Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkendelseslære. Bl. alle de Emner, Erkendelsen kan omhandle, findes ogsaa selve Erkendelsen - Erkko, Eero, finsk Journalist og Politiker, (1860- ) - Erkko, Juhana Henrik, finsk Digter, (1849-1906) - Erklæringsteori bruges i retsvidenskabelig Sprogbrug som Modsætning til Villiesteori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grænsebestemmelser vedrørende Erkendelsen har altid spillet en
vis Rolle i Filosofien, men har ikke altid haft
samme Karakter. I den gr. Filosofi var man
ofte optaget af at adskille mellem det, der var
blot Mening ell. sandsynlig Antagelse, og det,
der var egl., ægte Indsigt, hvorigennem man
blev sig det »egentlige, i sig selv værende«
bevidst; Hovedinteressen laa i Bestemmelsen af
dette. I Middelalderen gik man ud fra den
aabenbarede Religion som urokkelig sand og var
da for det første optaget af at undersøge
Grænsen inden for den mellem det, der alene ved
Fornuftens Hjælp lod sig bevise, og det, der ikke
lod sig bevise; dernæst spurgte man, om der
inden for dette sidste Omraade var Paastande,
der stred mod det fornuftmæssige, og hvis der
var, hvorledes man da skulde affinde sig med
dette. Hume og Kant anses, om det end maa
hævdes, at de har haft Forgængere, bl. a. Locke,
for Grundlæggere af den moderne
Erkendelseskritik.
Bl. de Resultater, der ofte, men ingenlunde
enstemmigt betragtes som paalidelige, kan
eksempelvis nævnes, at man anser for ubeviselige:
Paastanden om Aarsagssammenhæng, Paastande
om, at der findes el. ikke findes fri Villie, en
Paastand om, at der findes noget matematisk
Aksiomsystem, der ingensinde kan føre til
Modsigelse, enhver Paastand gaaende ud paa, at en
bestemt ydre Erfaring er uomstødelig rigtig,
Paastande om Eksistensen saavel af den fysiske
som ogsaa af en af vor Erkendelse helt
uafhængig Omverden og dennes nærmere Beskaffenhed,
Paastande om Eksistensen af Gud og dennes
nærmere Beskaffenhed, i det hele alle Paastande
om noget, der er absolut (s. d.), samt
Paastande om Eksistensen af Sjælen og dennes
Skæbne efter Døden. Der er forskellige
Anskuelser om, hvilke af de forsk. Paastande der
trods deres Ubeviselighed er at anse for rigtige,
samt om Betydningen af, at den ene ell. den
anden Paastands Rigtighed benægtes ell. ikke
benægtes. Hensynet til dybfølte Interesser kan
ved disse Spørgsmaal paa forsk. Maade gøre sig
gældende. (Litt.: H. Høffding, »Den
menneskelige Tanke« [Kbhvn 1910]).
Edg. R.
Erkko [’ærk.o], Eero, finsk Journalist og
Politiker, f. 1860, blev 1889 Redaktør af det ledende
ungfennomanske Blad »Päivälehti«. 1900 blev han
af Bobrikov tvunget til at forlade denne
Virksomhed og maatte 1903 gaa i Landflygtighed. Han
rejste til Nordamerika, hvor han arbejdede som
finsk Journalist, indtil han 1905 fik Tilladelse
til at vende hjem. E. blev 1908 Redaktør af
»Helsingin Sanomat«, som kom i St f. den
inddragne »Päivälehti«. E. har været
Repræsentant for det ungfennomanske Parti i Landdagen
lige siden 1894.
Eva M.
Erkko [’ærk.o], Juhana Henrik, finsk
Digter, foreg.’s Broder, f. 16. Jan. 1849 i Orimattila,
d. 16. Novbr 1906 i Helsingfors. E. gennemgik
Jyväskylä Seminarium og udgav da sin første
Samling »Digte« (»Runoelmia«) 1870. 1872 blev han
Lærer paa Landet og 1874 Overlærer i Viborg.
