menneskevillien er »fri«, ɔ:
har en vis Kraft til at gøre det Gode. Nu var
Bruddet med Reformatorerne fuldbyrdet, Luther
svarede skarpt og indgaaende, og ogsaa de
schweiziske Reformatorer brød med E. Da
Reformationen gennemførtes i Basel 1529, maatte
E. paa ny flytte. Han slog sig ned i Breisgau,
stadig optaget af sine kære Udgaver af
oldkristelige Forf., men ogsaa stadig mistænkt for
manglende Ortodoksi fra Munkenes Side. Pave
Paul III var ham dog huld og vilde endog have
gjort ham til Kardinal, hvad han dog afslog
under Henvisning til sin Alder. Sygdom, især
Stensmerter, plagede ham stærkt, og under et Besøg
i Basel døde han. Den tysk-eng. Humanisme
havde kulmineret i hans Person og Værk, men
den uddøde ogsaa med ham. Reformationen tog
hans Kirkekritik og hans Bibelstudier i Arv.
E.’s Værker er udgivne af J. Glericus, 10 Bd
(Leyden 1703-06). (Litt.: Drummond, E.,
his life and character [2 Bd, London 1873];
F. Lezius, »Zur Charakteristik des religiösen
Standpunktes des E.« [1895]; J. A. Froude,
Life and letters of E. [1895]; H. Hermelink,
»Die religiösen Reformbestrebungen des
deutschen Humanismus« [1907]; K. Zickendraht,
»Der Streit zwischen E. und Luther« [1909];
Alfred Th. Jørgensen, »Luthers Kamp
mod den rom.-kat. Semipelagianisme« [1908]).
A. Th. J.
Erastianere, se Erastus.
Erastos [gr. ’e-] er et Navn, som forekommer
tre Gange i det ny Testamente; i Rom. 16, 23
nævnes E., »Stadens (ɔ: Korinths) Rentemester«
bl. dem, der sender Hilsener, i Ap. G. 19, 22
erfarer vi, at Paulus skikker Timotheos og E.,
»to af dem, som gik ham til Haande«, til
Makedonien, og endelig i 2. Tim. 4, 20 hedder det, at
E. blev tilbage i Korinth. Hvorvidt der hermed
er sigtet til en, to ell. tre forsk. Personer, lader
sig ikke afgøre med Sikkerhed; dog er det vel
næppe rimeligt, at »Stadens Rentemester« har
kunnet rejse rundt som Apostlens Ledsager.
H. M.
Erastus, Thomas (egl. Liebler eller
Lieber), tysk Læge og Teolog, f. 1524 i Baden
i Schweiz (nogle mener i det daværende
Markgrevskab Baden), d. 1583 i Basel. Han var en
fattig Bondesøn, studerede Teologi i Basel, gik
til Bologna og Padua, hvor han studerede
Medicin og Filosofi. 1558 blev han med. Prof. i
Heidelberg og Livlæge hos Kurfyrsten af Pfalz,
1580 med. Prof. i Basel og kort før sin Død
Prof. i Etik smst. Han var en dygtig Læge og
en ædruelig Naturforsker, der bekæmpede
Astrologerne og Alkymisterne, men han forsvarede
Dødsstraf for Hekseri. Mest kendt er han som
Teolog, og i England og Skotland findes endnu
en kirkelig Retning, der nævner sig efter ham.
E. var Zwinglianer baade i Nadverlæren og i
Kirkeforfatningsspørgsmaalet og kom derved
paa Kant med Kalvinisterne, som havde faaet
Overhaand i alle reformerte Kirkesamfund. Han
forkastede den kalvinske Kirketugt som ubibelsk
og tyrannisk og Presbyterialforfatningen som et
hierarkisk Overgreb og forsvarede Statskirken.
I 17. Aarh. blev hans Skr kendte i England, og
der dannede sig et Parti, Erastianerne,
hvis Særkende er Forkastelse af Kirkens
Selvstændighed og Hævdelse af Statskirken.
L. M.
Erato [’e-, gr. -’to.], en af de ni Muser.
Eratosthenes [-ste-, gr. -’ste-], gr. Lærd af
den alexandrinske Skole, fødtes c. 275 f. Kr. i
Kyrene i Afrika og nød Kallimachos’
Undervisning i Alexandria; senere uddannede han sig
videre i Athen, men blev snart af Ptolemaios
III Euergetes kaldt tilbage og efterfulgte
Kallimachos som Bestyrer af det store Bibliotek;
han døde c. 195 f. Kr. E. var en sjælden
alsidig Mand, paa een Gang Digter, Grammatiker,
Historiker, Astronom, Matematiker og Geograf;
han gav sig selv Tilnavnet Filologos (»Ven af
Videnskab«) og kaldtes af andre Beta (s. d.). E.
fandt en Løsning af Problemet om Terningens
Fordobling (smlg. hans Brev derom, overs. paa
Tysk af Dressler, 1828) og en Metode til at
finde Primtallene (den saakaldte E.’s Si, gr.
koskinon, lat. cribrum Eratosthenis, efter Bogens
Titel). E. bestemte med temmelig stor
Nøjagtighed Ekliptikas Hældning, og ham skyldes det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
