Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Feber (lat. fébris, af fervere, gløde) sygelig Tilstand, karakteriseret ved Feberheden som det mest iøjnefaldende Symptom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Traube, Bärensprung, Wunderlich
o. fl. havde begyndt deres omfattende
Undersøgelser om Legemstemperaturen hos Sunde og
Syge, og Termometret er nu ikke alene vort
bedste, men vort eneste paalidelige Middel til
at erkende Tilstedeværelsen af F., i ethvert
Tilfælde vort eneste Middel til at maale dennes
Grad. Der gives ikke F. uden
Temperaturforhøjelse, derimod har den omvendte Sætning
ikke Gyldighed, Forhøjelse af Legemets Temp.
er ikke identisk med F., men kan skyldes andre
Aarsager som rigelige Maaltider, varme Bade,
stor legemlig Anstrengelse. Den normale Temp.,
maalt ved Indførelse af Termometer i
Endetarmen, svinger omkr. 37° C. Den er lavest om
Morgenen 36,5°-37° C., højere om Aftenen 37°
-37,5° C. Overstiger Temp. disse Grænser, er
der F. til Stede, Overstiger Temp. ikke 38,5°,
betegnes F. som let. En F., ved hvilken Temp.
holder sig mellem 38,5° og 39°, kan kaldes en
middelmaadig F., en F. med Temp. 39-40° er
ret betydelig, og en F. med Temp. over 40°
er meget høj. Sjælden naar Temp. 41° og endnu
sjældnere 42°; der gives Iagttagelser om
Tilfælde, i hvilke Temp. er naaet til 43-44° uden
Livets Ophør. Ved høj F., især ved Sygdomme
i Centralnervesystemet, kan Temp. endnu stige
yderligere efter Dødens Indtræden (postmortel
Temperaturforhøjelse).
Et Feberanfald deles i forsk. Stadier: et
Begyndelsesstadium, Stadium incrementi, i
hvilket Temp. stiger enten pludselig ell. mere
jævnt, saa at den f. Eks. bruger fl. Dage om
at naa Højdepunktet. Er dette naaet, siges F.
at være i sin Acme ell. Fastigium, hvor den
kan blive staaende kortere ell. længere Tid,
indtil det sidste Stadium, Stadium decrementi,
indtræder, i hvilket Temperaturfaldet til det
normale, Defervescensen, foregaar. Dette
kan enten ske hurtig, i Løbet af nogle faa
Timer indtil et Døgn, ved den saakaldte Krisis,
ell. i Løbet af fl. Dage ved den saakaldte
Lysis, hvorved Temp. falder lidt efter lidt,
mere ell. mindre regelmæssig, indtil den
normale Temp. naas. Ved Krisen kan
Temperaturfaldet undertiden beløbe sig til 4-5°, f. Eks. fra
40 ell. 41° til 37 ell. 36°, idet Temp. undertiden
bliver subnormal ɔ: synker under 37°. Ved
enkelte typiske Febersygdomme, hvor F.’s
Ophør foregaar ved Krise, f. Eks. ved
Lungebetændelse, indtræder Krisen ofte paa bestemte Dage,
og disse kalder man kritiske Dage, der dog ikke
altid, saaledes som man i fordums Tid antog,
var de ulige Dage, 5., 7., 9. Dag, men ogsaa
kan ske paa de mellemliggende Dage, hyppigst
dog paa 7. Dag. Medens man forhen ikke havde
nogen plausibel Forklaring for dette Forhold,
er man nu naaet til en saadan, idet det har
vist sig, at et saadant bestemt cyklisk Forløb
af F. ved Lungebetændelsen skyldes den
Omstændighed, at der ved Udløbet af den
paagældende Tid ved Lungebetændelsens specifikke
Bakteries, Pneumokokkens, Virksomhed, er
dannet Stoffer, Antitoksiner, som modvirker de
ved de samme Bakterier i Sygdommens Beg.
udviklede Giftstoffer, Toksinerne, saa at
Krisens Indtræden kan opfattes som ensbetydende
med Immunitetens Beg. ɔ: Patientens
Uimodtagelighed for den paagældende Bakteries
Indvirkning, i alt Fald i nogen Tid. Lgn. Forhold
gælder for andre Sygdomme med typisk Krise,
som Febris recurrens og Malaria, idet den til
Grund for disse Sygdomme liggende Virkning
af Mikroorganismer ophæves ved, at disses
Udvikling fuldendes i Løbet af en bestemt Tid, saa
at Krisens Indtræden her falder sammen med
deres Undergang, og et nyt Feberanfalds Beg.
sammen med en ny Udvikling af dem.
F. er undertiden et forbigaaende, kortvarigt
Symptom, saakaldt efemer F. Ved F. med
længere Varighed skelner man mellem forsk.
Febertyper. Man taler saaledes om en
vedholdende F., Febris continua, naar de
daglige Svingninger kun er ubetydelige, ikke
overstiger en halv ell. en hel Grad, om en Febris
remittens, naar Svingningerne overstiger en
Grad, men uden at Temp. ved Faldet dog naar
Normalen. Som oftest er Temp. da højest om
Aftenen, lavest om Morgenen, idet
Remissionerne her falder sammen med den normale
Morgenremission. Endelig kalder man det en
intermitterende F., naar Svingningerne er
store, indtil fl. Grader, saa at Temp. falder til
Normalen for atter at stige. Der kan da
indtræde feberfri Dage, afvekslende med
Feberdage (Apyreksi skifter med Pyreksi).
Dette Forhold ses tydeligst ved Koldfeber, hvor
der ved den saakaldte Kvotidianfeber
(Andendagsfeber) er 1 Dags Apyreksi, ved den
saakaldte Tertianfeber 2 Dages og ved
Kvartanfeberen 3 Dages Apyreksi.
Man har desuden sondret mellem forsk.
Feberformer, især i tidligere Tid lagt stor
Vægt derpaa. Man adskilte saaledes
Betændelsesfeberen (Febris synocha ell.
erethica), hvor der er stærkt udtalt Kuldestadium,
stor Hede, kraftig, hurtig Puls, stærkt blussende
Ansigt, Uro og Delirier, fra den nervøse F.
(Febris adynamica), der især findes hos
Individer med svækket Konstitution, hvor der
sammen med høj Temp. findes kølig Hud, svag
Puls og i det hele betydelig Kraftesløshed
(Adynami). Ved en tredie Form, den tærende
F. (Febris hectica), der især ses ved
Tuberkulose, finder betydelig Afmagring Sted trods
forholdsvis god Appetit, og der er særdeles rigelig
Sved og stor Udmattelse.
F. opfattedes lige fra Oldtiden og til Beg. af
19. Aarh. som en selvstændig Sygdom, man
talte ikke blot om F., men om Febre. Det var
først Broussais, som saa, at der til Grund
for F., de essentielle F., som de kaldtes, laa en
lokal Lidelse. Man ophørte da at tale om Febre,
og F. blev fra nu af kun et Symptom ell.
rettere et Kompleks af Symptomer, bl. hvilke
Forhøjelsen af Legemstemperaturen er det
væsentligste; men om de andre Symptomer er en Følge
heraf, ell. om de er ligestillede dermed, derom
er der endnu ikke opnaaet Enighed. Men selv
om man endnu ikke har fuld Klarhed over F.’s
Væsen og Aarsager, er man dog ved de sidste
Aartiers Undersøgelser naaet til en bedre
Forstaaelse deraf, især siden 1860, da Traube,
Liebermeister, Jürgensen,
Senator, Leyden o. fl. begyndte deres omfattende
Iagttagelser og Forsøg. Særlig har man haft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