Nu fulgte en rig Produktivitet; til Dels var det
Digte i forskellige Publikationer, til Dels
selvstændige Digtsamlinger (»Runoelmia«, II, III,
1872-76, »Paimenet« [Hyrderne] 1878, »Uusia
runoelmia« [Nye Digte] 1885 samt en Samling
Noveller 1883). Hele denne Produktion
aabenbarer en lyrisk Begavelse, som finder de
letteste og yndefuldeste Udtryk for Naturbeundring,
Elskovslykke, Kærlighed til Finland og dets
Folk, især Ungdommen. Hans Tone minder om
Folkevisens. 1884-85 tilbragte E. i Udlandet,
under hvilket Ophold den ubekymrede
Sangersvend blev til en grublende Sandhedssøger
(Sange og Salmer 1886, »Tietäjä« [Vismanden],
1887, »Uskovainen« [Den Troende], 1890). Hans
fra Barndomstiden paa Landet stammende
Kærlighed til den i Jorden arbejdende Almue
udvider sig til Medfølelse med alt det
menneskelige og en Længsel efter at kunne ofre alt for
sit Folk (Dramaet »Aino«, 1893). I Dramaet
»Kullervo« (1895, ligesom foreg. med
Kalevala-Motiv) er Digteren midt inde i de brændende
sociale Spørgsmaal. Sit sidste Drama »Pohjolan
häät« (Pohjola Brylluppet) skrev E. 1902 til
Festforestillingen ved Nationalteatrets Indvielse.
Ved Siden af Dramaerne udkom adskillige
Digtsamlinger. Dybt rystet ved »Ulykkesaarene«
(1899-1905) blev han en Trøster for sit Folk.
Finlands Ungdom har rejst Mindesmærket paa
hans Grav.
Eva M.
Erklæringsteori bruges i retsvidenskabelig
Sprogbrug som Modsætning til Villiesteori.
De to Navne betegner forskellige Løsninger af
det Spørgsmaal, om en Villieserklæring (navnlig
et Løfte) er gyldig, naar den afgivne Erklæring
ikke stemmier med den Erklærendes
(Løftegiverens) Villie. Hvis f. Eks. en Forretningsmand
i et Tilbud af en Fejltagelse har skrevet 110 Kr
i St f. 101 Kr, og Modtageren accepterer
Tilbudet uden at ane noget om Fejltagelsen,
opstaar Spørgsmaalet, om Tilbyderen er bundet
ved Tilbudet paa 110 Kr. Dette Spørgsmaal
besvares bekræftende af E., benægtende af
Villiesteorien.
De to Betegnelser er dog ikke saaledes at
forstaa, at E. kræver, at den Erklærende
ubetinget er bundet til Erklæringen, og
Villiesteorien, at man aldrig er bundet til andet end
det, man vilde erklære. Fra begge disse
Sætninger gøres der Undtagelser. Der er nemlig
en Række Ydertilfælde, om hvis Behandling
alle er enige. - Saaledes anerkender begge
Teoriers Tilhængere, at den, der med Villie
siger noget andet, end han mener, er bundet
over for Medkontrahenten, naar denne er i god
Tro, og omvendt, at Erklæringen ikke er
bindende, hvis den, til hvem den er afgivet, indsaa
ell. burde indse, at der forelaa en Fejltagelse.
- Men tilbage bliver en Del omtvistede
Tilfælde, og de to Benævnelser bruges til at
karakterisere de forskellige Anskuelser om disses
Behandling. - I Virkeligheden findes der ikke
blot to, men en Række forskellige Anskuelser
herom; man kunde derfor ogsaa tale om
Villiesteorier og E.’er. - I samme Bet. som E. bruges
ofte Tillidsteori, hvilket Navn peger paa,
at der lægges Vægt paa den ved
Villieserklæringen (Løftet) vakte Forventning ell. Tillid.
Spørgsmaalet, om E. ell. Villiesteori er at
foretrække ud fra Retfærdighedens Synspunkt,
er i høj Grad omtvistet. Villiesteorien er
navnlig udformet af Romerretsstudiets Dyrkere, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
