Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Feidias, Oldtidens navnkundigste Billedhugger, Søn af Charmides, f. i Beg. af 5. Aarh. f. Kr. i Athen, - Feidippides (»som skaaner Hestene«), i Aristofanes' Komedie »Skyerne« den Væddeløbssporten dyrkende Søn af Strepsiades. - Feidon, argivisk Konge c. 700 f. Kr., indførte et særligt Maal- og Møntsystem i Peloponnes. - Feigum Fos i Næs, Anneks til Lyster i Sogn, dannes af den paa Østsiden af Fjorden ved Gaarden Feigum udfaldende Elv - Feijenoord, lille Ø ved venstre Bred af Maas, udgør siden 1869 en Del af Rotterdam. - Feijo, Antonio de Gastro, portug. Diplomat og Digter, (1860-1917) - Feijoo y Montenegro, Benito Jerónimo, sp. Forf., (1676-1764) - Feilberg, en efter Traditionen fra sønderjyske Selvejerbønder stammende Slægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Athena Parthenos af Guld og Elfenben og et
Værk af endnu mægtigere Dimensioner. Da
Figuren tilmed var fremstillet siddende og med
sit Hoved næsten naaede op til Tempelcellens
Loft, syntes den at sprænge det givne Rum.
Om dette Oldtidens højest priste Kunstværk kan
vi kun danne os en ganske ufuldstændig
Forestilling af Pausanias’ Beskrivelse (VI, 11) og af
eliske Bronzemønter fra 2. Aarh. e. Kr. (se Fig.).
Kopier af Figuren kendes ikke. Guden var
afbildet tronende med en Nike-Figur paa højre
Haand og støttende den venstre til sit Scepter.
Ligesom Athena Parthenos var ogsaa denne
Statue rigt udstyret med Reliefbilleder, anbragte
paa Fodstykket og paa Tronen. En Afrodite
Urania (»den himmelske«) i Elis stammer
sandsynligvis fra Tiden efter Zeus-Billedets
Fuldendelse.
Næsten alle Efterretninger om F.’s
Virksomhed nævner Gudebilleder og Tempelskulpturer.
Kun en enkelt Menneskefigur henførtes til ham,
en Ynglingefigur, der bandt et Smykkebaand
om Panden (Anadumenos), i Olympia. F.
er Hovedføreren for den »ideale« Retning i 5.
Aarh.’s Billedkunst, og Parthenon-Skulpturerne
aflægger den Dag i Dag, mere end de
tarvelige Kopier af hans egenhændige Arbejde,
veltalende Vidnesbyrd om, hvad den gr. Kunst
skyldte ham. Vi kan derigennem endnu føle
en mægtig Aands Virkning og forstaa, at hans
Værker for en senere Oldtid, trods al flg.
Udvikling, trods mangfoldigere kunstnerisk
Stræben, rigere psykologisk Udtryk og
fuldkomnere Løsning af mange kunstneriske Problemer,
stod som det ypperste, Skulpturen havde
frembragt. Det skyldtes den fuldkomne Harmoni
mellem Maal og Midler, Renheden i
Kompositionen, Figurernes ideale Præg og
Gudebilledernes Højhed i Udtrykket. Det sidste hænger
atter sammen med, at F. tilhørte et Slægtled -
det sidste -, der endnu havde bevaret den
gl. naive Livsopfattelse og Gudetro.
C. B.
Feidippides [fæ^i-] (»som skaaner Hestene«),
i Aristofanes’ Komedie »Skyerne« den
Væddeløbssporten dyrkende Søn af Strepsiades.
K. H.
Feidon [’fæ^ido.n], argivisk Konge c. 700 f.
Kr., indførte et særligt Maal- og Møntsystem i
Peloponnes. En Beretning om, at han tiltog sig
Ledelsen af de olympiske Lege, tyder paa et
Modsætningsforhold til Sparta.
K. H.
Feigum Fos [’fæ^i-] i Næs, Anneks til Lyster
i Sogn, dannes af den paa Østsiden af Fjorden
ved Gaarden Feigum udfaldende Elv. I 2 km’s
Afstand fra Fjorden har den et overmaade
stærkt Fald af c. 430 m. Ned over denne
Bjergvæg styrter Elven sig først med et lodret Fald
af 220 m - den egl. F. F. - og derpaa som
et stærkt strømmende Stryg. Fossen er kendt
for sin Skønhed.
(J. F. W. H.) M. H.
