Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faust, Dr. Johann, bekendt vagabonderende Mager og Sortekunstner, (o.1490-o.1539)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Værker, hvis de tilfældig skulde gaa tabt. I
Würzburg sagde han i mange Menneskers
Paahør, at der intet mærkeligt var ved Kristi
Mirakler; han kunde gøre alt, hvad Kristus havde
gjort, saa ofte og naar han vilde. I Kreuznach
var han af Franz v. Sickingen blevet ansat som
Skolemester, men da han snart begyndte at
drive den skændigste Utugt med Børnene,
maatte han tage Flugten for at undgaa den Straf,
der ventede ham«. F.’s Ophold i Kreuznach
synes at falde 1507; derefter har han studeret i
Heidelberg, hvor han som nævnt blev
promoveret 1509. Mutianus Rufus nævner i et Brev,
at F. 1513 optraadte i Erfurt under Navnet
Georg Faustus, Heidelberger-Halvguden. 1516
var han hos Abbed Entenfusz i
Maulbronn-Klostret, derefter tabtes hans Spor indtil 1520,
hvor han atter opholdt sig i Erfurt og holdt
Forelæsninger ved Univ. Efter Sagnet har han
i Mellemtiden været i Krakau, hvor der
dengang holdtes Forelæsninger over naturlig Magi.
1525 kan hans Spor forfølges over Leipzig til
Basel; 1528 omtaler Agrippa af Nettesheim, at
Franz I lod en tysk Troldmand komme til
Frankrig for ved hans Hjælp at besejre Karl V.
Det kan næppe have været andre end F., som
efter Sagnet deltog i Kampene mod Kejseren.
Efter endnu i mange Aar at have flakket om
i Tyskland døde F. rimeligvis 1539 i Landsbyen
Stauffen i Breisgau under ubekendte,
eventyrlige Omstændigheder, der naturligvis opfattedes
som Bevis for, at Djævelen, med hvem han
antoges at staa i Pagt, endelig havde hentet ham.
I Folkemunde antog Beretningerne om F.
snart en sagnagtig Karakter. Alle de
vidunderlige Historier, der opr. var tillagt andre
Magere, Simon Magus, Albertus Magnus, Roger
Bacon, Paracelsus o. a., overførtes efterhaanden
paa F., og ny Historier tildigtedes. Samtidig
hermed undergik ogsaa Opfattelsen af hans
Personlighed en bestemt Forandring: han var ikke
længere et alm. Menneske, der kun af
Nydelsessyge gav sig i Lag med den Onde; han
identificeredes med Fortidens lærde Magere, hvis
Kundskabstørst og Stræben efter Indsigt i
Naturens Hemmeligheder iflg. Folketroen havde
ført dem til det fordærvelige Skridt. Som en
saadan Personifikation af den lærde Magi
træder F. i det mindste til Dels frem i det ældste
Værk, vi har om ham, den 1587 i
Frankfurt a. M. af Johann Spies udgivne: »Historia
von Dr. Johann Fausten, dem weitbeschreiten
Zauberer und Schwartzkünstler etc.«. Af denne
ældste F.-Bog findes endnu enkelte
Eksemplarer; ny Udg. ved Kühne (Zerbst 1868), Braune
(Halle 1878), og ved Scherer i fotografisk
Gengivelse (Berlin 1884). Endnu 1587 udkom Spies’
F.-Bog i 2. Udg. forøget med 8 ny Kapitler, og
indtil 1592 kendes ikke mindre end 14 Opl. En.
rimet Bearbejdelse af Bogen udgav Tübinger
Studenter 1588 under Titlen: »Eine wahrhafte
und erschrökliche Geschicht v. Johan Fausten«,
og Spies’ F.-Bog blev desuden overs. paa
Engelsk (1588), Hollandsk (1592) og Fransk (1598).
Snart blev den dog fortrængt af en ny,
tendentiøs Bearbejdelse af Historien, som R. G.
