Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 567 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Geologi og Overfladeforhold. - Floder og Søer.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Australien (350 m) er i Gennemsnit noget højere
end E.; og medens Australien hovedsagelig
bestaar af middelhøje Plateauer, nyder E. den
Fordel at have en rig Afveksling mellem Høj-
og Lavland. Det største sammenhængende
Lavlandsomraade i E. er det østeuropæiske, og
herfra strækker sig mod V. en bred Lavlandsstribe,
som omfatter Nordtyskland, Danmark, det
sydligste Skandinavien, Holland, største Delen af
Belgien og Nordfrankrig. Desuden findes en
Mængde mindre Lavlandsomraader, saaledes
paa de britiske Øer, ved mellemste og nedre
Donau og mellem Alperne og Apenninerne. De
fleste af E.’s Bjerge naar kun middelstore
Højder; den højeste Top i E.’s mægtigste
Bjergsystem, nemlig Mont Blanc i Alperne, naar kun
4810 m, medens Afrika, Amerika og Asien har
Toppe paa 6000, 7000 og henimod 9000 m. I
Overensstemmelse hermed ligger de
Bjergkamme og Højderygge, som danner E.’s
Vandskelslinier, forholdsvis lavt og lægger ikke
Samfærdselen saa store Hindringer i Vejen som f. Eks.
Sydamerikas Kordillerer ell. Centralasiens
vældige Fjeldbælte.

Floder og Søer.
P. Gr. a. de komplicerede Terrainforhold har
det vestlige og sydlige E. forholdsvis korte
Floder med smaa Afløbsomraader, hvorimod det
store østeuropæiske Lavland har adskillige ret
betydelige Floder, selv om ingen af dem kan
jævnføres med Asiens og Amerikas vældige
Flodsystemer. Større afløbsløse Omraader,
saadanne som findes i det Indre af Asien, Afrika,
Australien og Nordamerika, mangler i E. De
omgivende Haves Afløbsregioner er altsaa ikke
i E. skilte fra hinanden ved store afløbsløse
Distrikter i det Indre af Fastlandet. Volgas
Opland afvandes ganske vist ikke til det aabne
Ocean, men til det kaspiske Hav; dog, denne
vældige Indsø er i sen geol. Tid skilt fra Oceanet
og har en næsten maritim Karakter, hvorfor
Volga aldeles ikke kan jævnføres med saadanne
ægte Indlandsfloder som f. Eks. Tarim i
Øst-Turkestan ell. Cooper Creek i Australien.

Den vigtigste Vandskelslinie begynder ved
Gibraltar-Strædet og gaar i det store og hele
i nordøstlig Retning, om end med en Del
Krumninger, indtil den naar det mellemste Ural
omkr. 61° n. Br. Denne Hoved-Vandskelslinie
skiller de Floder, som løber til det atlantiske
Ocean, Ishavet og de nordlige Indhave, fra dem,
der løber til Middelhavet, Sortehavet og det
kaspiske Hav. E.’s nordvestlige Skraaning
falder atter i 4 Afløbsomraader: til det aabne
Atlanterhav afvandes den største Del af den sp.
Halvø (Floderne Guadalquivir, Guadiana, Tajo,
Duero, Minho) og Frankrig (Adour, Garonne,
Loire, Seine) samt Irland (Shannon), det
vestlige Storbritannien (Severn) og en Del af det
vestlige Skandinavien, til Vesterhavet afvandes
den østlige Del af Storbritannien (Themsen,
Humber), det vestlige Mellemeuropa (Schelde,
Rhinen, Ems, Weser, Elben) og det sydvestlige
Skandinavien, til Østersøen det østlige
Mellemeuropa (Oder, Weichsel), det østlige
Skandinavien (Dalelven, Ljusnan, Ångermanelv,
Luleå, Torneå) med Finland og det nordøstlige
Rusland (Neva, Dyna, Niemen), til Ishavet og
det hvide Hav endelig det nordlige Rusland
(Petschora, Dvina, Onega), og det nordlige
Finland og Skandinavien (Tanaelv). E.’s
sydøstlige Skraaning falder i 3 Afløbsomraader, af
hvilke det vestligste, Middelhavets,
hovedsagelig kun omfatter den ital. Halvø,
Hovedmængden af Balkanhalvøen og en mindre Del af
den sp. Halvø samt det sydøstlige Frankrig,
hvorfor Middelhavet kun modtager faa
betydelige Floder fra E. (Ebro, Rhône, Po, Vardar,
Maritza). Sortehavets Afløbsomraade griber
derimod dybt ind i Fastlandet, saa at det bl. a.
omfatter den sydlige Del af Mellemeuropa og
den sydvestlige Del af det østeuropæiske
Lavland; til Sortehavet løber E.’s næststørste Flod
Donau, den fjerde største Flod, Dnjepr, og den
femte største, Don (som udmunder i det
asovske Hav), og af andre betydelige Floder Dnjestr
og Bug. Til det kaspiske Havs Flodomraade
hører E.’s største Flod, Volga, samt den
trediestørste Flod, Ural (som dog undertiden anses for
at være en asiatisk Flod). Ndf. følger en
Oversigt over de vigtigste europæiske Floders
Længder og Arealerne af deres Afløbsomraader:

	Længde	Afløbsomraade
	km	km2
Volga	3400	1500000
Donau	2900	800000
Ural	2400	270000
Dnjepr	2100	330000
Don	1800	430000
Dvina (m. Vytschegda)	1800	370000
Petschora	1600	330000
Rhinen (med Maas)	1300	240000
Dnjestr	1300	75000
Elben	1200	140000
Weichsel	1100	200000
Loire	1000	120000
Dyna	1000	85000
Oder	900	110000
Tajo	900	80000
Niemen	860	90000
Rhône	810	99000
Guadiana	800	65000
Seine	770	78000
Duero	770	100000
Ebro	760	85000
Weser	700	45000
Po	650	75000

De fleste af Vest- og Sydeuropas Floder
udspringer i Bjergland og har derfor i deres øvre
Løb et stejlt Fald, som paa betydelige
Strækninger lægger Hindringer i Vejen for Sejlads. Det
østlige E.’s Floder er derimod Lavlandsfloder og
derfor i næsten hele deres Løb velegnede til at
tjene Samfærdselen. I de Egne, hvor Istidens
Gletschervirksomhed har ændret
Terrainforholdene, har Floderne efter Isens Tilbagevigen paa
ny maattet grave sig deres Lejer. Hvor
Gletscherne har aflejret deres løse Materiale, som i
Nordtysklands, Danmarks og Sydvestruslands
Lavlande, har Floderne forholdsvis hurtigt
kunnet skære sig ned og saaledes genvinde et jævnt
og regelmæssigt Fald; men, hvor Gletscherne
har bortfjernet de løse Jordlag fra den haarde
Fjeldgrund, som i Skandinavien og Finland, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>