Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fanfare (fr.), et kortere ell. længere Trompetsignal, der i Reglen kun benytter Tonerne i Treklangen - Fanfulla (ital.) hedder en af Hovedpersonerne i den historiske Roman Ettore Fieramosca af Massimo d'Azeglio - Fang, norsk Benævnelse paa Epilepsi eller Faldsyge (oldn. brotfall). - Fangarme, de meget forskelligartede og forsk. byggede Organer, hvormed mange lavere Dyr griber og fastholder deres Bytte - Fangbark kaldes i Skovbruget saadanne Stykker frisk Naaletræbark, som bruges til at lokke skadelige Insekter samme - Fangben kaldes Leddyrenes Lemmer, naar de, saaledes som hos Knælerne (s. d.), er særlig uddannede til at gribe Byttet - fange (Søv.), en midlertidig Fastgørelse af et Sejl, Overtræk ell. Tov, der om Bord er gaaet los, hænger løst, slaar for Vinden - Fangebjælke (Søv.), en vandret liggende Tværbjælke, som befæstes til to lodretstaaende Bjælker (Pullerter - Fangedæmning, en Dæmning, der benyttes til at forhindre Vandets Indtrængen i en Byggegrube
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
højtidelige Lejligheder, hvor det dog ofte antager
en noget mere ubunden og formløs Karakter,
idet de forsk. Blæseinstrumenter falder ind i en
bestemt Akkord, hvis Intervaller i alle Haande
Figurer gentages af disse, hvorved der
fremkommer en festligklingende Larm (ogsaa kaldet
Tusch ell. touche, eng. flourish). -
Benyttes ogsaa som Benævnelse paa smaa
Karakterstykker i Orkestersuiterne fra 18. Aarh.,
væsentlig af lystig Karakter og med hurtige, rytmisk
prægnante Akkordgentagelser.
S. L.
Fanfulla (ital.) hedder en af
Hovedpersonerne i den historiske Roman Ettore
Fieramosca af Massimo d’Azeglio, en kæk og munter
Riddersmand; efter ham er siden et meget
udbredt rom. Blad blevet opkaldt.
(E. G.). E. M-r.
Fang, norsk Benævnelse paa Epilepsi ell.
Faldsyge (oldn. brotfall).
Fangarme benævnes de i øvrigt meget
forkelligartede og forsk. byggede Organer,
hvormed mange lavere Dyr griber og fastholder
deres Bytte, navnlig naar disse Organer har
naaet en stærkere Udvikling (se f. Eks.
Blæksprutter, Søpølser, Søanemoner,
Vandmænd). Jfr. Fangben og
Fangtraade.
(H. J. P.). R. H. S.
Fangbark kaldes i Skovbruget saadanne
Stykker frisk Naaletræbark, som bruges til at
lokke skadelige Insekter sammen i et saa stort
Antal, at det kan lønne sig at indsamle og dræbe
dem. Barken lægges med Kødsiden nedad og
dækkes delvis med en Græstørv. F. bruges i
Danmark mest mod den store, brune
Snudebille, Hylobius abietis, og tages da bedst af
Rødgran.
C. V. P.
Fangben kaldes Leddyrenes Lemmer, naar
de, saaledes som hos Knælerne (s. d.), er
særlig uddannede til at gribe Byttet. Jfr.
Fangarme og Fangtraade.
(H. J. P.). R. H. S.
fange (Søv.), en midlertidig Fastgørelse
af et Sejl, Overtræk ell. Tov, der om Bord er
gaaet los, hænger løst, slaar for Vinden e. l.
f. op og f. ind vil sige at samle sammen paa
en saadan Genstand og med en Sejsing
(Fangning) gøre den fast til en Raa, Mast, et Stag
e. l.
H. E.
Fangebjælke (Søv.), en vandret liggende
Tværbjælke, som befæstes til to lodretstaaende
Bjælker (Pullerter) og forsynes med
Kofilnagler til Tilkastning (Fastgørelse) af den løbende
Takkelage. F. anbringes over Bradspillet forude
og i umiddelbar Nærhed af Masterne.
Undertiden benævnes F. ogsaa Naglebænk, fordi
den benyttes til Anbringelse af Kofilnagler.
H. P. C.
Fangedæmning, en Dæmning, der benyttes
til at forhindre Vandets Indtrængen i en
Byggegrube. Naar et Bygningsværk skal bygges
enten paa et af Vand dækket ell. paa et
umiddelbart til Vand stødende Areal (saasom Fyrtaarne,
Bropiller, Dokker, Havnebassiner o. s. fr.),
gælder det, navnlig hvor Bygningsværket har en
stor Udstrækning, om at kunne komme til at
arbejde uhindret af Vandet. Dette sker da ved
at omgive det Areal, hvorpaa der skal arbejdes,
med en F., der holder Vandet ude, medens det
inden for F. liggende Areal holdes tørt ved
Udpumpning (se i øvrigt Artiklen
Byggegrube). F. maa dels være tætte, dels være
saa stærke, at de kan, taale Vandets Tryk og
ofte tillige Angreb af Strøm og Bølgeslag.
Undertiden kan man, hvor Forholdene i øvrigt
tillader det, lade F. indgaa som en Del af de
fremtidige permanente Bygningsværker; men i
Alm. er det saaledes, at de skal fjernes efter
Arbejdets Fuldførelse, og da de i Reglen er
kostbare, søger man som oftest at bygge dem
saa spinkle og billige som muligt, og herfra
hidrører for en væsentlig Del de hyppige
Gennembrud af F. De simpleste F. er almindelige
Jorddæmninger, men disse kan kun benyttes paa
ringe Vanddybde og paa dækkede Steder, hvor
Angreb af Strøm og Bølgeslag ikke kan ventes;
paa større Vanddybde anvendes i Alm. en ell.
anden tæt Væg af Træ (en Spunsvæg, ell. en
Række Pæle med Klædning paa den ene Side
ell. en Væg af Pæle rammede Side om Side),
og denne Væg giver man fornøden Tæthed ved,
at der paa den ene Side, i Reglen den mod
Vandet vendende, fyldes Jord (Fig. 1). Men i
Alm., og navnlig hvor Strøm og Bølgeslag kan
ventes, dannes F. af 2 saadanne Trævægge, hvis
Mellemrum fyldes med Jord; en saadan F.
kaldes Kasse-F. og er ubetinget den hyppigst
anvendte Form (Fig. 2 og 3). Bredden af en
saadan gøres i Reglen mindst lig den
tilstedeværende Vanddybde, og ofte ser man den indre
Væg bygget stærkere end den ydre. Væggene
er forankrede mod hinanden for at kunne
modstaa Jordtrykket fra Fyldmassen mellem de to
Vægge. Paa Klippebund, saaledes f. Eks. ved
Tørlægning af bornholmske Havne, hvor man
ikke kan ramme Pæle, bygges ofte F. som
Tømmerkister (Fig. 4). De forsynes, naar de
er udsatte for Bølgeslag, med 3 Rum, af hvilke
 |
| Fig. 1. |
|
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
