Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Falke. Inden for Rovfuglenes Orden sondres mellem Gribbe- og F.-Familien - Falke, Gustav, tysk Forf., (1853- ) - Falke, Jacob von, tysk Kulturhistoriker og Museumsdirektør, (1825-1897) - Falkefod, se Falk. - Falkehætte. en Læderhætte, der kunde anbringes paa Hovedet af Fuglen, saaledes indrettet, at den ikke trykkede Øjnene - Falkejagt. Kunsten at afrette Falke til Jagt er ældgammel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rødfod-F. (Aften-F.) (F. vespertinus L.)
ikke større end Dværg-F., hører hjemme i
Asien, Rusland og Østerrig-Ungarn; i
Sydtysklands østlige Egne er den ikke sjælden, er
truffet een Gang i Norge, nogle Gange i Danmark,
ogsaa under saadanne Forhold, at man maa
antage, at den har ynglet. Særkendet for denne
Art er den røde Farve af Fødder, Vokshud og
en nøgen Ring om Øjet. Hannen er graasort
med rød Farve paa Underhaledækfjer og
Skinnebensfjer, Hunnen graablaa paa Ryggen,
rødgul paa Hoved og Underside, en Plet under
Øjet sort.
I Indien og omliggende Øgrupper lever de
mindste F., ikke større end en Lærke,
tilhørende Slægterne Hierax og Poliohierax.
O. H.
Falke, Gustav, tysk Forf., f. 11. Jan. 1853
i Lybeck. F. var først Boghandler, men
studerede derpaa Musik og virkede som
Klaverlærer i Hamburg, hvis Senat i Anledning af
hans 50-Aars Fødselsdag bevilgede ham en
aarlig Understøttelse paa 3000 Mark. F.’s Romaner
»Landen und Stranden« (1895) og »Der Mann
im Nebel« (1899) har kun gjort ringe Lykke,
medens han med sin Lyrik har vundet sig et
anset Navn. I sine lyriske Værker, f. Eks.
»Mynheer, der Tod und andere Gedichte« (1892),
»Tanz und Andacht«, »Neue Fahrt«, hvor han
fra Paavirkning af sine Samtidige arbejder sig
frem til en selvstændig Tone, har han, ofte
betagende, altid fint og sjælfuldt skildret
Modsætningen mellem Ideal og Virkelighed.
C. B-s.
Falke, Jacob von, tysk Kulturhistoriker
og Museumsdirektør, f. 21. Juni 1825 i Ratzeburg,
d. 9. Juni 1897 i Lovrana, virkede 1855-58 som
Konservator ved det germaniske Mus. i
Nürnberg cg derefter som Bibliotekar og
Galeribestyrer hos Fyrst Lichtenstein i Wien.
Samtidig udgav han kulturhistoriske Skrifter, f. Eks.
»Die deutsche Trachten- und Modenwelt«, I-II
(1858) og »Die ritterliche Gesellschaft im
Zeitalter des Frauenkultus« (1862). 1864 udnævntes
han til 1. Kustos ved det k. k. Mus. for Kunst
og Industri i Wien, hvis Direktør han blev
1885 (efter Eitelberger), og han forstod paa
virkningsfuld Maade at vække Interesse for dette
ny Mus. navnlig i de dannede Kredse. Nogle af
hans Foredrag ved det er udkomne som
selvstændige Skrifter, saaledes »Geschichte des
modernen Geschmacks« (1866) og »Die Kunst im
Hause« (1871) (overs. paa Norsk). Han gav
ogsaa i særlige Skr livlige Skildringer fra
Kunstindustriens Omraade paa en Række
Verdensudstillinger (Dublin 1865, Paris 1867, Wien 1873),
og i disse hans Rejseaar var han ogsaa i Sthlm
for at beskrive Karl XV’s Samlinger (»Die
Kunstsammlungen des Königs Karl XV von Schweden«
[1871]). Bl. hans øvrige Skr kan endnu mærkes
»Aesthetik des Kunstgewerbes« (1883; overs.
paa Dansk af C. Nyrop under Navnet
»Kunstindustriens Grundsætninger«, 1885) og »Die k. k.
