Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - fej, fejg, betyder opr. i de nordiske Sprog »dødsbestemt«, »dødsviet«; »frygtsom i Fare« er indkommet ved Laan fra Tysk - Fej er en populær Betegnelse for det paa Gader og Veje sammenfej ede Affald - Fejdebrev. Som i Fejderet omtalt, var det baade i Tyskland og Danmark Skik, at Fejden indlededes med en formelig Undsigelse - Fejdehandske. Naar en god Mand eller Ridder kastede sin Handske for den Udfordredes Fod - Fejderet kaldes i Reglen den Ret at tage sig selv til Rette i Anledning af tilføjede Krænkelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fej, fejg, betyder opr. i de nordiske Sprog
»dødsbestemt«, »dødsviet«; dets Bet. i Dansk
»frygtsom i Fare« er indkommet i 16. Aarh. ved
Laan fra Tysk. Skrivemaaden fejg er opstaaet
ved en uheldig Forening af gammeldansk fegh
og nyere fej. Jfr Fejhed.
A. O.
Fej er en populær Betegnelse for det paa
Gader og Veje sammenfejede Affald. Saadant
»Gadeaffald« bestaar dels af afslidte Partikler
fra vedk. Gades ell. Vejs Befæstelse
(Brolægningsmateriale o. s. v.) og fra Køretøjer,
Fodtøj o. s. v., dels af Hesteekskrementer og af
mere tilfældig spildte ell. henkastede Genstande
som Papir o. desl. »F.« modstilles ofte »Skrald«,
en populær Betegnelse for »Husaffald«, d. v. s.
det paa beboede Ejendomme opsamlede faste
Affald, som der er fremkommet ved Menneskers
Liv og Virksomhed. Menneskelige Ekskrementer
henregnes dog ikke til Husaffaldet. F. og
Skraldet bortføres i større Byer ved
Dagrenovationen, undertiden hvert for sig, undertiden
samlet.
Fr. V. M.
Fejdebrev. Som i Fejderet omtalt, var
det baade i Tyskland og Danmark Skik, at
Fejden indlededes med en formelig Undsigelse.
Denne skulde her i Landet i Alm. ske skriftlig
ved et aabent Brev, der overbragtes af to
Adelsmænd, og kunde kun ske mundtlig, naar
Modparten var villig til at modtage den paa denne
Maade. Et saadant Brev kaldtes for F.
P. J. J.
Fejdehandske. Naar en god Mand eller
Ridder i St f. den skriftlige Forvaring (se
Fejderet) anvendte mundtlig Udfordring, skete
det ved, at han kastede sin Handske for den
Udfordredes Fod, hvorefter denne optog den
(jfr bl. a. Kæmpevisen om Niels Ebbesen og den
kullede Greve).
(C. V. N.). P. J. J.
Fejderet kaldes i Reglen den Ret, der i
Middelalderen i visse Lande, navnlig Frankrig
og Tyskland, tilkom Adelen til med Forbigaaelse
af Domstolene ell. efter forgæves at have søgt
Oprejsning hos disse at tage sig selv til Rette
i Anledning af tilføjede Krænkelser, være sig
ved Drab ell. Tilføjelse af anden personlig
Overlast ell. ved Brandstiftelse, Plyndring e. l.
Denne Ret var ikke uden historiske
Tilknytningspunkter til Blodhævnen, hvilket f. Eks.
forklarer, at Fejderne paa Steder ogsaa
rettedes mod Fornærmerens Slægt, men i de fleste
Henseender var F. dog noget væsentlig andet
end Hævnen. Saaledes var den i Modsætning
til denne ikke indskrænket til Tilfælde af Drab
ell. Ægteskabsbrud ell. andre lgn. Krænkelser,
der medførte Blodsudgydelse ell. berørte Æren,
men ogsaa blotte Ejendomsindgreb, ja selv
Ikke-Opfyldelse af Pengeforpligtelser var
tilstrækkelig til at motivere dens Anvendelse.
