Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2) attisk Heroine, Datter af Ikarios, hvem Dionysos besøgte og skænkede Vinen - Erik, nord. Mandsnavn, ældre Eirik (af ei, altid, og rikr, mægtig). - Erik, nordiske Sagnhelte. - 1) E. den Maalspage (*c: viis i Tale) norsk Høvding fra Stavangerfjord - 2) sv. Konge, der fælder og fældes af sin Broder Alrik - 3) Søn af Regnar Lodbrok, blev paa et Tog til Upsala fanget af Kong Eystein og valgte Døden kastes i nedplantede Spyd - Erik, Hertug af Sønderhalland 1284-1304 - Erik I af Sønderjylland, Hertug 1260-72 - Erik II af Sønderjylland, Hertug 1312-25 - Erik, sv. Hertug, (o.1282-1318), Søn af Kong Magnus Ladelaas og Helvig af Holsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berusede af den og derfor troede, at de var
blevne forgivne, dræbte de Ikarios. E. fandt
hans Lig under et Træ og hængte sig af Sorg
i dels Grene.
C. B.
Erik, nord. Mandsnavn, ældre Eirik (af
ei, altid, og rikr, mægtig).
A. O.
Erik, nordiske Sagnhelte. 1) E. den
Maalspage (ɔ: viis i Tale) norsk Høvding fra
Stavangerfjord, der efter mange Oplevelser ved det
danske Hof vakte Kong Frode (Fredegod) af
Uvirksomhed og fik hans Søster Gunvar til
Ægte. (Litt.: Sakse’s »Danmarkshistorie« 5.
Bog; A. Olrik, »Danmarks Heltedigtning« II
[1910] § 44). - 2) sv. Konge, der fælder og
fældes af sin Broder Alrik. (Litt.: A. Olrik,
»Sakse’s Oldhistorie«, II, S. 55-59). - 3) Søn
af Regnar Lodbrok, blev paa et Tog til
Upsala fanget af Kong Eystein og valgte Døden
ved at kastes i nedplantede Spyd; Ragnar’s-Saga
har en indtagende Skildring af hans Stifmoder
Aslog’s Sorg ved hans Død og hendes
paafølgende Hævn; Sakse kender ogsaa E.’s Død for
Kong Eystein, men lader hans Broder Agnar
falde, ikke i samme Slag, hvor E. fanges, men
under Forsøg paa at hævne hans Død (jfr E.
Væderhat).
A. O.
Erik, Hertug af Sønderhalland
1284-1304, var en Søn af Valdemar Sejr’s uægte Søn
Knud. Ligesom fl. af sine Frænder maatte han
i Erik Klipping’s Tid længe vente paa den
Udstyrelse med Len, hvorpaa han mente at have
Krav; men da Oppositionen mod Kongen fik
Overhaand, blev E. først gjort til Drost (1283),
og Aaret efter forlenedes han med de 4
sydligste Herreder i Halland under Navn af
Hertugdømme. 1285 blev han slaaet til Ridder af
den sv. Konge Magnus Ladelaas; ellers nævnes
han næsten ikke under de flg. urolige Tider,
hvor de andre Kongefrænder laa i Strid med
Kronen. Hans Efterkommere opnaaede ikke
fyrstelig Stilling, men de førte i deres Skjold
ligesom E. en kronet Løve, omgivet af Hjerter, og
en Sønnesønssøn af ham, Barnum Eriksen,
overlevede Valdemar Atterdag og var saaledes
den sidste mandlige Ætling af det danske
Kongehus.
Kr. E.
Erik I af Sønderjylland, Hertug 1260
-72, var den næstældste Søn af Kong Abel og
gjorde efter sin ældre Broder Valdemar’s Død
(1257) Krav paa Hertugdømmet Jylland, som
Farbroderen Christoffer I dog nægtede ham. E.
sluttede sig da til Kongens Fjender bl.
Prælaterne og til Jarimar af Rygen, hvis Datter
Margrete han ægtede. Kort før Christoffer’s
pludselige Død landede han sammen med Rygerfyrsten
og Biskop Peder af Roskilde paa Sjælland og
sejrede her fuldstændig over de Kgl. ved
Næstved (14. Juni 1259), saaledes at Enkedronning
Margrete nu maatte tilstaa ham Forleningen.
