Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - exceptio. I Formularprocessen, hvor Prætor, i formula indføjede Ordre til Dommeren om undtagelsesvis ikke at domfælde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stridsspørgsmaal i en for Dommeren (judex)
skriftlig udfærdiget Instruks (formula),
betegnede e. en af Prætor i formula indføjet
Ordre til Dommeren om under en vis
Betingelse undtagelsesvis ikke at domfælde.
Selv om Klagerens i formula optagne Paastand
(intentio) efter jus civile var rigtig, skulde
judex dog ikke kondemnere, saafremt en af
Indklagede fremsat Indsigelse fandtes
begrundet. Denne Prætors e. som indskrænkende
Bestemmelse i Kondemnationsordren til
Dommeren gav Udtryk for den rom. Rets
Modsætning mellem den egl., strenge Ret, jus civile, og
den prætoriske Ret, jus honorarium sive
prætorium, og blev derved - ligesom actio - af
indgribende Bet. for Retsudviklingen.
Indklagede havde f. Eks. ved en strengt forpligtende
formbunden Retshandel (stricti juris negotium),
f. Eks. ved en stipulatio, forpligtet sig til at
betale Klageren 100 Sestertier. Klageren havde
derpaa ved en formløs Overenskomst (pactum de
non petendo) eftergivet Skylden. En saadan
Aftale var efter jus civile ugyldig, men gyldig
efter den prætoriske Ret. Klageren gjorde nu sit
Krav gældende ved actio stricti Juris. Intentio
lød: Si paret Numerium Negidium (ɔ: Debitor)
Aulo Agerio (ɔ: Kreditor) C (ɔ: centum
sestertium) dare oportere (Hvis det er klart, at N. N.
er pligtig at yde . . .). Klagerens Paastand var
efter jus civile rigtig, da en Forpligtelse ikke
efter streng Ret kunde hæves ved en formløs
Aftale. Indklagede maatte altsaa egl.
domfældes. Men da dette var stridende mod Billighed
(æquitas), tilføjede Prætor i
Kondemnationsordren den e. (e. pacti de non petendo):
Si inter Aum Aum et Num Num non
convenit, ne ea pecunia peteretur . . . . (»Hvis det
ikke har været en Aftale mellem A. A. og
N. N., at Fordring ikke maatte indbetales
. . . .). Kunde nu Debitor bevise Aftalen om
Eftergivelse, da havde Dommeren i Henhold til
Prætors e. at frifinde. Paa lignende Maade
hjalp Prætor Indklagede ved en e.
metus, e. doli etc., naar Indklagede gjorde
gældende, at Kontrakten var fremkaldt ved Tvang ell.
Svig o. s. v. Saadanne Kendsgerninger bragte
efter streng Ret ikke Debitors Ydelsespligt til
Ophør. Men da det ligeledes i disse Tilfælde
var ubilligt at domfælde, gav Prætor ogsaa
her ved en e. Indklagede et Middel til at
værge sig mod Klagerens Søgsmaal. Saafremt
Indklagede derimod f. Eks. gjorde gældende,
at Skyldforholdet var ophørt ved Betaling (e.
solutionis), behøvede han for at opnaa
Frifindelse hos Dommeren ingen e. hos
Prætor. Den af Klageren paastaaede Ret var da
nemlig allerede ipso jure (efter streng Ret)
nullum. Dommeren havde at frifinde allerede i
Henhold til Ordlyden af intentio (si paret. . . .),
der kun tillod ham at domfælde, hvis
Sagsøgerens Paastand var rigtig. Indklagedes
Forsvar ope exceptionis (»ved Hjælp af en e.«.)
dannede herved Modsætningen til hans
Forsvar ipso jure. Indklagede paaberaabte sig en
ipso jure virkende Forsvarsgrund, naar han
paastod sig frifunden allerede, fordi Klagerens
Paastand efter jus civile var urigtig.
Indklagede paaberaabte sig en ope exceptionis virkende
Forsvarsgrund, naar han kun i Henhold til en
af Prætor i formula indføjet e. kunde paastaa
sig frifunden. En ope exceptionis virkende
Forsvarsgrund maatte for at komme i Betragtning
for Dommeren, in judicio, allerede være gjort
gældende for Prætoren in jure. En ipso jure
virkende Forsvarsgrund havde Dommeren
derimod at tage Hensyn til blot i Kraft af sin
officium judicis.
Paa Baggrund heraf dannede sig det
romerretlige Begreb e. i teknisk Forstand, e. blev
tillige Betegnelsen for selve den ved Prætors
Ordre til Dommeren (e.) hjemlede
Indsigelse. Og Begrebet e., der saaledes udviklede
sig under Formularprocessen, kom følgelig til
at hvile ikke paa et indre materiel-retligt, men
paa et hist.-processuelt Grundlag. Det
romerretlige Begreb e. omfattede kun visse af
Indklagedes Realitetsindsigels>er, nemlig kun de
Indsigelser, der gik ud paa Frifindelse, uanset
at Sagsøgerens Paastand var rigtig. Uden for
Begrebet faldt derimod alle saadanne
Indsigelser, der gik ud paa, at Sagsøgerens Paastand
var urigtig. - E. var enten peremptoriæ
(perpetuæ) ɔ: de udelukkede for stedse Klagens
Gennemførelse (f. Eks. e. pacti de non petendo
[omnino], e. metus, e. doli) ell. dilatoriæ ɔ: de
udelukkede kun for Tiden Klagens
Gennemførelse (f. Eks. e. pacti de non petendo intra
certum tempus). Der sondredes endvidere i
subjektiv Henseende mellem e. in rem ɔ: saadanne,
der kunde fremsættes mod enhver Klager (f.
Eks. c. metus), og e. in personam ɔ: saadanne,
der kun kunde fremsættes mod en bestemt
Klager (f. Eks. e. doli). De enkelte e. tjente de
mest forskelligartede privatretlige Interesser. I
det prætoriske Edikt var e. systematisk
optegnede og udgjorde et Afsnit for sig. Foruden
e. pacti, metus, doli, solutionis kan som
en særlig vigtig e. nævnes e. rei judicatæ vel
in jndicium deductæ, hvorved Indklagede
gjorde gældende, at Sagen engang endelig var
afgjort. Ved e. rei venditæ et traditæ fremsatte
Indklagede den Indsigelse over for Vindikanten,
at der mellem ham og Indklagede var indgaaet en
formløs Overenskomst om
Ejendomsoverdragelse (traditio), der vel ikke efter jus civile kunde
overføre Ejendomsret (dominium ex jure
Quiritium), men dog efter den gennem det
prætoriske Edikt udviklede jus honorarium s.
prætorium erkendtes som bindende for Sælgeren.
I moderne Ret anvendes e. om enhver
Indsigelse. Ogsaa her kendes e. metus. doli,
solutionis, rei judicatæ. I moderne Ret tales
endvidere om e. falsi (den Indsigelse, at
Underskriften i et Gældsbrev er falsk), e. manus (at
Gældsbrevets Indhold er blevet forfalsket), e.
fori (Værnetingsindsigelsen), e. veritatis (den
Indsigelse i en Injurieproces, at den fremsatte
Sigtelse er sand, og at Injurianten derfor bør
fritages for Straf), e. præclusionis
(Forældelsesindsigelsen) o. fl. (Litt.: P. F. Girard,
Manuel élémentaire de droit romain [5. Udg. Paris
1911], S. 1029 ff.; Rudolph Sohm,
»Institutionen des röm. Rechts« [14. Udg., Leipzig
1911], S. 331 ff.; Jul. Lassen, »Romersk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
