Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fanter og Fantevæsen er i Norge Betegnelserne for den Landet ejendommelige Vagabondforeteelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortegnelse, hvori det samlede Tal af Norges
Omstrejfere angives til 3859. I de senere Aar er
Antallet yderligere vokset. Hertil kommer de
saakaldte »Geseller«, der under Paaskud af at
vandre »paa Haandværkets Vegne« ligeledes
væsentlig kun driver Betleri, og hvis Antal, der
1896 blev anslaaet til c. 1500, ogsaa er i
Stigende. De opr. Tatere befinder sig derimod
snarere i Aftagende og kan næppe ansættes til
fl. end nogle Hundrede. Skønt deres Blod
ingenlunde længere kan siges at være ublandet,
og navnlig det sidste halve Aarh. har medført
en betydelig Aftagen af den ældre Modsætning
mellem dem og de øvrige Omstrejfere, har de
i det væsentlige bevaret deres mørkladne,
fremmedartede Præg, deres Raptungethed og
østerlandsk smidige Underdanighed lige over for
Overmagten, forenet med raa Brutalitet, hvor
de tror sig sikkert overlegne. Mistænksomhed,
Løgnagtighed og Hævngerrighed er Fejl, som
deres uafladelige Kamp med Samfundet tjener
til at skærpe, hvorimod der især i deres
indbyrdes Omgang kommer til Syne en
lidenskabelig Hidsighed, der i Forbindelse med en utøjlet
Løsagtighed og et forfærdeligt Drikkeri lettelig
har Voldshandlinger og Drab til Følge. Ogsaa
Kvindens Stilling minder om østerlandsk
Afstamning. Hun behandles haardt, er Mandens
Trækdyr og Træl, hvem han overlader at sørge
for Underholdet. Familielivet er meget løst, og
Parret - som ofte begynder det ægteskabelige
Samliv i 17-18 Aars Alderen - gaar fra
hinanden, naar de er kede af hinanden, uanset om
kirkelig ell. borgerlig Vielse har fundet Sted ell.
ej. Fastere Sammenhold medfører Slægtskabet,
og Inddelingen i Slægter er overhovedet det
eneste Spor af den ældre Stammeorganisation,
som endnu er bevaret. For øvrigt er
Næveretten saavel inden som uden for Slægten eneste
Lov. Der fandtes hos de gl. Tatere Levninger
af en (indisk?) Naturreligion. Men disse er nu
med den tiltagende Degeneration og
Opblanding med slette Elementer af norsk Blod omtr.
forsvundne. Til Landets egen Kirkeordning
staar de i meget vilkaarligt Forhold. Daab,
Konfirmation og Ægtevielse finder Sted ell. ikke,
efter som det kan falde sig. Begravelser, som
tidligere helst skete i en Stenrøs paa Fjeldet,
sørger de dog regelmæssig nu at skaffe sig og
sine paa Kirkegaard. I verdslig Henseende er
deres Hjemstavnsret inden for en vis Kommune
oftest højst usikker og knytter sig i bedste Fald
til Besiddelsen af en jordløs Hytte, opført i en
Klynge sammen med fl. lgn., ikke for at tjene
som fast Bolig, men som et beskyttende
Afstigekvarter under den haardeste Del af
Vinteren. De »ægte« Tatere træffer man i vore
Dage hovedsagelig paa Østlandet og i det
trondhjemske. Paa Vestlandet og Sørlandet færdes
»Baatfantene«, af mere ell. mindre ægte
Afstamning. Langs Kysten sker Befordringen
fortrinsvis i større Baade, ellers med Hest og
Vogn, og, hvor saadanne mangler, hvad ofte,
især bl. »Vardølerne«, er Tilfældet, til Fods.