Feijenoord [’fæjəno.rt], lille Ø ved
venstre Bred af Maas, udgør siden 1869 en Del af
Rotterdam.
Feijo [fe’i∫u], Antonio de Castro,
portug. Diplomat og Digter, f. 1. Juni 1860 i
Ponte do Lima, d. 20. Juni 1917 i Sthlm,
studerede Jura i Coimbra, hvor han tog
Doktorgraden 1883. Juli-Novbr 1886 gjorde han
Tjeneste ved det portug. Gesandtskab i Rio de
Janeiro, var derefter Konsul i Rio Grande do
Sul 1886-88 og i Pernambuco 1889-90. Herfra
forflyttedes han 1891 til Sthlm som Chargé
d’affaires ved det derværende Gesandtskab samt
portug. Generalkonsul for Skandinavien. Fra
Novbr 1893 var han en kort Tid tillige Chargé
d’affaires ad interim i Kbhvn under Ministerens
Orlov. Novbr 1902 udnævntes han til portug.
Minister for Skandinavien, for Kongeriget Norge
fra 1906.
Som Digter hører F. til den Gruppe moderne
portug. Lyrikere, som har taget de fr.
»Parnassister« til Mønster. Hans første Arbejde
Sacerdos Magnus udkom allerede 1881.
Derefter fulgte Transfigurações (1882), Lyricas e
Bucolicas (1884), A Janella do Occidente (1885),
Cancioneiro Chines (1890), Ilha dos Amores
(1897), A Instrucção Popular na Suecia (1901).
En Overs. af Strindberg’ »Lycko-Pers resa«
udgav han anonymt som A Viagem de Pedro
Afortunado (1906). Hans seneste Arbejde
Bailatas (1907) bar Forfatternavnet Ignacio
d’Artbreu e Lima. 1915 optoges F. som
Medlem af det bras. Videnskabernes Akademi.
Chr. H.
Feijoó [fæ^iκå’å] y Montenegro, Benito
Jerónimo, sp. Forf., f. 8. Oktbr 1676 i
Santiago de Compostela, d. 16. Maj 1764 i
Oviedo. Denne fortræffelige Mand var
Benediktinermunk (fra 1717) og blev teol. Prof. samt
Abbed for Klostret San Vicente i Oviedo. Han
var ikke blot overordentlig kundskabsrig, idet
han med Jernflid havde tilegnet sig de
forskelligste Videnskaber og særlig kendte de nyere
Litteraturer til Bunds, men tillige i Besiddelse
af megen sund Fornuft, Fordomsfrihed og
Menneskekærlighed. Herved kom han til at faa stor
Bet. for sine Landsmænd, idet han i sine Skr
arbejdede saa dygtig for at udbrede Dannelse
og Oplysning iblandt dem, at man har kaldt
ham den sp. Bayle, ja endog (med et for stærkt
Navn) den sp. Voltaire. Inkvisitionen forfulgte
ham en Tid. Til sidst nedlagde F., der under
Karl III’s liberale Regimente høstede megen
Anerkendelse, men ogsaa stadig mødte megen
Modstand, sit Embede for kun at leve som Forf.
Hans Hovedværk er Teatro critico, en broget
Samling populære Afh., der kan lignes ved
Addison’s Spectator og lgn. Tidsskrifter; de to
første Bd kom 1726, og 1738 sluttedes det med 8.
Bd. Som Fortsættelse udgav han 1746-60
Cartas eruditas i 5 Bd. Hans samlede Værker
udkom i 33 Bd (1778-80); et Udvalg danner 56.
Bd af Biblioteca de autores españoles (1863).
(Litt.: E. Pardo Bazán, Estudio critico
sobre las obras del Padre F. [1877]).
E. G.
Feilberg, en efter Traditionen fra
sønderjyske Selvejerbønder stammende Slægt, af
hvilken 6 Brødre i første Halvdel af 18. Aarh. drev
Farverier dernede og i Kongeriget, en
Profession, som ogsaa Slægtsmedlemmer i de
næstfølgende Generationer tilhørte. Af Brødrene blev
Farver i Aarhus Henrik Jensen F. (d.
1751) Oldefader til Sognepræst i Kverndrup
Ludvig F. (1803-70), der var Fader til Forf.
Ludvig Tage Chr. Müller F. (s. d.). En
anden af Brødrene, Farver i Aalborg
Frederik Jensen F. (1702-64), blev Oldefader til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
