Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Klipping, dansk Konge 1259-86, f. c. 1249, Søn af Christoffer I - Erik Knutsson, sv. Konge, Sønnesøn af Erik deri Hellige. - Erik Lam, ogsaa kaldet David, dansk Konge 1137-46 - Erik (Langben) af Langeland,( -1310) - Erik Magnusson, sv. Konge, (1339-1359), var Søn af Kong Magnus Eriksson - Erik Magnussøn, af senere Historikere med Urette benævnt Præstehader, (1268- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gennemtrænger denne helt. Kongens Lig, paa
hvilket man talte 56 Saar, blev ført til Viborg,
hvor det bisattes i Domkirkens Krypt; i
Finderup rejstes et Bodskapel. E. K.’s Tilnavn
Klipping betyder et klippet Faareskind; hvad deri
skal ligge, vides ikke; først i 16. Aarh. begyndte
man at skrive Glipping, der fortolkedes som den
Rasende, senere som Forføreren. Med Agnes
havde E. K. fl. Børn; af Sønnerne blev Erik
Menved og Christoffer II Konger, medens
Valdemar døde 1304; af Døtrene blev Margrete
gift med Kong Birger af Sverige, og fra en
anden Datter, Regitse, som ægtede Fyrst Niels
af Werle, nedstammer Christian I. Agnes giftede
sig anden Gang 1293 med Gerhard II af Holsten
og blev derved Moder til Johan den Milde.
Kr. E.
Erik Knutsson, sv. Konge, Sønnesøn af Erik
den Hellige. Før sin Tronbestigelse var E. K. i
Strid med Sverker II, der havde efterfulgt E. K.’s
Fader, Kong Knut Eriksson. Sverker forjagedes,
og E. K. blev Konge 1208, men maatte nu
udkæmpe haarde Kampe bl. a. ved Lena mod de
danske Hære, som Valdemar Sejr sendte for
at hjælpe Sverker. E. K. gik dog af med
Sejren, og efter Sverker’s Fald ved Gestilren var
hans Magt ubestridt. Han nærmede sig nu
Danmark og giftede sig med Valdemar’s Søster
Regitse. E. K. er den første Konge i Sverige,
om hvem man med Sikkerhed ved, at han er
blevet kronet. Han døde Apr. 1216 paa Visingsø.
Efter hans Død blev der født ham en Søn, siden
Kong Erik Eriksson. Hans Datter Ingeborg blev
gift med Birger Jarl.
(A. S.). A. M. D.
Erik Lam, ogsaa kaldet David, dansk
Konge 1137-46, var Søn af Høvdingen Haakon
Jyde ell. Haakon Nordmand og Erik Ejegod’s
Datter Ragnhild, sluttede sig til sin Morbroder
Erik Emune og fældede Magnus den Stærke i
Slaget ved Fodevig (1134). Da Erik Emune blev
dræbt af Sorteplog (1137), sprang E. L. frem;
men Sorteplog skal have raabt: »Stik Sværdet
i Balgen! fedt Flæsk faldt i din Kedel«, og da
Kongeætlingerne Sven og Valdemar endnu var
Børn, blev E. L. virkelig valgt til Konge. Det
var meget vanskelige Forhold, E. L. kom til at
prøve Kræfter med. Støttet fra Sverige gjorde
hans Fætter Olav, Harald Kesje’s Søn, sig til
Konge i de Skaanske Lande, og dermed
begyndte en blodig Treaarskrig. I eet Aar var
der 13 Kampe. E. L. for til Skaane og slog sin
Medbejler ved Glugstorp. Olav kom igen og
angreb Sjælland, blev ganske vist slaaet af
Biskop Rike, men overraskede og nedhuggede
dernæst den krigerske Biskop i Ramløse ved
Arre Sø. E. L. satte efter ham og forfulgte ham
ind i Halland. Endelig fældedes Olav ved
Tjuteaa i Skaane. E. L. havde vist ilter Kamplyst
og ustyrligt Mod, men den haardtvundne Sejr
udtømte hans Daadskraft, og Venderne blev
kun lidet forstyrrede i deres Røverier ved
Danmarks Kyster. Stod E. L. ikke over for en
fjendtlig Hær, var han svag og lidet foretagsom.