Snart udbrød der dog, uden at man ved
Grunden, paa ny Strid mellem ham og Kongehuset;
Margrete rykkede ind i Sønderjylland, men led
paa Lohede S. f. Danevirke et fuldstændigt
Nederlag og faldt selv tillige med den unge Konge
i Modstandernes Hænder. Udsoningen bragte E.
ny Fordele, især Krongodset i Hertugdømmet
og Als, og siden stod han i et nogenlunde
fredeligt Forhold til Kronen, om end de
landsforviste Prælater og andre af Kongehusets
Modstandere altid havde et sikkert Tilflugtssted hos
ham. Ved et Mageskifte med Bispen af Slesvig
erhvervede E. Borgen Gottorp, der fra nu af
blev Hertugernes Hovedresidens. 1272 trak det
atter op til Strid mellem ham og Kongen; men
E. døde da pludselig (27. Maj), efterladende sig
to smaa Sønner, Valdemar og Erik (af
Langeland), som hvis Formynder Erik Klipping
foreløbig fik Sønderjylland i sin Magt.
Kr. E.
Erik II af Sønderjylland, Hertug 1312
-25, Søn af foreg.’s Søn Valdemar, overtog
Hertugdømmet uden Modstand, da Faderen
døde; Kong Erik Menved gav ham Forlening
derpaa i Lejren for Warnemünde, og ved et Aaret
efter (1313) stiftet Forlig opgav E. sine Krav paa
Langeland, medens han fik Kronens Gods i
Hertugdømmet overdraget. I de flg. Aar var der
ofte mindre Kævlerier mellem ham og Kongen,
og ved Forligene var det oftest Hertugen, der
gik af med Fordelen. Til aaben Strid kom det
dog ikke, og da Erik Menved døde 1319, var der
især i Jylland mange, der ønskede at vælge E.
til Danmarks Konge. E. var gift med Adelheid,
en Søster til Grev Gerhard af Rendsborg; men
denne gjorde intet for at hjælpe sin Svoger til
Kronen, og Christoffer II fik Riget; maaske har
E. dog ved denne Lejlighed erhvervet
Langeland, som han siden ses at sidde inde med.
Ogsaa til den ny Konge i Danmark stod E. i
køligt Forhold, medens han knyttede
Forbindelser med de misfornøjede danske Stormænd.
Han døde dog 12. Marts 1325, før det endnu
var kommet til Afgørelse, og efterlod sig to
Børn, Valdemar (V), som en Tid afløste
Christoffer som dansk Konge, og Datteren Helveg,
der senere ægtede Valdemar Atterdag.
Kr. E.
Erik, sv. Hertug, f. omkr. 1282, d. 1318, Søn
af Kong Magnus Ladelaas og Helvig af Holsten.
E. var en mere fremragende Personlighed end
sin Broder (Kong Birger), ridderlig, vennesæl
og med en ikke ubetydelig Statsmandsbegavelse,
men tillige rænkefuld og voldsom. I den
Slægtkrig, der paa hans Tid søndersled Sverige, er
han Hovedpersonen mod Kong Birger; den
yngste Broder, Valdemar, følger i alt E. E.’s
oprindelige Len var Södermanland og Dele af
Upland. E.’s og Valdemar’s første Oprørsforsøg
mislykkedes, og ved Kolsäter-Freden 1305 viste
Kong Birger sig at have Overmagten.
Hertugerne skal da have indgydt Birger den Tro,
at den berømte Marsk Tyrgils Knutsson var
Ophavet til Tvisten. Tyrgils halshuggedes, og
derefter overfaldt Hertugerne Birger paa
Håtuna og fængslede ham. E. maatte nu kæmpe
mod Danmarks Konge, Erik Menved, og kom
ogsaa i spændt Forhold til sin hidtilværende
Forbundsfælle, Håkon af Norge, med hvis
Datter Ingeborg han var forlovet. E. forsvarede
sig imidlertid med Held mod Danskerne, som
var rykkede helt op i Södermanland, og drog
snart atter Håkon over paa sin Side.
Fredsmøderne i Helsingborg 1310 og 1313 skabte atter
Fred i Norden, Sverige deltes imellem Birger,
E. og Valdemar, og E. ægtede 1312 Arvingen til
Norge, den 11 Aar gl. Ingeborg Håkonsdatter.
Ved en Overenskomst med Valdemar fik E.
1315 et Omraade, hvis hovedsagelige Bestanddel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
