Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - fast, festmachen, »at gøre sig f.« *c: usaarlig over for Skud- og Hugvaaben - Faste bet. i Alm. det at afholde sig fra at tage Næringsmidler til sig i en vis Tid - Fastebreve kaldes de aabne Skrivelser, som de rom.-kat. Bisper før Fastetiden udsteder til de Troende - fast Ejendom (jur.), den enkelte begrænsede Del af Jordoverfladen, der fremtræder som særegent Retsobjekt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa lgn. Maade med alle andre Lemmer,
hvorfor man ogsaa sjælden ved Korsveje finder
Billeder af den Korsfæstede, som ikke er
ødelagte«. Derefter siges der, at man kan ogsaa
gøre sig f. ved Besværgelser og Karakterer
(magiske Sigiller, Amuletter), og at Kunsten
særlig udøves af rejsende Købmænd. Af disse
Besværgelsesformularer findes endnu en
Mængde i »Romanus-Büchlein« (s. d.), der ligesom
den danske Cyprianus har opbevaret os meget
af Fortidens folkelige Besværgelseskunst. En
meget hurtig Maade er denne: »Jeg, N. N.,
besværger dig Sabel og Kniv og ligeledes alle
Vaaben ved det Spyd, der blev stukket i Jesu
Side og aabnede den, saa at Blod og Vand flød
ud, at du ikke maa gøre mig, en Guds Tjener,
nogen Skade, ††† Amen«. Besværgelsen
skrives paa et Stykke Papir ell. Pergament og
spises. - Under Trediveaarskrigen opnaaede
Bøddelen i Passau stort Ry for at kunne gøre
f., da det hed sig, at alle Ærkehertug Matthias’
Soldater, der var slupne forholdsvis uskadte
fra mange Slag, havde spist Passauer
Henkerszettel. Fra den Tid kaldtes Kunsten at gøre sig
f. for Passauer-Kunsten. Endnu paa
Christian VII’s Tid har den sikkert været kendt
(se Blangstrup, »Chr. VII og Caroline
Mathilde«, S. 45 ff. [Kbhvn 1890]); det var en af
den ulykkelige Konges fikse Ideer, at han
maatte kunne gøre sig f. over for de
Mishandlinger, han var udsat for. (Litt.:
Schindler. »Aberglaube des Mittelalters« [Breslau
1858]; »Romanus-Büchlein« i Scheible, »Das
Kloster« [3 Bd, Stuttgart 1846];
Kiesewetter, »Die Geheimwissenschaften« [Leipzig
1895]).
Alfr. L.
Faste bet. i Alm. det at afholde sig fra at
tage Næringsmidler til sig i en vis Tid; i
kirkelig Sprogbrug bet. det fuldstændig Afholdelse
fra at spise (jejunium) ell. Afholdelse alene fra
Kødspiser (abstinentia). F. har altid spillet en
stor Rolle i sædelig og religiøs Henseende. Især
i de asiatiske Religioner indtager F. en
fremragende Plads (kun ikke hos Zoroaster), idet
Legemet betragtes som et Fængsel for Sjælen,
saa jo bedre Legemet har det, desto daarligere
er Sjælen. Herodot omtaler F. i Ægypten, hvor
Svinekød altid hørte til de forbudte Retter.
Naar F. bruges hos Grækere og Romere, er det
under fremmed Paavirkning, men fra Jøderne
bredte den sig til Europa sammen med
Kristendommen. I Gl. Test. er F. Udtryk for Sorg,
for Ydmygelse, ligesom Graad og Klage og
Klæden sig i Sæk og Aske, og som saadan er
den paabudt paa den store Forsoningsdag; i
farefulde Tider ell. til Minde om en overstaaet
Fare underkastede Israels Folk sig frivillig F.
Efterhaanden blev F. som saadan betragtet som
en Gud velbehagelig Gerning uden noget
tilsvarende Sindelag, hvilket Profeterne stærkt
ivrede imod, men i den efter-profetiske Tid
blev denne Betragtning alm., og paa Grundlag
heraf fastede Farisæerne 2 Gange om Ugen
(Mandag og Torsdag). I Talmud er
Fasteskikken sat i System. Det var mod den farisæiske
Opfattelse af F., at Jesus nedlagde Indsigelse
(Matth. 6, 16-18; 9, 14-17).