Wiener-Porzellanfabrik« (1887). 1895 søgte han
Afsked cg trak sig tilbage til Privatlivet. Hans
»Lebenserinnerungen« udkom 1897.
(C. N.). C. A. J.
Falkefod, se Falk.
Falkehætte. Et af de til Jagtfalkens
Afretning nødvendige Redskaber. Det var en
Læderhætte, der kunde anbringes paa Hovedet af
Fuglen, og som var saaledes indrettet, at den
ikke trykkede Øjnene.
S. F.
Falkejagt. Kunsten at afrette Falke til Jagt
er ældgammel. Allerede omkr. 700 f. Kr. fandt
Ktesias denne Jagt hos Indierne. 75 e. Kr.
jagede Tracierne med Falke; omkr. 330 e. Kr.
omtaler Julius Firmicus Maternus fra Sicilien F.
I de flg. Aarh. udbreder den sig efterhaanden
over Europa og drives navnlig i Middelalderen
som en ridderlig Idræt af baade Herrer og
Damer. Man var til Hest og fulgte den
løsslupne Falk, der jagede Byttet. For Herrerne
kom det an paa, hvem der først løste Byttet -
i Reglen Hejrer - ud af Falkens Kløer for at
bringe sin Dame det og modtage Takken derfor.
Hvilken Rolle F spillede, ser man deraf, at
Edvard II af England satte Dødsstraf for at
stjæle en Falk. Frants I af Frankrig havde en
Overfalkemester, under hvilken der stod 15
Adelsmænd og 30 Falkenerer. Antallet af
hans Falke beløb sig til 300. De almindeligst
brugte Falke var isl. Falk, der nærmest
anvendtes til Jagt paa Hejrer og Traner,
Hønsehøgen, der brugtes til Harer og Agerhøns,
og endelig Spurvehøgen og
Dværgfalken, der brugtes til Vagtler og Lærker.
Dressuren af disse Fugle var højst besværlig
og anstrengende. Man begyndte med at sulte
Falken og berøve den Søvnen ved om Natten at
sætte den i et svingende Tøndebaand. Derved
blev den saa udmattet, at dens Eftertanke og
Hukommelse svækkedes; den fik ingen Tid og
Lejlighed til at tænke paa, hvad den havde
været vant til, da den var fri. Dens vilde Natur
omdannedes til fuldstændig at underkaste sig
Jægerens Villie. Tre Døgn og ofte mere lod
man ikke Falken have Ro. Men efter dette
Plageri blev den, naar man kunde iagttage
Tæmning, behandlet meget blidt og kærligt, og
naar den saa først var blevet fortrolig og lydig
over for sin Falkener, lod man den fange en
Agerhøne e. l. For at vænne den til ogsaa at
angribe stærkere Fugle, øvede man den paa
Hejrer ell. Traner, hvis Vinger var stækkede,
og hvis Næb sad i et Foderal. De til denne
Øvelse bestemte Fugle gav man, for at de ikke
saa let skulde blive dræbte, et Overtræk af blødt
Læder om Halsen.
Paa Hejrejagten blev Hejrerne drevne frem
af Støvere; derpaa kastede Falkeneren i rette
Tid Falken, og saa begyndte Skuespillet. Saa
snart Hejren saa Falken, steg den til Vejrs og
svang sig højere og højere, indtil den næppe
var til at øjne. Men Falken fulgte lynsnart
efter og søgte ved forskellige Manøvrer at
komme oven over Hejren, og havde den Held
dermed, saa slog den ned paa den og foretog de
mest forskellige Vendinger for at faa fat i den
med Kløerne, hvilket Hejren værgede sig imod
med sit lange Næb. Mange Falke, især de unge,
spiddedes paa Hejrens Næb, men de gl. Kampfugle
fik til sidst fat i Modstanderen, og saa faldt de
begge til Jorden med forvirrede Vingeslag for
maaske atter at stige til Vejrs igen, ivrig
kæmpende. Og saa gik det for Jægernes Vedk. af
Sted i vild Karriere for at naa de Kæmpende.
I mange Henseender var Ridtet her farligere
end ved Parforcejagt, da man altid maatte rette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
