Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etik (gr.). Etiske Undersøgelser angaar Forhold, der staar i Forbindelse med bevidste Væseners Fremfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da dette Hensyn er mindst gennemskueligt ved
Vurderingen af Motiver, Sindelag og Karakter,
vil saadanne Etikere, der søger at hævde, at
det ikke er dette Hensyn, der giver Forskellen
mellem godt og ondt sin Berettigelse, væsentlig
holde sig til disse Emner. Man kan da hævde,
»at vi har en naturlig Evne, hvorved det bliver
os klart, saavel at visse Egenskaber, som f. Eks.
Godhed, Kyskhed og Sanddruhed er bedre end
andre, som ogsaa, at vi bør dyrke dem, medens
deres Modsætninger bør undertrykkes« (Lecky).
Det berømteste Forsøg paa at opstille en E.,
hvor Hensynet til Handlingens Følger ikke
bliver afgørende, skyldes Kant. Han mente om
den gode Villie, at den - ganske bortset fra
om den formaar at udrette noget ell. ikke -
var det eneste saavel i som uden for denne
Verden, der uden Indskrænkning kan anses for
godt. I Følge Kant kan den moralsk rigtige
Adfærd, der som anført kun kan fremkomme
under Pligtmotivets Herredømme, udledes af
det kategoriske Imperativ (ubetingede Bud):
Du skal handle saaledes, at din Villies
Handlegrundsætning tillige kan gælde som Grundlag
for en almen Lovgivning. Det viser sig
imidlertid, som bl. a. St. Mill har bemærket, at der
af dette Bud kan udledes de mest umoralske
Handleregler, naar der ikke tilføjes, at Følgerne
af, at disse Regler blev alm. gennemførte, ikke
maa være saadanne, at intet Menneske vil
vælge at udsætte sig derfor.
Henføres Vurderingen til en Person, kan den
faa et ejendommeligt Indhold. Som Følge af den
moralske Adfærd kan der tillægges Personen
Fortjeneste, hvis Størrelse bl. a. afhænger
af Adfærdens Sjældenhed og de ved den
overvundne Vanskeligheder, men navnlig kan der
tillægges ham Skyld som Følge af den
umoralske Adfærd. Den Fortjenstfulde menes at
være værdig til, at det gaar ham godt, til
Lykke, til Belønning, og navnlig menes den
Skyldige - i en vis Forbindelse med vor
Hævntrang - at være værdig til, at det gaar ham
daarligt, til Ulykke, til Straf. Det anses for
moralsk rigtigt og kan gøre sig gældende som en
Fordring om Retfærdighed, at den
Fortjenstfulde belønnes, og at den Skyldige straffes, ved
at der som Gengæld for, hvad han har
forvoldt, tilføjes ham ondt. Ved Vurderingen af
Personer kan det med saa megen Heftighed
debatterede Spørgsmaal, om Villien er fri ell.
ikke, komme i Betragtning (se
Determinisme, Indeterminisme).
I det Maal, den omtalte Fordring om
Retfærdighed tilfredsstilles, tales der om en
moralsk Verdensorden. Erfaringer om, at
mange af Livets Goder: Velstand, Anseelse,
Magt, Sundhed etc. ikke fordeles saaledes, at
denne Fordring tilfredsstilles, kan man paa
forsk. Maade søge at affinde sig med. Man kan
antage, at der er en Guddom og et tilkommende
Liv, hvor Guddommen gennem Straf og
Belønning foretager en endelig og retfærdig
Fordeling. En saadan Opfattelse er ofte forbundet
med, at det Moralske betragtes som det, der
er i Overensstemmelse med en Slags jur. Lov,
og det Umoralske som det, der er et Brud paa
en saadan Lov, der medfører Straf fra den
vrede Lovgivers Side. Denne jur. Opfattelse
træffes i det gl. Test.; hos Hobbes træder Staten i
Guddommens Sted; hos Locke er der 3
Lovgivere: Guddommen, Staten og den offentlige
Mening. Hvor Guddommen staar som
Lovgiver, kan man mene, at hans Lovbud er i
Overensstemmelse med, hvad der i øvrigt kan
indses at være det rette, ell. man kan
tilsyneladende klare mange Vanskeligheder ved at
mene, at vor begrænsede Indsigt ikke strækker
til for at forstaa, at det, Guddommen har
bestemt som det rette, ogsaa fører til vort sande
Vel, saaledes som Troen paa hans Godhed og
særlige Omsorg for Menneskene medfører. Mest
konsekvent gøres det Moralske afhængig af
Guddommen og utilgængelig for vor Indsigt, naar
man som Duns Scotus og Occam hævder, at
noget kun er godt, fordi Gud vil det, saaledes
at det, der nu er godt, kunde have været ondt,
om det havde været Guds Villie.
Dersom man mener, at der er andet end
Hensynet til Straf og Belønning, der kan føre til
rigtig Adfærd, ligger det nær at antage, at
dette andet har større Magt hos den, hvis
rigtige Adfærd fremkommer, uden at Hensynet til
Straf og Belønning gør sig gældende, end hos
den, for hvem dette Hensyn er afgørende. Da
desforuden dette Hensyn er egoistisk, og
Egoisme ofte anses for umoralsk, kan det synes
berettiget at paastaa, at kun den er værdig til
Belønning, for hvem Hensynet til Belønning ikke
er afgørende. Ud fra en saadan Tankegang kan
det forstaas, hvorledes man som f. Eks.
Pomponazzi i sit Skrift de imortalitate anima (1516)
kan betragte Antagelsen af Udødelighed med
samt den guddommelige Straf og Belønning
som noget, der snarest er til Skade for
Moralen. I Tilslutning til en platonisk Tankegang
hævdede han, at Dyden er sin egen Løn, og at
man skal gøre det Gode for det Godes egen
Skyld. Dersom saavel det var rigtigt, at der i
selve dette at gøre det gode ligger den højeste
Tilfredsstillelse og Glæde, som ogsaa det, at det
er et større Onde at begaa Uret end at lide
Uret, fordi gennem det første det ædleste i os,
selve Sjælen, fordærves, da vilde der være en
saa nøje Forbindelse mellem rigtig Adfærd og
Lykke samt mellem urigtig Adfærd og Ulykke,
at Fordringen om en moralsk Verdensorden
umiddelbart var tilfredsstillet. Det er Platon
(maaske Demokrit), der første Gang har
hævdet, at det er bedre at lide Uret end at begaa
Uret. Ved at betragte det at tilføje andre ondt
som ensbetydende med at gøre dem Uret,
kommer Platon i Dialogen Kriton, i fuld Bevidsthed
om det grundlæggende ny i sin Paastand, der
gør Forhandling med dem, der ikke staar paa
samme Standpunkt, umulig, til den Sætning, at
selv om man lider nok saa stor Uret, er det
urigtigt at gengælde ondt med ondt. Imidlertid
faar Straffen, hvorved der jo tilføjes ondt som
Følge af begaaet Uret, dog sin Plads hos Platon,
ved at den (i Dialogen Gorgias) betragtes ikke
som et Onde, men som en Slags Lægemiddel for
den Skade, Sjælen har lidt, hvilket
Lægemiddel er Forbryderens Ret. Usalig er den
Uretfærdige, men dobbelt usalig, naar han forbliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
