Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fadejev, Rostislaff Andrejevitsch, russ. General og Militærforfatter, (1826-1884) - Fadelænge (Søv.), en svær Tovbugt, som med et Løbeøje smøges over et Fad, en Tønde e. l. - faderlig Myndighed, se Børn S. 436 ff. - Fadermord. Den, der forsætlig dræber en Slægtning i opstigende Linie, straffes efter dansk Ret - Fadermordere (tysk Vatermörder). I Beg. af 19. Aarh. forsynedes Herrernes Skjorter med store Halskraver - Fadervor er den Bøn, som Jesus efter Evangeliernes Beretning har lært sine Disciple at bede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aar af Kaukasus-Krigene« (1860), »Breve fra
Kaukasus« (1865), og desuden »Mine Anskuelser
om det orientalske Spørgsmaal« (Petrograd
1870, paa Tysk 1871) samt »Breve om Ruslands
nuv. Stilling« (1881 paa Russisk og Tysk).
B. P. B.
Fadelænge (Søv.), en svær Tovbugt, som
med et Løbeøje smøges over et Fad, en Tønde
e. l. I det frembragte Øje hugges en Talje, ved
hvilken Fadet kan hejses op af ell. fires ned i
Skibets Last.
H. E.
faderlig Myndighed, se Børn S. 436 ff.
Fadermord, Den, der forsætlig dræber en
Slægtning i opstigende Linie, straffes efter
dansk Ret - enten Slægtskabet er lovligt ell.
ulovligt - paa Livet ell. med Tugthusarbejde
paa Livstid. Straffen er saaledes en Del
strengere end den alm. Straf for Manddrab, men
kan i øvrigt under særlig formildende
Omstændigheder nedsættes betydelig. Efter norsk
Ret er F. alene at betragte som alm. Drab, dog
under skærpende Omstændigheder.
A. Gl.
Fadermordere (tysk Vatermörder).
I Beg. af 19. Aarh. forsynedes Herrernes Skjorter
med store Halskraver, som det ses paa
Oehlenschläger’s Ungdomsportrætter. Senere
stivedes de stærkt og stiliseredes i en foran stærkt
fremtrædende Spids paa deres store Flipper. I
den Tid var det mere Brug mellem Mænd end
nu, at Venskab ytrede sig i Favntag og Kys, og
F.’s stive og lange Spidser blev i Spøg antaget
for livsfarlige Prydelser. Vore lave og
nedfaldende Flipper er Afkom af disse F.
Bernh. O.
Fadervor er den Bøn, som Jesus efter
Evangeliernes Beretning har lært sine Disciple at
bede. Den nævnes paa to Steder, Matth. 6, 9 ff.
og Luc. 11, 2 ff., den første Gang som et Led i
Jesu Bjergprædiken, den anden Gang som Svar
paa Disciplenes Begæring til ham om at lære
dem at bede, ligesom Johannes Døberen havde
lært sine Disciple det. Hvis man vil antage, at
Jesus kun ved een Lejlighed har foresagt
denne Bøn, og at derfor den ene af de to
Beretninger alene maa fastholdes, maa det sikkert
blive den af Lucas givne. Det er naturligvis ikke
som en Bøn, der udelukker andre fri Bønner,
at Jesus har lært F., men kun som en Norm for,
hvad den Kristne skal bede om; som en saadan
forbilledlig Bøn faar »Herrens Bøn« snart i
Kirken en stor Bet. Vistnok blev dens Brug i den
ældste Tid forholdt dem, der endnu ikke var
døbte, men om dens Bet. for de Troende har
vi fra den tidligste Tid mangfoldige
Vidnesbyrd, først fra Skriftet »De tolv Apostles
Lærdom« og dernæst fra Kirkefædre som Tertullian
og Cyprian; disse indskærper baade dens
daglige Brug i Hjemmet og henviser til dens
Anvendelse i Menigheden. Ogsaa meget tidlig er
Slutningslovprisningen, som ikke findes i
Evangelierne, blevet føjet til; den findes allerede i
»Apostlenes Lærdom«. Og den alm.
