Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Plantevækst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mosserne (Sphagnum-Arter) især paa den
»fugtige Tundra«, hvor Tørvemoser og Vandpytter
ell. Smaasøer afveksler med hinanden,
Lichenerne derimod mest paa de højere liggende
Strækninger, den »tørre Tundra«; bl. Lichenerne
maa fremhæves Rensdyrlaven (Cladonia
rangiferina), der er af stor Bet. for Rensdyrhjordene.
Paa Sydskraaningerne af Tundraens lave
Højderygge findes ogsaa her og der Engstrækninger
med Græsser og smukke blomstrende Urter
(Saxifrager, Ranunkler, Forglemmigej,
Limurter); træagtige Planter optræder kun i Form af
lave forkrøblede Buske som Polarpil og
Dværgbirk. Tundraens Sydgrænse (ell. Skovens
Nordgrænse) gaar fra Varangerfjord i det nordligste
Norge mod SØ. omtr. midt igennem Halvøen
Kola og følger Ø. f. Hvidehavet tilnærmelsesvis
Polarkredsen indtil Ural-Bjergene; dog findes
enkelte Tundra-Øer S. f. Skovgrænsen, navnlig
i Petschoras Opland, hvor de naar helt ned til
63° n. Br.
2) S. f. Tundraen breder sig
Naaleskovsregionen med vældige Naale- og Birkeskove.
Birken (Betula odorata) er det eneste Løvtræ,
der naar frem til den nordlige Trægrænse. I
den østlige Del af Naaleskovsregionen, som har
de laveste Vintertemp. og den største Forskel
paa Sommer og Vinter, er sibiriske Former
fremherskende, saasom den sibiriske Ædelgran
(Abies sibirica), Gran (Picea obovata), Lærk
(Larix sibirica) og Zirbel-Fyrren (Pinus Cembra).
Mod SV. og V. bliver europæiske Former mere
alm., især Rødgranen (Picea excelsa) og
Skovfyrren (Pinus silvestris), der sammen med
Birken er de herskende Skovtræer i Finland og
Nord- og Mellemskandinavien. Naaleskovens
Sydgrænse forløber hovedsagelig mellem 58° og
56° n. Br., men naar dog ved E.’s Østgrænse
længere mod S., idet de af Naaleskove dækkede
Ural-Bjerge strækker sig til 52° n. Br. I den
sydlige Del af Naaleskovsregionen optræder ikke
faa Løvtræer, særlig paa Steder, der i klimatisk
Henseende er begunstigede; her forekommer
Eg (Quercus pedunculata), Ask, Elm, Lind, Ahorn,
Hassel o. fl. Ikke hele Naaleskovsregionen er
dækket med Skov. Fugtige Omraader, med
ufuldkomne Afløbsforhold, rummer betydelige
Enge og Moser med en rig Flora af Græsser,
Halvgræsser og Urter; paa tørre Strækninger,
med ufrugtbar Sand- ell. Klippebund, findes
store Lyngheder. Skovløs er ogsaa Bjergenes
Højfjeldsregion. Skovgrænsen ligger i det
nordlige Skandinavien 200-500 m o. H., i det
sydlige Skandinavien henved 1000 m o. H.;
Fjeldvidderne ovf. Skoven har en Vegetation, der
minder om Tundraen. - I den sydlige Del af
Naaleskovsregionen har Agerdyrkningen taget
ret store Arealer i Brug; her lykkes endog
mange Steder Hvedeavlen. Mod N. aftager
Agerbruget stærkt, selv om Byggen paa særlig
begunstigede Steder kan dyrkes meget nordligt,
paa Norges Vestkyst saaledes indtil 70° n. Br., i
Finland til hen imod Polarkredsen, i det nordlige
Rusland til omkr. 65° n. Br. Kartoflen dyrkes
i nogle Tilfælde endog N. f. Kornavlens Grænse.
