Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fantasi, den digteriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. vi bruger et Billede og siger: »Han
kæmpede som en Løve«, ell. vi udfører Billedet og
taler med Homer’s Tunge: »Ret som naar
Løven i Kamp faar Bugt med det vældige
Vildsvin«. Og endelig kan vi tænke os, at vi beskrev
en Løvekamp som Symbol paa et daadrigt Liv.
Men F. er ikke blot en Forestillingsleg. Til
Forestillingen knytter der sig Følelser,
Sindsbevægelser, og ved denne Samvirken mellem F.
og Følelse kommer der noget nyt til af særlig
Bet. for den digteriske F. F.
personificerer og symboliserer. Som
Dobbeltvæsener bestaaende af Sjæl og Legeme, og idet
vi uvilkaarlig gør os til Maal for alle Ting, ser
vi Bevægelsen, alt levende, Planter og Dyr som
Udtryk for et indre sjæleligt Liv. Vi opfatter
Bevægelsen som Udtryk for Liv, vi tyder Linien
som Udtryk for den Bevægelse, ved hvilken den
underskydes at være frembragt, lader Landet
stige op af Havet, Skoven strække sig ud
i Landet, vi lader Elementerne rase, hører
Stormen brøle, vi lader Planten leve og
drømme, taler om den bly Viol og den stolte
Eg, og i Dyrefablen optræder Dyret som en
menneskelig Person. Her er et af de
væsentligste Udgangspunkter for al Naturbesjæling, for
Mytologi og Poesi, og den digteriske F.
udnytter med Forkærlighed dette sjælfulde
Virkemiddel. Et Særkende for Digterens F. er netop
denne energiske Besjæling af Billederne.
Livsbilleder, Livsformer er jo Udtryk for Liv, og
han indføler Livet i Formen dybere end
Gennemsnitsmennesket. Da vi hos Digteren
forudsætter rig Livserfaring og stærke Oplevelser,
savner han ikke Stof til Billedbesjæling; og da
hans F.’s Byggestof, hans Erindringsbilleder er
meget konkrete, og hans Sympati med Livet er
saa dyb, falder den ham let og udvider sig let
til alt. Dermed samhænger tillige, hvad vi kan
kalde hans Evne til Livsslutning, den Kraft,
med hvilken han følgerigtig efterdanner
sjælelige Tilstande. Han reproducerer ikke blot, han
efterdanner og danner videre efter Livets Love.
En Karakter, en Type bliver til Liv i ham og
taler og handler i ham efter sin Natur. Vi ser
den lille Gavstrik af en Pige »give Tante Mille«,
vi ser Skuespilleren gaa fuldstændig ind i sin
Rolle, som ved Suggestion, og det samme gør
Digteren ved sine Fantasiskabninger. Han ikke
blot lever med dem, han gaar ind i dem og er
dem, og kun saaledes gaar han sikkert.
Det vil af det fremstillede ses, at her ikke er
noget Holdepunkt for den romantiske
Aladdinsopfattelse af den kunstneriske og digteriske F.,
der ser den som noget særlig mystisk, en
guddommelig Inspiration, en fortsat Virksomhed af
den guddommelige F. o. s. v. Denne Opfattelse
har en naturlig Støtte i det tilsyneladende
underfulde i Konceptionen, Motivets avlende Evne,
i den ejendommelige Stemning, der gaar forud
for Frembringelsen, i den forhøjede Intensitet
af Evnerne, der virker under denne, i den
ubevidste og ofte pludselige Maade, hvorpaa
Følelsen og Bevidstheden udenfra omdanner
Billedet (som ved Inspiration), og endelig i den
Omstændighed, at denne Stemning og Avleevne
ikke lader sig fremtvinge. Alt dette forholder
sig til Dels rigtigt - dog er Kunstnerens og
Digterens Virksomhed ogsaa væsentlig et
Arbejde, og ogsaa hin Stemning, der er en
Betingelse for Avleevnen, lader sig til Dels
fremtvinge af den, der for øvrigt har Betingelserne
- men det lader sig alt sammen forklare ved
en særegen Kombination og Styrke af
menneskelige Evner i den ejendommelige Forbindelse,
der giver Geniet og Talentet en egen
Vekselvirkning mellem F. og Følelser under
Betagethed af sit Emne. Paa den anden Side maa det
moderne Zola’ske Program for Metoden, der
involverer en egen Opfattelse af den digteriske
F., bestemt tilbagevises. »Digteren skal ikke
give andet end en tro og fuldstændig
Protokollering af Naturen - en Samling af
documents humains - den eksakte Iagttagelse og
den logiske Forbindelse af Kendsgerningerne og
fuldstændig forsvinde bag sit Værk, saa vidt
Temperamentet tillader det«. Det staar enten i
soleklar Strid med den digteriske F.’s
Psykologi, ell. Slutn. »saa vidt Temperamentet
tillader det« tager hele Standpunktet tilbage, thi
Temperamentet tillader det ikke. Kunstværkets
Værdi ligger ikke blot i, at Kunstneren giver
os »den levende Model«, hvis Studie altid maa
være hans Udgangspunkt, men i, at han har
skabt noget eget, i de ejendommelige og
mangeartede Omdannelser, han har foretaget med
Materialet og derved støbt det i en ny Form,
men fremfor alt i det ejendommelige Præg,
hans Frembringelse har faaet ved at stamme
fra ham, hans ejendommelige »Temperament«,
Sjæl, Subjektivitet, Livssyn, Vurderingsidealer.
Al Kunst er Teknik, men den kræver en Sjæl.
Men dette ny, det kan alligevel være saa
ejendommeligt og egenartet, at det bringer os til
at studse og spørge, om det dog ikke
transcenderer den normale F.’s Virksomhed. Der synes
at være noget aparte i den skabende F.’s
organiske Nydannelse, ny Typer og Sættelser, der
synes at gaa langt ud over Virkeligheden og dog
at være levedygtige, ejendommelige
Sammensmeltninger, der viser tilbage til en ubevidst
Virksomhed. En saadan Opbyggen af
Elementerne i ejendommelige Sammensmeltninger,
der som en Art aandelig Kemisme ikke kan
forklares ud fra den bevidste Refleksion, der
kun kan tumle mek. med Elementerne, finder
nu i Virkeligheden ogsaa Sted. Men ogsaa den
kendes fra det normale Sjæleliv, der stadig
støttes af en ubevidst Virksomhed, og vi kender
den særlig fra Drømmen, der ligeledes
frembringer saadanne organiske Dannelser og dog
tillader en naturlig Forklaring. Som Drømmen
skaber noget nyt af givne Elementer, saaledes
ogsaa Digteren, og at disse ny organiske
Dannelser nu bliver »skønne«, maa forklares ved
de æstetiske Følelser, den fintfølende Sans for
Formen og Indholdets Harmoni med Formen,
der virker uvilkaarlig hos Digteren som de
logiske Følelser hos Tænkeren, som en
Naturproces, og særlig er med i Valget og Ordningen
af Elementerne. Ved Siden af denne ubevidste
Virksomhed, der virker hos Digteren som i
Drømmen, gaar saa en bevidst. Han griber
uvilkaarlig ind efter sin Bevidstheds
Sammenhæng, efter sit Naturel, Temperament, Livssyn,
herskende Forestillinger, Interesser og Formaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