Anerkendelse af F. har siden bestandig holdt sig i den
kristne Kirke; der er næppe nogen anden
kristelig Overlevering, om hvis Anvendelse og
Værdsættelse der hersker en saa fuldkommen
Enighed mellem alle de forsk. Kirkesamfund.
Hvad Indholdet angaar, da bestaar F. af 7
Bønner foruden en indledende Tiltale til Gud
og en afsluttende Lovprisning af ham. I
Indledningen paakaldes Gud som Fader og som
den, der har Bolig i Himlene; hermed tillægges
der ham de to Egenskaber, som særlig kan
begrunde den Bedendes Tillid til ham,
Kærlighed til Menneskene og den ophøjede Magt over
Verden. Der er hermed forudsat et bestemt
Grundforhold til Gud som Udgangspunkt for
Bønnen; og i samme Grad som det forstaas, at
et saadant religiøst Forhold ikke kommer til
Stede af sig selv, vil det ogsaa blive klart, at
F. har en positiv religiøs Karakter, og at den i
sin Beg. indeholder en skjult Taksigelse herfor.
Det maa tillige bemærkes, at Gud paakaldes
ikke som »min Fader«, men som »vor Fader«;
hermed er udtalt, at Bønnen ikke skal isolere
den Bedende, men at den maa udgaa fra en
Menighed, af hvilken den enkelte føler sig som
et Led, idet han beder. F. fremtræder saaledes
som en gensidig Forbøn for alle dem, der føler
sig forbundne som Guds Børn. Om den Plan,
hvorefter Rækkefølgen af de 7 Bønner er
ordnet, har der været mange forsk. Meninger. Det
vil vistnok være rettest at gaa ud fra Tanken
om Guds Rige som det Grundbegreb, der
behersker den hele Sammenhæng; det er den
samme Tanke, som ligger til Grund for Jesu
hele Frelsesforkyndelse. Ved Guds Rige
forstaas det allerede her paa Jorden mulige
Samfund med Gud, hvor Mennesket helt føler sig
bestemt ved Guds Villie og baaret frem af den.
Det er i den anden Bøn, at der bedes om, at
Guds Rige maa komme; hermed optages paa
mere bestemt Maade den første Bøn om, at
Guds Navn maa blive helliget; de to første
Bønner danner saaledes en Enhed for sig. At Guds
Rige skal komme, maa imidlertid vise sig paa
dobbelt Maade: det maa dels fremtræde som
den ydre Magt, der behersker Tilværelsens
Gang, dels som den indre Magt, der danner og
bestemmer vor Villie. Under det første
Synspunkt ses Guds Rige i den 3. og 4. Bøn; her
bedes om, at vi maa kunne tage imod alt, hvad
der sker, som det, der kommer fra den gode
Gud, men der tilføjes tillige et Ønske om, at
Spændingen mellem Guds Villie og vore
Ønsker ikke maa blive større end, at vi dog maa
kunne have, hvad vi behøver til det timelige
Livs Opholdelse. Under det andet Synspunkt
ses Guds Rige i de 3 sidste Bønner; her bedes
om, at vi maa kunne optage det saaledes, at
vi først føler os skyldbefriede og dermed
ansporede til at vise Kærlighed over for andre
Mennesker og dernæst faa Evne til at komme
ud over Livets Fristelser og til sidst at blive
helt forløste. F. bliver herefter en gennemført
Bøn om, at Menneskelivet maa blive helt
indføjet i Guds Rige, saa at vi helt kan hvile
saavel i, hvad er sker med os, som i, hvad vi selv
gør. Hertil svarer endelig de 3 Led i
Slutningslovprisningen, hvor vi først tillægger Gud
Riget, dernæst Magten til at lede alt, hvad der
sker med os, og til sidst Æren for, hvad vi i
vort eget Liv gør os selv til. - Det kan
sluttelig bemærkes, at naar vi paa Dansk kalder
Bønnen »F.« og ikke for »vor Fader«, da hidrører
det fra, at man i den kat. Tid har overs. det
lat. Pater noster ved det tyske Vater unser;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