I den nordlige Del af Naaleskovsregionen er kun
meget smaa Arealer ryddede af Agerbrugerne,
og dette Omraade er endnu for største Delen
Skovland. - Karakteristisk for
Naaleskovsregionen er dens Rigdom paa vilde Bærplanter, især
Multebær (Rubus Chamæmorus), Tyttebær
(Vaccinium Vitis Idæa), Blaabær (Vaccinium
Myrtiilus) og Tranebær (Oxycoccus palustris).
3) Løvskovsregionen kaldes den
sydlige Del af det europ. Skovomraade; det mildere
Klima tillader her en længere Vegetationstid
end mod N., og derfor er det mest de
løvfældende Træer, der præger Skovene. Skovfyrren
findes ganske vist over næsten hele
Skovregionen, og Rødgran er udbredt over det meste af
Mellemeuropa, skønt den mangler som
vildtvoksende Træ i de vestlige Lande (Danmark,
britiske Øer, det vestlige Holland og Belgien,
Vest- og Mellemfrankrig). Ogsaa Ædelgran
(Abies pectinata) og den østerrigske Fyr (Pinus
Laricio) er vigtige Skovtræer i Mellemeuropa.
Men langt større Rolle spiller Løvtræerne, af
hvilke især to Slægter er karakteristiske,
nemlig Eg og Bøg. Sommer-Egen (Quercus
pedunculata) naar, som allerede nævnt, op i
Naaleskovsregionen, idet dens Nordgrænse paa
Norges Vestkyst ligger under 63° n. Br., i Sverige
paa Højde med Gefle, hvorfra den forløber
gennem det sydligste Finland til Petrograd og
herfra mod SØ., saa at den ved Foden af Ural
ligger under 55° n. Br.; i Løvskovsregionen
slutter sig hertil Vinter-Egen (Q. sessiliflora)
o. fl. a. Egearter (Q. pubescens, Q. conferta, Q.
Cerris). Særlig karakteristisk for den vestlige
Del af Løvskovsregionen er Bøgen (Fagus
silvatica), som kræver en ret lang og varm Sommer
(mindst 10° i 5 Maaneder) og en ikke ubetydelig
Fugtighed under Vegetationsperioden. Bøgen
mangler i Irland og Skotland, det meste af
Skandinavien og næsten hele Rusland; Nordgrænsen
for dens Udbredelse gaar midt igennem
Storbritannien, passerer det sydligste Norge og
skærer Sverige S. f. Vänern og Vättern.
Østgrænsen gaar omtr. fra Königsberg til Donaus
Munding. Ø. f. Bøgens Udbredelsesomraade
bliver Løvskovsregionen smallere, og allerede V. f.
Uralbjergene forsvinder den helt, saa at
Naaleskovsregionen her grænser direkte til Steppen.
I det milde vesteuropæiske Klima naar fl. af
Middelhavsregionens Planteformer langt op mod
N. i Løvskovsregionen. Ædelkastanien vokser i
Frankrig, det sydvestlige Tyskland og det
sydlige England; Middelhavsfyrren (Pinus
Pinaster), Stenegen (Quercus Ilex) og Laurbærtræet
(Laurus nobilis) naar gennem det sydvestlige
Frankrig op til Bretagne, Jordbærtræet
(Arbutus Unedo) naar til Cornwall og det sydlige
Irland, Kristtorn (Ilex Aquifolium) endog til
Skotland og det sydlige Norge. Det sydvestlige
Frankrig er saa rigt paa Middelhavsplanter, at
det danner et Overgangsomraade til
Middelhavsregionen. - Ogsaa i Løvskovsregionen
afbrydes Skoven af Enge, Moser og Lyngheder.
I Bjergene kan der skelnes mellem forsk.
Vegetations-Zoner. Løvskoven ophører i Alperne
ved 1400 m Højde, i Harzen ved 600 m Højde,
og ovf. findes Naaleskoven, som bestaar af
Rødgran, Lærk, Bjergfyr (Pinus montanus) og i
Alperne og Karpaterne ogsaa af Zirbel-Fyr.
Skovens øverste Grænse ligger i Alperne over 2000
m o. H., i Harzen ved 1000 m, og oven for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
