Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Evangelium (gr.): glædeligt Budskab; i det nye Testament betegner det Jesu Forkyndelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lige fra Menighedens allerældste Tider (1. Kor.
15, 1-8; Ap. Gern. 2, 22-36). Derimod er det
ud fra moderne kritiske Forudsætninger
omstridt, hvad Hovedindholdet har været af den
Forkyndelse, som Jesus selv bragte. Harnack
mener, at det først og fremmest var Budskabet
om Gud som Faderen og om Menneskesjælens
uendelige Værdi; Læren om »Sønnen« derimod
hører ikke med dertil, og Jesu eget Evangelium
bliver saaledes forskelligt fra det senere af
Menigheden skabte E. om Jesus. Denne
Adskillelse har fundet sit velbekendte Udtryk i
Teorien om det »dobbelte E.« og er blevet
godkendt i vide Kredse. En tilsvarende Enighed
er derimod ikke opnaaet om Harnack’s
Bestemmelse af, hvad der var det centrale i Jesu
Forkyndelse; hyppigt hævdes det saaledes, at
dette nok var Forventningen om Gudsrigets
snarlige Komme, men dermed menes vel at
mærke et rent overnaturligt Kongedømme, som
tænkes hidført udelukkende ved et
guddommeligt Under, og som ikke skal virkeliggøres af
Mennesker; disse skal kun forberede sig til at
modtage det. Saadanne Bestemmelser hviler
imidlertid paa en meget kritisk Stilling til
Overleveringen, og mest yderllggaaende er denne
Skepsis vel gennemført af Wellhausen, hos hvem
Resultatet da bliver den Tesis, at hvad Jesus
lærte, var slet ikke »Evangeliet«; Kilderne
meddeler os ikke nogen som helst sikker Viden om
Indholdet af hans Forkyndelse, hvorfor han
bestandig for os vil forblive den store Ubekendte;
Evangeliet er udelukkende Urmenighedens Værk.
- Over for denne Betragtning maa det
imidlertid gøres gældende, at Evangeliets
Fremkomst bliver langt mere gaadefuld, hvis det
skal være opstaaet i Urmenigheden, end hvis
det nedledes fra en enkelt profetisk
Personlighed; det er heller ikke let at forklare sig,
hvorledes den første Discipelkreds skulde være
faldet paa at stille Mesterens Person i en saa
inderlig Forbindelse med hans Forkyndelse,
hvis han ikke selv under sit Jordeliv havde
gjort Krav derpaa. I adskillige af de evangeliske
Udsagn, hvis Autenti der næppe foreligger
tilstrækkelig Grund til at forkaste, ytrer sig da
ogsaa en Selvbevidsthed, der gaar langt ud
over menneskeligt Maal; Jesus har villet være
mere for sin Religion end Zarathustra og
Muhammed for deres, og den ældste Menighed har
sikkert forstaaet sin Stifter ret, da den stillede
hans Person ind i Evangeliets Centrum.
Ved Siden af den nævnte nytestamentlige Bet.
har Ordet E. i den kirkelige
Sprogbrug tillige en anden, idet det her fortrinsvis
benyttes om de Skrifter, der beretter om Jesu
Liv og Lære. Spiren til en saadan Anvendelse
findes allerede i Mark. 1, 1 og senere i det
oldkristelige Skrift Didache (Kap. 15), men den
forekommer dog først tydeligt hos Justin (d. c.
165 e. Kr.), der (Apol. I, 66) taler om
»Evangelier« (Plur.). Rimeligvis sigter han dermed
til de fire, som senere fik deres Plads i den
nytestamentlige Kanon; men foruden disse har
der i Kirkens første Aarh. eksisteret adskillige
andre; Lukas beretter jo (1, 1), at allerede paa
hans Tid havde »mange« taget sig for at skildre
de evangeliske Begivenheder, og fra senere Tid
har vi bevaret Fragmenter af
»Hebræerevangeliet«, »Ægypter-Evangeliet«,
»Ebjonæer-Evangeliet« og et apokryft »Peter’s Evangelium«.
