Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Evaldsen, Anders Christian, dansk Retslærd og Dommer, (1841-1912) - evalvere betegner en lovbestemt Fastsættelse af en Mønts Værdi, se Valvation. - Evan, - 1) Tilnavn til Bacchus ell. Dionysos. - 2) etrurisk Gudinde, nærmest svarende til Grækernes Eos, Morgenrødens Gudinde. - Evander, se Euandros. - Evangeliarium (gr.) *c: Evangelie-bogen, den Bog, som indeholder de Dele af Evangelierne, som oplæses ved Gudstjenesten - Evangelical Friends, se Kvækere. - Evangeliebog, se Evangeliarum. - Evangelieharmoni betegner en af de evangeliske Beretninger sammenstillet, fortløbende Skildring af Jesu Liv - Evangelieside kaldes den venstre Side af Alteret, set fra Skibet - Evangelisation, Udbredelse af den evangeliske Lære blandt Katolikkerne. - evangelisk kaldes det, der stemmer over ens med Kristi Evangelium - Evangeliska Fosterlandsstiftelsen, se Fosterlandsstiftelsen. - Evangelisk Alliance, en Forening af evangeliske Kristne, hvis Formaal er at fremme Fællesskabsfølelsen hos Protestanterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overalt slog det praktiske Liv ham i Møde med sit
rige, brogede Stof, man lærte det konkrete
Skøns afgørende Bet. fremfor abstrakte
videnskabelige Sætninger. Derfor er E.’s Bøger ogsaa
for andre Videnskabsmænd og for Praksis et
sandt Skatkammer. E.’s store Interesse og fine
Sans for Løsningen af de virkelige Retstilfælde
synes efterhaanden at have ført ham bort fra
videnskabelig Produktion og hen imod
Dommerkaldet. Da E. desuden producerede tungt og
maaske, med sin store Selvkritik, ansaa yngre
Kræfter for bedre egnede til at magte
Videnskabens systematiske Spørgsmaal, forlod han
1885 Univ. og blev Assessor i Kbhvn’s Overret,
hvorfra han 1893 forflyttedes til Højesteret,
tilførende Dommerstanden sin rige Viden og sit
skarpe Blik for, hvorledes den konkret
fornuftige Løsning ofte maa søges under
Tilsidesættelse af herskende Doktriners Konsekvenser. Af
E.’s øvrige Arbejder kan nævnes hans
Konkurrenceafhandling, »Bidrag til Læren om
Fuldmagt og dermed beslægtede Retsforhold«, en
skarpsindig og udførlig »Fortolkning af
Vekselloven« (1881) og nogle mindre, formueretlige
Afh. i »Ugeskrift for Retsvæsen« for 1868, 1882
og 1885. E. blev 1887 fast Censor ved de jur.
Eksamener og kreeredes 1894 til Æresdoktor ved
Kbhvn’s Univ.
V. B.
evalvere betegner en lovbestemt Fastsættelse
af en Mønts Værdi, se Valvation.
Evan [’e.-], 1) Tilnavn til Bacchus ell.
Dionysos. 2) etrurisk Gudinde, nærmest svarende
til Grækernes Eos, Morgenrødens Gudinde.
V. S.
Evander, se Euandros.
Evangeliarium [’e-] (gr.) ɔ:
Evangeliebogen, den Bog, som indeholder de Dele af
Evangelierne, som oplæses ved Gudstjenesten
(Perikoperne), svarende til Epistolarium, som
indeholder de tilsvarende Stykker af de
nytestamentlige Breve.
L. M.
Evangelical Friends [ivən’dзelikə£-’frindz],
se Kvækere.
Evangeliebog, se Evangeliarum.
Evangelieharmoni betegner en af de
evangeliske Beretninger sammenstillet, fortløbende
Skildring af Jesu Liv, udarbejdet saaledes, at
de parallelle Afsnit kun gengives een Gang, og
Fortællinger og Episoder fra de forskellige
Evangelier flettes ind i hverandre; netop derved
adskiller en E. sig fra en Synopse, hvor de
beslægtede Beretninger, i de tre første og
lejlighedsvis ogsaa i det fjerde Evangelium,
aftrykkes i parallelle Kolonner. Den ældste os
bekendte E. er udarbejdet c. 160 e. Kr. af Syreren
Tatian, om opr. paa Græsk ell. Syrisk er
omstridt; den benævnes Diatessaron (διά τεσσάρων
»ved fire«, hvad der enten sigter til de fire
benyttede Evangelier ell. er et mus.