Særlig ved Vintertid lider det Slags Vejfarende
ofte saare ondt. For saa vidt der overhovedet
kan være Tale om andre Næringsveje end
Betleri, hvilket i de senere Aar mere og mere
bliver Levebrødet, er bl. Kvinderne Spaadom
og Kvaksalveri, bl. Mændene Hesteskæren,
Forfærdigelse af Vævskeer og Kamme, Flikning af
Kobber- og Bliktøj, samt bedragerske Klokke-,
Baade- og Hestehandeler de mest foretrukne.
Tyveri og, hvor Lejligheden er fristende, Røveri
(ogsaa fra hverandre) spiller ligeledes en Rolle
i deres Økonomi. Af andre Forbrydelser
mistænkes de især for forsætlig ell. uagtsom
Brandstiftelse samt Mishandling af Kreaturer. En
Samfundsfare danner de ogsaa ved, takket være
deres Urenlighed, at slæbe med sig epidemiske
Smitstoffer fra Bygd til Bygd. - Deres Sprog,
som de selv kalder »Romanni«, var allerede ved
Aarh.’s Midte sunket ned til en Skøjerjargon
med norske Bøjningsendelser, men hvori dog
fremdeles lader sig paavise en Mængde ægte
Zigeunerglosser. Det skiller sig herved bestemt
ud fra et af andre Omstrejfere benyttet
Skøjersprog, der ved Sundt’s Undersøgelse viste sig
at indeholde væsentlig tysk-»rotvælske« Udtryk
(Rotipá). Dog er begge Idiomer i senere Tid
blevne ikke lidet blandede, dels indbyrdes, dels
med Laan fra Byernes og de sv. Nabodistrikters
laveste Vulgærtale. Sprog og Folkefærd har
saaledes ogsaa her delt Skæbne og danner nu
tilsammen de sørgelig forkomne Rester af et
Folkeliv, hvis Blomstring henviser Forskeren til
lige saa fjerne Tider som Steder. I øvrigt
gælder de fleste ovenanførte Træk ogsaa de Fanter,
der ikke er af Tateræt, men rekruteres af
Norges og i ikke ringe Grad tillige af Sveriges
arbejdssky Udskud fra Land og Stad.
Tilstrømningen til Norge af løst Folk fra Nabolandet, hvor
de heromhandlede Forhold ellers i meget
ligner de norske, hidrører væsentlig fra, at de
sv. Myndigheder stadig har holdt Omstrejferne
under langt skarpere Opsigt og herved
desuden haft paalideligere Støtte i selve
Lovgivningen.
I Norge har der i de sidste 20 Aar været
arbejdet med stor Kraft paa at bekæmpe
Fantevæsenet. Planen for dette Arbejde og de
Resultater, som hidtil er opnaaede, skyldes i
fremtrædende Grad fhv. Sognepræst J. R. S.
Walnum. 1894 bevilgede Stortinget 5000 Kr til
forberedende Arbejder og gav 1897 en lgn.
Bevilling. Der dannedes en Landsforening »til
Modarbejdelse af Omstrejfervæsenet« med
Komiteer (i Bergen, Kria, Trondhjem og
Kristianssand), og det er som dennes
Generalsekretær, at Walnum har virket. Arbejdet gaar
ud paa at oprette dels Hjem for
Omstrejferbørn, dels Arbejderkolonier for Voksne. Af
Børnehjem er der f. T. (1916) 3, nemlig
Askviknæs i Os ved Bergen (indviet Juni 1900).
Lillegaardens i Eidanger (Juni 1902) og Rostad
paa Inderøen (Septbr 1902). Hvert af
Børnehjemmene har Plads til 35 à 40 Børn. Børnene
skal ved Optagelsen ikke være over 4 Aar gl.
Septbr 1908 indviedes en Arbejderkoloni for
hele Familier paa Svanviken (s. d.) ved
Kristianssund. Kolonien, som staar under Tilsyn af
»Romsdalskomiteen« med Sæde i
Kristianssund, kan give Plads for 10 Familier, som hver
faar sit eget velindrettede Hjem med
tilstødende Havestykke. Efter 1 1/2 à 2 Aars Ophold paa
Svanviken, i hvilken Tid Manden maa arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