I den kristne Kirke blev F. Skik dels som en
ligefrem Overførelse fra Jødedommen, dels som
et Udslag af sædelig-religiøs Trang. Den ældste
kirkelige Fastedag er Jesu Dødsdag, og
Langfredagsfasten varede i 40 Timer, fra Fredag
Eftermiddag til Paaskedags Morgen, men i 4.
Aarh. udvidedes denne F. til at vare i 40 Dage
før Paaske (quadragesima, jejunium
quadragesimale). I den rom. Kirke begyndte denne
F. med Askeonsdag, idet der ikke fastes om
Søndagene, men i den gr. Kirke allerede med
Mandagen efter Sexagesima, idet der ikke fastes
om Søndagene og om Lørdagene i de første 7
Uger samt paa Maria Bebudelsesdag. I Lighed
med F. før Paaske indførtes en Fastetid før
Jul (Advent). Allerede i 2. Aarh. fastedes der
hver Onsdag og Fredag, de saakaldte
Stationsdage (dies stationum), fordi Jesus paa de Dage
var blevet forraadt og korsfæstet, og lidt senere
blev der efter jød. Forbillede holdt
fjerdingaarlige F. (jejunia quatuor temporum), de
saakaldte Tamperdage, endelig var Vigilierne, ɔ:
Dagene før de store Fester, Fastedage.
Foruden de her nævnte ordentlige Fastedage har
den rom. Kirke overordentlige, som udskrives
i paakommende Tilfælde af de kirkelige
Myndigheder (Bede- og Fastedage), og de enkelte
Troende skal faste som en Forberedelse til at
modtage Sakramenterne. - I den rom.-kat.
Kirke bestaar F. i, at man afholder sig fra at
nyde Kød o. a. kraftige Næringsmidler, men
Dispens opnaas let, og da der maa nydes Fisk
og Mælk og som oftest ogsaa Smør, kan
velhavende Folk sammensætte de lækreste
Fastespiser. Forpligtelse til delvis F. (abstinentia)
indtræder med det 7. Aar, til fuld F.
(jejunium) med det 21. Aar, men Frugtsommelige,
Diegivende, Syge, Alderdomssvage, Soldater,
Rejsende og de, der har svært legemligt
Arbejde, er fritagne for at faste undtagen paa
Askeonsdag og Langfredag. - I den gr.-kat.
Kirke overholdes F. strengt. - Hos de
germanske Folk har F. aldrig været i høj Kurs
p. Gr. a. de klimatiske Forhold. Reformatorerne
kaldte F. en nyttig »ydre Tugt og Øvelse«, men
forkastede den som en i og for sig Gud
velbehagelig Handling. De bestemte Fastetider
forsvandt efterhaanden af de protestantiske
Kirkesamfund, Navnet og nogle af de gl. Skikke blev
bevarede for Tiden før Paaske. Før
Altergangen faster nogle Protestanter.
L. M.
Fastebreve kaldes de aabne Skrivelser, som
de rom.-kat. Bisper før Fastetiden udsteder til
de Troende, og hvori tilkendegives de mulige
Lempelser i Overholdelsen af
Fasteforskrifterne.
L. M.
fast Ejendom (jur.), den enkelte
begrænsede Del af Jordoverfladen, der fremtræder som
særegent Retsobjekt med alle dertil hørende
Bestanddele, de naturlige, saasom Jord, Vand,
Stene, Mineraler, Planter etc., saavel som de,
der ere satte i ydre kunstig Forbindelse med
Jorden, saasom Bygninger, Hegn, Broer etc.
Grænserne for den f. E. dannes, for saa vidt
den støder til Havet, af Havstokken ɔ: det
Sted, hvor Land og Vand ved daglig Vandstand
mødes, saa at Strandbredden hører med til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