Derfor kaldtes han »Lam« ell. »Spag«. Ogsaa
i E. L.’s Forhold til Kirken skiftede fyrig
Aktivitet med veg Passivitet. Straks vikle han
fortsætte i Erik Emune’s Fodspor og hindre
Eskil i at blive Ærkebisp; men da han mærkede
Modstand fra Skaaningernes Side, faldt han til
Føje. Det varede ikke længe, før Eskil med sin
overlegne Personlighed vandt E. L. for sine
kirkelige Ideer. E. L. gav Ærkesædet rige
Gaver, overlod Eskil Krongodset Esrom til et
Kloster og gav Skt Peder’s Kloster ved Næstved
udstrakte Privilegier. Hans Kongetid blev en
glimrende Epoke for den danske Kirkes Udvikling.
Men E. L. følte sig ikke lykkelig; han magtede
ikke, hvad han vilde, og hans Ægteskab med
den smukke, men letfærdige Lutgard skulde
ikke gøre ham gladere. I sin sidste Sygdom
gav han sig i Odense Kloster, og her døde han
27. Aug. 1146. Han efterlod sig en Frillesøn
Magnus, som kom til at spille en sørgelig Rolle
under Valdemar I. (Litt.: H. Olrik, »Konge
og Præstestand« II [Kbhvn 1895]; »[Dansk] Hist.
Tidsskr.«, 6. Rk. IV, S. 729 ff.: Steenstrup,
»Dobbelte Navne. Erik Lam-David«).
H. O.
Erik (Langben) af Langeland, d. 1310,
var yngre Søn af Hertug Erik (I) af
Sønderjylland og laa ligesom Broderen Valdemar i
stadig Strid med Erik Menved om Arvegods og
Len; han krævede Arv baade efter Faderen og
Farbroderen Abel, og ny Krav fik han, da han
ægtede en Stifdatter af Erik Plovpenning, Sofie
af Rosenburg. Junker E. optraadte med stor
Voldsomhed, og bl. a. dræbte han 1292 Drosten
Skjalm Stigsøn i Kongens egen Gaard; til sidst
fik han dog Langeland i sit Eje og beholdt denne
Ø nogenlunde i Ro til sin Død. Hans efterladte
Enke stod siden i venligt Forhold til Kong Erik
og skal bl. a. have overleveret denne et Brev
med mange Stormænds Segl, der aabenbarede
en stor Sammensværgelse mod Kongen.
Kr. E.
Erik Magnusson, sv. Konge, f. 1339, d. 21.
Juni 1359, var Søn af Kong Magnus Eriksson
og Blanche af Namur og erklæredes Aar 1344
for Tronfølger: han skulde have Sverige og
Skaane, medens den yngre Broder Håkon skulde
være Norges Konge. Da Håkon havde tiltraadt
Norge, gjorde E. M., støttet af adskillige mod
Faderen fjendtlige Stormænd, Oprør og antog
Kongenavn Oktbr 1356. Ved Albrecht den Ældre
af Mecklenburg’s Mellemkomst ordnedes
Forholdet mellem Magnus og E. M. saaledes, at E. M. i
Apr. 1357 fik de Skaanske Landsdele, det
østlige Småland, Östergötland og Finland. En ny
Overenskomst s. A. gav ham tillige Svealand og
Norrland. E. M.’s Forbundsfæller var
Hertugerne af Mecklenburg og Greverne af Holsten,
og Magnus søgte da Hjælp hos Valdemar
Atterdag. 1359 gjorde Valdemar et Indfald i Skaane,
men trak sig tilbage, allerede inden E. M. med
en sv. Hær var ankommet dertil. Snart efter
døde E. M. og omtr. samtidig hans Dronning,
Beatrice, en Datter af den brandenburgske
Markgreve Ludvig af Wittelsbach.
Sandsynligvis døde E. M. og Beatrice af den Pestsygdom,
som dengang hjemsøgte Sverige. Rygtet om,
at de skulde være blevne forgivne af E. M.’s
Moder, Dronning Blanche, er grundløst.
(A. S.). A. M. D.
Erik Magnussøn, af senere Historikere med
Urette benævnt Præstehader, f. 1268, Søn
af Kong Magnus Lagabøter, besteg ved Faderens
Død (1280) Norges Trone; men store Dele af
Riget (Oplandene, Oslo Omegn, Ryfylke og
Færøerne) tilfaldt med Hertugtitel hans yngre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
