Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Estrup, Jacob Brønnum Scavenius, dansk Politiker, (1825-1913)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opmærksomheden, og han stillede sig her bestemt paa den
store Grundbesiddelses Standpunkt og ønskede
ved Forfatningsforandringen at erhverve saa
megen Magt som muligt for den. Det var E.,
som Jan. 1865 i Spidsen for en Gruppe af
Godsejere, der indtog en Mellemstilling mellem det
Bluhme’ske Ministerium og Rigsraadets
væsentlig nationalliberale Centrum, stillede et
Ændringsforslag til Ministeriet Bluhme’s Udkast
til en revideret Grundlov, gaaende ud paa, at
Valgretten til Landstinget i St f. som foreslaaet
at gøres afhængig af en aarlig Indtægt paa 2000
Rdl. skulde for Landdistrikternes Vedk.
overlades til Delegerede for Sogneforstanderskaberne
og et lige stort Antal af de største
Grundbesiddere og for Kbhvn’s og Købstædernes til den
højestbeskattede Femtedel af
Folketingsvælgerne. Dette Forslag blev vel taget tilbage inden
Afstemningen, men blev dog Grundlaget for den
senere Overenskomst. E. tog ogsaa ellers livlig
Del i Grundlovsbehandlingen og øvede helt
igennem en betydelig Indflydelse paa denne. Hans
medfødte politiske Evner gjorde sig allerede nu
gældende og vandt alm. Anerkendelse. Han var
ogsaa medvirkende ved den Sammenslutning
mellem Godsejerpartiet og en Del af Venstre,
som førte til Grundlovsoverenskomsten og
Oktoberforeningens Dannelse, og 10. Oktbr 1865
deltog han i hin Fest paa Hotel Fønix, hvor
Alliancen mellem »de store og de smaa
Bønder« besegledes. 6. Novbr 1865 indtraadte E.
som Indenrigsminister i Ministeriet Frijs og
viste sig snart som Regeringens betydeligste
Kraft i det indre Reformarbejde, som nu
begyndte. Det lykkedes ham at gennemføre saa
betydelige Lovarbejder som Loven om
Borgerrepræsentantvalg i Kbhvn (23. Decbr 1865),
Landkommunalloven (6. Juli 1867),
Købstadkommunalloven (26. Maj 1868), Vejloven (21. Juni
1867), de store jyske og sjællandske
Jernbanelove og Loven om Anlæg af Esbjerg Havn. E.
nød i disse Aar en ikke ringe Popularitet, især i
Jylland, og han arbejdede i det hele godt
sammen med Folketinget. Hans Tilbagetræden 22.
Septbr 1869, 8 Maaneder før det samlede
Ministeriums Afgang, skyltes Helbredshensyn. Disse
var vel ogsaa delvis bestemmende for ham, da
han Foraaret 1870 vægrede sig ved at paatage
sig det ny Ministeriums Dannelse. Under
Ministeriet Holstein udbrød Konflikten mellem
Regering og Landsting paa den ene og Folketinget
paa den anden Side, efter at det forenede
Venstre havde opnaaet Flertal i dette sidste Ting.
E., som indtog en ledende Stilling inden for
Landstingets Godsejergruppe, var lige fra Beg.
en absolut Modstander af Venstres Krav om en
Folketingsparlamentarisme, og han nærede den
Anskuelse, at Landstinget i fornødent Fald ikke
burde vige tilbage for en Konflikt. Under den
fortsatte Kamp kom Tyngdepunktet i
Landstinget mere og mere til at ligge i
Godsejergruppen, og det var derfor intet Under, at E. som
dennes Fører indtrængende opfordredes til at
danne den ny Regering, da Ministeriet Holstein
Sommeren 1874 trak sig tilbage. Han ansaa
imidlertid endnu ikke Situationen for moden
og gav et afslaaende Svar; men da det svage
Ministerium Fonnesbech Aaret efter gik af som
Følge af en Overenskomst i Fællesudvalget om
Finansloven, traadte han endelig til, efter at
først Grev Frijs havde sagt nej. 11. Juni 1875
dannedes Ministeriet E., i hvilket
Konsejlspræsidenten overtog Finansministeriets Portefeuille.
Fra nu af og til Ministeriets Afgang 1894 er
E.’s Historie nogenlunde den samme som
Landets politiske, og det vil derfor være
tilstrækkeligt at paapege nogle faa Hovedmomenter. E.
vedkendte sig det som sine to Hovedopgaver
at hævde Regeringens og Landstingets
Magtstilling over for Folketingets parlamentariske
Krav og at faa gennemført en saadan
Udvikling af Forsvarsvæsenet, som de ledende
Militære ansaa for fornøden, derunder navnlig en
Befæstning af Kbhvn ogsaa mod Landsiden.
Dette Program maatte, efter Forholdenes
Natur, snart bringe ham i skarp Konflikt med
Folketinget, hvis Ledere heller ikke var til
Sinds at vige tilbage for den Kamp, som de
to Tings saa yderst forskelligartede
Sammensætning før eller senere maatte hidføre. Den
første af de Folketingsopløsninger, paa hvilke
Ministeriet E.’s Tid er saa rig, kom allerede
Foraaret 1876 paa Forsvarssagen og førte til et
stort Nederlag for det ministerielle Parti, som
tabte ikke mindre end 15 Kredse. E., hvis
Hovedstyrke netop laa i en vis stejl Urokkelighed
under Modgang, og som følte sig stærk ved
Kongens Tillid, ved sit Ministeriums Ensartethed
og ved den stigende Opinion i Landstinget og
Højre for, at Kampen burde udfægtes til Bunds,
lod sig imidlertid ikke anfægte væsentlig af
det ugunstige Valgresultat. Han undlod vel i de
nærmest flg. Aar at bringe Forsvarslovene frem
igen, men fortsatte i øvrigt i det tidligere Spor.
Allerede Foraaret 1877 kom det da ogsaa til en
Sprængning af Finansloven, og under 12. Apr.
1877 udstedte Regeringen en foreløbig
Finanslov, som dog kun indeholdt Hjemmel for
Afholdelse af de Udgifter, som var bevilgede
baade af Folketing og Landsting. Den foreløbige
Finanslov betegnedes af Venstre som et
Grundlovsbrud og fremkaldte en overordentlig
Bevægelse imod Ministeriet; men til Gengæld
ydede dettes Tilhængere det udelt Tilslutning, og
Troen paa, at E. var den rette Mand til at
føre Kampen mod Venstre til Ende, styrkedes
mægtigt i hans Parti. Konflikten fandt dog en
foreløbig Afslutning Novbr 1877, da en Del af
Venstre enedes med Højre om en midlertidig
Finanslov og saaledes muliggjorde dennes
Vedtagelse i begge Ting. E. havde forholdt sig ret
passiv over for denne Overenskomst, men i den
flg. Tid styrkedes hans Stilling yderligere ved
Venstres Splittelse i to Grupper, »Moderate« og
»Radikale«, og ved Opløsningsvalget Jan. 1879
paa det vestindiske Spørgsmaal vandt Højre 12
Kredse. Splittelsen i Venstre benyttedes nu til
Gennemførelse af fl. vigtige Love, navnlig
vedrørende Forsvarsvæsenet, idet Regeringen snart
vandt Støtte hos den ene, snart hos den anden
af Venstregrupperne. Den mere bøjelige og
laverende Politik, som den ny Situation
krævede, var dog ikke ret E.’s Sag, og 1881 trak
det paa ny sammen til Konflikt. Modsætningen
mellem Regeringen paa den ene og
Venstregrupperne paa den anden Side skærpedes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