Kunstudtryk: »Akkord«, »Harmoni« e. l.) og var
indtil c. 400 i den syriske Kirke den gængse
Form for Overleveringen om Jesus. Nu er
Tatian’s Værk tabt og kan kun tilnærmelsesvis
rekonstrueres; paa Grundlag deraf fremkom
imidlertid baade en arab. og en lat. E.; den
sidste lod Biskop Viktor af Capua indføre i det
nytestamentlige Haandskrift Codex Fuldensis
fra 546, og den vandt stor Udbredelse i
Middelalderen. Paa Reformationstiden udarbejdede
Andreas Osiander i Nürnberg sin Harmoniæ
evangelicæ libri IV Græce et Latine (Basel 1537),
hvor Navnet E. for første Gang forekommer;
hans pinlige Omhu for at lade hvert Ord i de
hellige Tekster komme til sin Ret førte jævnlig
til urimelige Konsekvenser, som naar han f. Eks.
i Jeriko lader Jesus helbrede fire Blinde: en
ved Indgangen (Luk. 18), Bartimæus ved
Udgangen af Byen (Mark. 10) og desuden endnu
to andre (Matth. 20). De senere af Calvin (1555)
og M. Chemnitz-J. Gerhardt (1593-1611) udførte
Værker repræsenterer derimod et friere
Standpunkt over for Skriftens Bogstav. - En Art E.
er ogsaa den Fremstilling af Kristi
Lidelseshistorie, som findes i vore Salmebøger; den hviler
paa en af Peter Palladius foretaget Oversættelse
af Johan Bugenhagens 1523 paa Latin og 1525
paa Tysk udgivne Harmoni af Lidelses- og
Opstandelseshistorien. (Litt.: Th. Zahni »Prot.
Realencyklop.«, 3. Opl., V, S. 653 ff.).
H. M.
Evangelieside kaldes den venstre Side af
Alteret, set fra Skibet, fordi Evangeliet i den
gl. Kirke oplæstes herfra, ogsaa kaldet
»Brødsiden«, fordi Alterbrødet stod der. Alterets
modsatte Side kaldes Epistel- ell. Kalksiden (se
A1ter).
L. M.
Evangelisation [’e-], Udbredelse af den
evangeliske Lære blandt Katolikkerne.
evangelisk kaldes det, der stemmer over
ens med Kristi Evangelium. Protestanterne
kalder sig evangeliske, fordi de holder sig til
Evangeliet som eneste Kilde og Autoritet i
Modsætning til Katolikkernes Traditions- og kirkelige
Autoritetsprincip (se Protestantisme). -
e. Kirke brugtes efter Reformationen som
Betegnelse for alle de protestantiske
Landskirker, men nu bruges det særlig om dem, der har
sluttet sig til den fra Preussen udgaaede Union,
til Forskel fra de e.-lutherske og reformerte
Landskirker.
L. M.
Evangeliska Fosterlandsstiftelsen [evan
’je.liska-’fo.stər-], se
Fosterlandsstiftelsen.
Evangelisk Alliance [-’aŋsə] (eng.
evangelical alliance), en Forening af evangeliske
Kristne, hvis Formaal er at fremme
Fællesskabsfølelsen hos Protestanterne og beskytte de
Protestanter, som lever i katolske Lande. Tanken
om en saadan Alliance opstod i Skotland; men
den fik sin frugtbareste Jordbund i England,
hvor Puseyismen og i dens Kølvand
Romerkirken gik stærkt frem over de mangfoldige
protestantiske Sekter (se Anglikanske
Kirke). Ifølge et Opraab af 5. Aug. 1845 var 921
protestantiske Kristne fra alle Jordens Egne
samlede i London fra 19. Aug. til 2. Septbr 1846,
og disse stiftede under Forsæde af Sir Culling
Eardley E. A. Det, den skulde tilstræbe, var
ikke en Forening af de forskellige
protestantiske Samfund og Sekter, men en Forening
mellem de enkelte evangeliske Kristne, og
som det, man skulde være enig i for
at være Medlem af den, fastsloges 9
Artikler: 1) Den hellige Skrifts Inspiration og
eneste Autoritet, 2) hver enkelt Troendes Ret
til selv at fortolke Skriften. 3) Treenigheden, 4)
Arvesynden, 5) Kristus som Guds Søn og
Verdens Frelser, som den levende Talsmand og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
