Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erzgebirge, en Del af de nordbøhmiske Randbjerge, danner paa en Strækning Grænsen mellem Kongerigerne Sachsen og Bøhmen - Erzingan, Ersingjan, By i Vilajetet Erzerum, asiatisk Tyrki, ved højre Bred af Kara Su, Eufrats Kildeflod - Es, indtil Juni 1861 dansk Vægt = 1/16 Ort = 8 Gran = 61,035 mgr. - Es (mus.), det ved et 1 *b* en halv Tone fordybede E - E. S., se Kobberstikkunst. - Esagil (»højtrækkende Hus«) med Etagetaarnet E-temen-an-ki (»Himmels og Jords Fundamenthus«), Marduk's Hovedtempel i Babylon - Esaias, se Jesaja. - Esau , se Edomitter. - Esbaal, se Ishba'al. - Esbern, dansk Mandsnavn = norsk Asbjørn - Esbern Snare, dansk Høvding og Helt, (c.1127-1204) - Esbjerg (hermed et Kort), Købstad i det sydvestlige Nørrejylland, Skads Herred, Ribe Amt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Papirfabrikationen samt Metalvareindustrien er meget
betydelige. E.’s Befolkning er herved yderligere
vokset; men de brede Lag lider under en
trykkende Fattigdom og dermed følgende daarlig
Ernæring. E. har et forholdsvis tæt Jernbanenet;
alle Byer har Jernbaneforbindelse, og 3
Banelinier fører over E. fra Sachsen til Böhmen,
nemlig Flöha-Komotau, Chemnitz-Komotau og
Zwikau-Karlsbad. (Litt.: Burgkhardt,
»Das Erzgebirge« [»Forschungen zur deutschen
Landes- und Volkskunde«, Bd 3, Stuttgart 1888];
Weiszbach, »Wirtschaftsgeographische
Verhältnisse des sächsischen Erzgebirges« [samme
Serie, Bd 17. Stuttgart 1908]).
G. Ht.
Erzingan, Ersingjan, By i Vilajetet
Erzerum, asiatisk Tyrki, 1200 m o. H., ved
højre Bred af Kara Su, Eufrats Kildeflod, 23000
Indb., Handelen er ringe, men Omegnen er
frugtbar.
M. V.
Es, indtil Juni 1861 dansk Vægt = 1/16 Ort
= 8 Gran = 61,035 mgr.
Th. O.
Es (mus.) (ital. mi bemolle, fr. mi bémol, eng.
e. flat), det ved et ♭ en halv Tone fordybede
E. Es-dur, den Dur-Tonart, der har Es til
Grundtone; har 3 ♭ for h, e og a. Es-mol har 6 ♭
for h, e og a, d, g og c.
S. L.
E. S., se Kobberstikkunst.
Esagil (»højtrækkende Hus«) med
Etagetaarnet E-temen-an-ki (»Himmels og Jords
Fundamenthus«), Marduk’s Hovedtempel i Babylon,
i nyere Tid udgravet under Ruinhøjen Amran
ibn Ali. Allerede under Hammurabi spillede E.
en fremragende Rolle, og han opstillede her den
Dioritblok, hvorpaa hans af Guden Shamash
overgivne Love var opskrevne. Her stod
Marduk’s guldsmykkede Statue, hvis Hænder Kongen
greb ved Nytaarsfesten. Ved denne (Zag-muk),
som fejredes de første Dage af Nisan, drog
Marduk ud af E. i Procession ad den hellige Vej.
Andre Guder kom i Procession til E., hvor de
samledes i Skæbnekamret for at fastsætte Aarets
Skæbne. Forskellige af de andre Guder fik
efterhaanden deres Kapeller hos Marduk i E.,
bl. a. Nebo (se Ezida). Babelstaarnet (s. d.)
menes at hentyde til E.
J. P.
Esaias, se Jesaja.
Esau [’e.-, hebr. e’e’sa.w], se Edomitter.
Esbaal [’æsbaal, hebr. æ∫’baal], se Ishba’al.
Esbern (yngre Esben; i 12. Aarh. Esbjorn,
af áss, Gud, og bjorn, Bjørn), dansk
Mandsnavn = norsk Asbjørn. I danske (og derfra i
norske) Folkeeventyr er E. sædvanlig Navn
paa Helten, den yngste Broder (se Askefis og
Askeladen).
