Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Olsson, »den sv. Historieskrivnings Fader«, ( -1486) - Erik Plovpenning, dansk Konge 1241-50, f. 1216 som ældste Søn af Valdemar Sejr - Eriksberg,, Sodermanlands største Gods i Nærheden af Katrineholm - Erik Sejrsæl, sv. Konge, ( -c.995), var Søn af Kong Emund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og som slutter med Aaret 1464. Den nationale
Historieskrivning var da blomstret op i Sverige
under Indtryk af Befrielseskampen mod
Danmark og havde frembragt den store Rimkrønike
paa Svensk; nu skrev E. O. sit Lands Historie
for de Lærde paa Latin, rigtignok et
yderst barbarisk Latin. Til Gengæld er
Fremstillingen ofte livfuld og anskuelig, baaret oppe
af en varm Kærlighed til Fædrelandet; E. O.
hader de Danske af Hjertet, og som Gejstlig
dømmer han meget ubillig, hvor han skal skildre
Strid mellem Kirken og Kronen. Rimkrønikernes
Fremstilling var hans Hovedkilde, men han har
ogsaa nyttet gl. Aarbøger og enkelte Aktstykker,
indtil han endelig naar sin egen Samtid og
her kan bygge paa, hvad han selv har oplevet
og erfaret. Værket blev første Gang udg. af
J. Messenius 1615; det er let tilgængeligt i
Scriptores rerum Suecicarum II.
Kr. E.
Erik Plovpenning, dansk Konge 1241-50,
f. 1216 som ældste Søn af Valdemar Sejr i hans
andet Ægteskab med Berengaria. Allerede i
Vuggen fik E. P. Titel som Hertug af Jylland;
men da Dagmar’s Søn Valdemar døde, blev han
hyldet som Faderens Medkonge og kronet 30.
Maj 1232. 9. Oktbr 1239 ægtede han Jutta
(Judith), en Datter af Hertug Albrecht I af
Sachsen; ved denne Tid fik han et Tilbud om at
blive opstillet som tysk Modkonge mod Frederik
II af Hohenstaufen, hvad han dog afslog. Ved
Faderens Død 28. Marts 1241 blev E. P.
Enekonge. Det Martyrskær, som hans Død kastede
over ham, har paavirket Beretningerne om hans
Karakter; dog er det sikkert nok, at han
virkelig har været optaget af religiøse Tanker. Han
syslede stadig med Planer til et Korstog til
Estland, selv om det aldrig kom til Udførelse, og
lige efter Faderens Død erklærede han, at han
vilde begraves hos Franciskanerne i Roskilde i
en Graabroderkutte. Men han var tillige en
modig Fyrste, stridbar og herskelysten. Næsten
hele sin Regeringstid igennem laa han i Strid
med sine Hel- og Halvbrødre, der af Faderen
havde faaet store Dele af Riget i Len; med
Hertug Abel af Jylland udbrød Striden allerede
1242, og begyndte paa ny 1246, da E. P. vilde
angribe Abel’s Svogre, de unge Grever af
Holsten. Saaledes saa Danmark det sørgelige Skue
af en Borgerkrig; de andre Brødre stillede sig
paa Abel’s Side, og E. P. var tillige i Kiv med
Gejstligheden, hvis mest fremragende Mand,
Roskildebispen Niels Stigsen, 1245 maatte flygte
ud af Landet. Efter fl. Aars vekslende Kampe
fik Kongen dog Overmagten; hans Frænder
maatte bøje sig for ham, og en Plovskat, der
først vakte heftig Modstand og har givet
Kongen hans Tilnavn, førte E. P. ogsaa igennem
(1249). 1250 blev Abel paa ny tvunget til
Underkastelse, og maatte, synes det, afstaa til E. P.
den vigtige Grænseborg Rendsborg; men ud paa
Sommeren truedes denne af et tysk Angreb. E.