Grunden til, at netop vore fire fandt Optagelse
i Kanon og derved blev bevarede, maa sikkert
søges deri, at man har betragtet dem som de
mest paalidelige Vidnesbyrd om Frelserens
Jordeliv; medvirkende har det vel ogsaa været,
at deres Oprindelse blev sat i Forbindelse med
Apostle ell. Aposteldisciple. Imellem de tre
første (Matth., Mark. og Luk.) er der nu en saa
gennemgaaende Overensstemmelse baade i
Henseende til Stofvalg og Fremstillingsform, at man
kan aftrykke parallelle Beretninger i
sideordnede Kolonner og saaledes paa een Gang
overskue en Fortælling i tre ell. to Gengivelser; man
sammenfatter derfor disse Evangelier under
Benævnelsen de »synoptiske« (ɔ: overskuelige,
samlede i et Overblik). Johannes-Evangeliet
derimod har kun lidt Stof fælles med de tre andre
og indtager ogsaa i de fleste øvrige Henseender
en Særstilling. For en hist. Vurdering
fremstiller sig nu straks Spørgsmaalet om disse
Kildeskrifters indbyrdes Afhængighedsforhold; det
drejer sig dels om, hvorvidt den fjerde
Evangelist har kendt og forudsætter nogen af de
tre andres Arbejde, men Undersøgelsen heraf
opsættes bedst til Artiklen Johannes’
Evangelium; dels gælder det at faa Rede paa,
hvorledes Slægtskabsforholdet er mellem Matth.,
Mark. og Luk. Denne sidste Opgave er ulige
vanskeligere end den foregaaende, og den kan
ikke løses særskilt for de enkelte Skr’s Vedk.,
men fordrer en samlet Behandling; vi føres
derved ind paa det saakaldte synoptiske
Problem.
Iblandt de Kendsgerninger, som her kræver
Forklaring, er først den store Ensartethed i de
tre Evangeliers Stofvalg; de fortæller alle
væsentlig de samme Begivenheder fra Jesu Liv,
skønt det af korte summariske Angivelser hist
og her fremgaar, at der kunde være adskilligt
fl. Undergerninger og profetiske Udsagn at
anføre, og man i den apostolske Tid sikkert har
haft mangfoldige Beretninger om andre saadanne.
Overensstemmelsen er saa stor, at f. Eks. hele
Markus-Evangeliet findes hos Matthæus paa nær
c. 35 Vers og hos Lukas paa nær 90 Vers plus
Afsnittet Mark. 6, 45-8, 20; Særstoffet ɔ: de
Oplysninger, som den paagældende Evangelist
er alene om at bringe, beløber sig hos
Matthæus kun til 140 Vers (d. v. s. c. 1/9 af hele
Evangeliet), hos Lukas til 250 plus Kap. 1-2.
Rækkefølgen af de enkelte Fortællinger er
ogsaa hyppigt den samme - man jævnføre
eksempelvis Mark. 8, 27-9, 37 med Matth. 16, 13
-18, 5 og Luk. 9, 18-48 - og hele Perioder
forekommer ordret ens i alle 3 Beretninger;
mest kendt er den ubehjælpsomme og i
grammatisk Henseende ganske utilstedelige
Overgang fra direkte Tale til Fortælling i Mark. 2,
10, som i nøjagtig samme Form genfindes Matth.
9, 6 og Luk. 5, 24. Men ved Siden af denne
Ensartethed foreligger der tillige paafaldende
Uligheder; saaledes har Markus i sit
Lignelseskapitel (Kap. 4) tre Lignelser, Matthæus
derimod (i Kap. 13) syv, og Lukas (i Kap. 8) kun
en; betydningsfulde Forskelle findes, trods
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