A. O.
Esbern Snare, dansk Høvding og Helt, f.
c. 1127, d. 1204, var ældste Søn af Asser Rig
og udmærkede sig tidlig ved den Raadsnarhed,
hvoraf han fik Tilnavn. Ligesom sin Broder
Absalon sluttede han sig ivrig til Valdemar I, og
da Valdemar efter Blodgildet i Roskilde flakkede
om paa Sjælland, reddede E. S. ham ved at
vildlede Fjenden for dernæst under en forrygende
Storm at sejle ham til Jylland (1157). Da Sven
Eriksøn fulgte efter med sin Hær, var E. S.
Valdemar’s Spejder, og trods sin Dumdristighed
vidste han altid at klare sig ud af Farerne.
Efter at Valdemar var blevet Enekonge, hørte
E. S. til hans fortroligste Raadgivere, og næst
Absalon var han den ypperste Fører paa de
mange Vendertog. Hans Mod og Kamplyst var
uden Grænser; engang forfulgte han en Ryboer
saa langt ud i Stranden, at han paa et hængende
Haar selv var druknet. Til Landets Værn og for
selv at have et fast Tilflugtssted byggede han
Kalundborg ved »Hærvig« med den højst
ejendommelige Korskirke. E. S. deltog i Arkon’s
Erobring og Rygens endelige Undertvingelse
(1169), og som den unge Kongesøn Hertug
Christoffer’s Vejleder krydsede han i Østersøen, hvor
han nær havde sat Livet til i Kamp mod estiske
og kuriske Vikinger (1170). Skønt hans Saar
endnu ikke var lægte, gik han straks efter som
Gidsel til Norge. Ud for Sjællands Odde havde
han paa Hjemvejen det forunderligste af sine
Eventyr: Røbet af Maaneskinnet kom han med
sit ene Skib i Kast med 40 vendiske Snækker;
længe holdt han Stand, men da Overmagten
blev ham for stærk, lod han en af sine Mænd
slaa Ild oppe i Toppen af Masten; Fjenden, der
troede, at det var Signal til en dansk Flaade,
flygtede da skyndsomst, og E. S. fo’r til
Pommern for at deltage i et dansk Hærgningstog.
Efter at Absalon var blevet Ærkebiskop, fik E. S.
Styrelsen af fl. Godser i Skaane, men fik derved
ogsaa sin Part af Skaaningernes Uvillie; i det
2. Oprør afbrændtes hans Gaard, men han
bidrog til den endelige Sejr. E. S. stod ogsaa ved
Absalon’s Side, dengang han modarbejdede
Kejserens Højhedskrav over Danmark, og da Paven
lod prædike Korstog for at genvinde Jerusalem
(1187), opflammede E. S. de Unge til at drage
til det hellige Land og ved Daad vise sig deres
Fædre værdige. E. S. gav sin halve Boslod til
Sorø Kloster, og dér blev han jordet. Han var
3 Gange gift, sidst med den sv. Hertugdatter
Helene, som blev Valdemar II’s Frille. Af hans
Sønner blev Johannes Valdemar II’s Marsk;
større Berømmelse vandt dog Datteren
Ingeborg, der blev gift med Peder Strangesøn og i
sin Enkestand sad som mægtig Frue paa
Kalundborg.
H. O.
Esbjerg (hermed et Kort), Købstad i det
sydvestlige Nørrejylland, Skads Herred, Ribe Amt,
ligger under c. 55° 28’ n. Br. og 4° 7’ v. L.
f. Kbhvn ell. 8° 27’ ø. L. f. Grw. (beregnet for
Banegaarden), c. 17 km S. f. Varde og 24 km
NV. f. Ribe ved Vesterhavskysten lige over for
Fanø paa de skraanende Sider af en Bakkeskrænt, »E. Kleve«,
og med Graadyb, Farvandet mellem Fanø og
Halvøen Skallingen, som Indløb. Den havde 1.
Febr 1916 1258 Huse og 18925 Indb. (1801: 20,
1870: 460, 1880: 1529, 1890: 4111, 1901: 13355, 1906:
15665). Terrainet, hvorpaa Byen ligger, er ret
bakket; det højeste Punkt ved Kysten (ved
Vandtaarnet) er 22 m, ved Kirken er der 16 m.
Udstrækningen fra V. til Ø. er henved 1900,
fra N. til S. c. 1300 m. Byen er i hele sit Anlæg
og Udseende præget af sin Tilblivelsesmaade,
idet den skylder sin Oprindelse til de først
 |
| Esbjerg Bymærke. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