P. vilde drage Borgen til Hjælp; undervejs tog
han ind til Broderen i Slesvig, men blev her
gjort til Fange. Ved Nattetid førtes han ud paa
Slien, og da hans værste Uven, Lave
Gudmundsen, kom til, vidste E. P., hvad han maatte
vente; med Nød og næppe fik han Lov til at
skrifte for en Præst, man hentede, derefter blev
han halshugget og Legemet kastet ud i Bølgerne
(10. Aug.). Grulig lemlæstet fandtes Liget af
nogle Fiskere og blev bisat skiftevis i fl. Kirker
i Slesvig; snart opkom der Rygter om, at der
foregik Undergerninger ved Graven, og 1258
førte Christoffer I Broderens Legeme til
Ringsted Kirke. Folket ærede E. P. som Helgen, og
mange Gilder tog ham til Patron; men
kanoniseret af Kirken blev han aldrig. Dronning Jutta
overlevede ham i lang Tid og ægtede Burchard,
Borggreve af Rosenburg; E. P. har hun næppe
født Sønner, men fire Døtre, af hvilke Sofie
blev gift med Kong Valdemar af Sverige,
Ingeborg med Kong Magnus Lagabøter af Norge,
medens Jutta og Agnes en Tid lod sig
klostergive.
Kr. E.
Eriksberg [-bærj], Södermanlands største
Gods i Nærheden af Katrineholm i en meget smuk
Egn. Hovedgaarden, der tidligere hed Pintorp, gik
1508 ved Køb over til Västgötalagmanden Erik
Eriksson Gyllenstierna’s Enke Anna Karlsdotter
af Vinstorpa-Slægten. En af hendes
Efterkommere, Erik Carlsson Gyllenstierna (d. 1657), efter
hvem Gaarden fik Navnet E., begyndte ved N.
Tessin d. Æ. (?) Opførelsen af det endnu
bevarede Slot, hvilket Arbejde fortsattes af
Enken (Beata von Yxkull), den fra Folkesagnene
ilde berygtede »Pintorpafrun«, og hendes Søn,
den fremragende Overstatholder Kristoffer
Gyllenstierna. 1733 købtes E. af Ritmester D. H.
Hildebrand, der sammen med sin Ven og
Forvalter, A. Lidstrand, samlede og ordnede det
store Gods. De købte og byttede sig til en
Mængde nærliggende Gaarde og gjorde E. til
et virkeligt Mønstergods. E. blev nu gjort til
et Fideikommis, som 1808 ved Testamente gik
over til Hildebrand’s Dattersøn, Carl Carlsson
Bonde, hvis Sønnesønssøn nu ejer E. Under
dennes Fader, den kendte Hofmand og Politiker
Carl Carlsson Bonde, blev Slottet anselig tilbygget
og baade udvendig og indvendig kunstnerisk
udstyret, saa det nu staar som et af Sveriges
allersmukkeste Slotte. Det er tre Etager højt,
dets Indre Straaler af fyrstelig Pragt, og op
til Slottet leder et Par Hundrede Aar gl.
Lindealleer. Foruden en smuk Vaabensamling findes
der paa E. et rigt Mønt- og Medaillekabinet
samt et prægtigt Bibliotek (paa 50000 Bd), særlig
rigt paa Bøger og Manuskripter om Nordens
Historie. Desuden rummer E. et af Sveriges
ypperste Arkiver med egenhændige Breve fra
Konger og Fyrster fra Gustaf Vasa og til vore
Dage; desuden store Porcelænssamlinger,
kostbare Gobeliner og en righoldig og meget
værdifuld Malerisamling paa i alt 350 Nr. Paa Godset
findes et Mønsterlandbrug.
A. M. D.
Erik Sejrsæl, sv. Konge, d. c. 995, var Søn
af Kong Emund. Hans Brodersøn Styrbjørn gik i
Harald Blaatand’s Tjeneste og angreb E. S. med
en dansk Hær. Ved Upsala stod der et vældigt
Slag; her faldt Styrbjørn, og de Danske flygtede.
Af denne Sejr fik E. S. sit Tilnavn. Senere, da
Harald Blaatand var død, og Sven Tjugeskæg
var draget paa aarlange Englandstog, tog E. S.
Hævn, idet han erobrede det herreløse
Danmark. Snart vendte Sven Tjugeskæg dog tilbage,
og under haarde Kampe, særlig ved Hedeby,
fordrev han Svenskerne. I Danmark synes E. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