Widmann udgav i Hamburg 1599 i 3 Dele; Forf.,
der var en ivrig Lutheraner, lader her F. ved
Papismen blive forledt til at slutte Kontrakt
med Djævelen. Nürnberg-Lægen N. Pfitzer
udgav senere (Nürnberg 1674) den Widmann’ske
F.-Bog i omarbejdet Skikkelse, og paa
Grundlag af dette Arbejde fremstillede saa en Forf.,
der kalder sig »der Christlich Meynende«, i Beg.
af 18. Aarh. den Bog, som blev den egl.
Folkebog om F. og senere er udkommet i utallige
Oplag.
F.’s Historie blev allerede tidlig gjort til
Genstand for fri digterisk Bearbejdelse. Paa
Grundlag af den eng. Overs. af Spies’ F.-Bog digtede
Englænderen Marlow 1589 sin Tragical History
of Dr. F. (ny Udg. ved Breymann, Heilbronn
1889). Denne blev af eng. Skuespillere bragt til
Tyskland i Beg. af 17. Aarh. og her omarbejdet
til et Folkeskuespil, der atter affødte de talrige
tyske Dukkekomedier. Af senere poetiske
Bearbejdelser af F.’s Historie maa først nævnes
Lessing’s 1759 udkastede Planer, hvorefter vel
kun enkelte Scener udførtes, men som senere
fik Bet. for Goethe’s Digtning. Derefter fulgte
Weidmann’s allegoriske Drama »Johann F.«
(1775); Müller’s »F.’s Leben« (1778); Klinger’s
Roman »F.’s Leben, Thaten und Höllenfahrt«
(1791); J. v. Soden’s Folkeskuespil »F.« (1797);
Schink’s dram. Fantasi »Johann F.« (1804). 1808
udkom den første fuldstændige Del af Goethe’s
»F.«, hvori den Opfattelse af F.-Sagnet er
givet, som senere er gaaet over i den alm.
Bevidsthed: 2. Del udkom først efter Goethe’s Død
1832. Af senere Forf., der har behandlet
F.-Sagnet, kan anføres Schöne 1808 og 1823,
Klingemann 1815, Julius v. Voss 1824, Grabbe 1829,
Hoffmann 1833, Braun v. Braunthal 1835, Lenau
1836, Heine 1849, Stolte 1860.
Hermed er F.’s Bet. for Litt. dog ingenlunde
udtømt; hans Navn er ogsaa knyttet til en
Række Værker af en hel anden Art, nemlig
magiske Skrifter, der giver Anvisning til
Besværgelse af forsk. Aander. Saadanne Skr, dels af
ældgammel hebr. Oprindelse, dels forfattede af
lærde europ. Magere som Peter Abano o. a.,
havde eksisteret i enkelte Haandskrifter
Middelalderen igennem. Efter F.’s Død dukkede der
en Mængde ny op, som alle sagdes at være
forfattede af F., og skønt de kun fandtes som
Manuskript, havde de fleste paa Titelbladet en
Paategning om, at de havde været trykt i Tiden
1507-40. Denne Paategning var naturligvis kun
bestemt til at give dem et saa meget ældre
Udseende; noget trykt Eksemplar forekommer
først langt senere. For de flestes Vedk. er det
sikkert, at de første er forfattede i Slutn. af
16. og Beg. af 17. Aarh., men den høje Pris,
der af Samtiden betaltes for disse
Haandskrifter, gør det forstaaeligt, at der stadig
fabrikeredes ny. Det eneste, som med nogen
Sandsynlighed kan føres tilbage til F. ell. hans
Disciple, er »Magia naturalis et innaturalis, oder
dreifacher Höllenzwang, letztes Testament und
Siegelkunst«, hvoraf et Eksemplar findes i
Biblioteket i Koburg. Paa Grundlag af denne, af
Peter Abano’s Heptameron og af Agrippa’s
Occulta Philosophia (4. Del) er de øvrige
komponerede. (Litt.: Scheible, »Das Kloster«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