Dernæst tilkom den ikke som
Blodhævnen alle og enhver, men kun de Klasser af
Befolkningen, som førte et riddermæssigt Liv,
d. v. s. Adelen, med hvilken man dog i denne
Henseende i Tyskland ligestillede Købstæderne.
F. opstod ogsaa først paa en Tid, hvor den
egl. Blodhævn, takket være Karolingernes
Bestræbelser, var stærkt i Tilbagegang. I
Virkeligheden var den en Affødning af Lensvæsenet
ell. rettere af den med dette følgende Svækkelse
af Kongemagten og Udstykning af den offentlige
Myndighed paa mange Hænder, der i saa høj
Grad blev skæbnesvanger for Domstolenes
Autoritet. I Frankrig naaede den ogsaa sin største
Udbredelse i Lensvæsenets Blomstringstid (10.
-12. Aarh.), hvor Kongens og de store
Lensfyrsters Indflydelse uden for deres Domæne var
omtrent lig Nul, og hvor Domsmagten var i
Hænderne paa en talrig Klasse af større og
mindre Herrer. Derimod falder dens
Kulmination i Tyskland først paa et senere Tidspunkt,
i den Periode, der følger efter Hohenstauferne.
Skønt F., som nævnt, var knyttet til
Forudsætningen om en lidt Uret, udartede den
selvfølgelig let til et regelløst Røveri, hvortil det
ogsaa bidrog, at Kredsen af tilladte
Fejdehandlinger ikke var nærmere begrænset, og baade
af denne Grund og fordi Fejderne ofte ramte
sagesløse Personer (vedk. Parts Slægtninge ell.
hans Bønder og andre Undergivne), var de en
frygtelig Plage for de Lande, der hjemsøgtes
af dem, særlig for de mere ell. mindre
værgeløse Befolkningsklasser. Det var derfor kun
naturligt, at Kirken allerede tidligt stræbte at
bekæmpe dem, først i Frankrig (siden c. 1000),
senere efter fr. Forbillede ogsaa i andre Lande.
Det Middel, Kirken herved anvendte, var
Indførelsen af Gudsfreden (pax dei, treuga dei), i
Kraft af hvilken det var forbudt at fejde paa
visse Personer ell. til visse Tider. I førstn.
Henseende skulde saaledes Gejstlige, Bønder
samt alle Kvinder nyde fuld Ukrænkelighed, i
sidstn. opstilledes et Forbud mod Fejde paa
Søn- og Helligdage og senere yderligere paa de
tre sidste Ugedage, saa at kun Tiden fra
Mandag Morgen til Onsdag Aften stod aaben for
Fejderne. Disse var desuden forbudte i visse
længere Perioder af Aaret, særlig omkr. de
kirkelige Højtider. Gudsfreden hævdedes af
Kirken ved kirkelige Straffe
(Ekskommunikation), men da disse i Længden ikke var
tilstrækkelige, søgte den at faa den anerkendt af
den verdslige Lovgivning, hvilket ogsaa i vidt
Omfang lykkedes, men ganske vist ikke uden
videre betød, at den altid respekteredes. Ogsaa
Konger og Fyrster stræbte efter Evne at
begrænse Fejderne, dels ved at tvinge de
Kæmpende til at slutte Forlig, dels ved
Gennemførelsen af Love, der snart ligefrem forbød at
fejde, snart nærmere regulerede Adgangen
dertil. Den Slags Love, der i Reglen kun gjaldt
for et begrænset Aaremaal, havde ofte
Karakteren af Overenskomster mellem Konge,
Stormænd og Adel og blev da altid besvorne af
samtlige Deltagere. De kaldtes i Tyskland for
Landefredsordninger (constitutiones pacis), af
hvilke den ældste, hele Riget omfattende er fra
1103, medens den vigtigste er Landefreden i
Mainz 1235. Som nævnt kunde deres Indhold
være mere ell. mindre vidtgaaende. Et
fuldstændigt Forbud mod Fejde møder os først i
Tyskland under Frederik Barbarossa, i
Frankrig 1257 under Ludvig den Hellige, men for
en saa radikal Reform var Tiden endnu ikke
moden. Vigtigere var foreløbig de mindre
vidtgaaende Bestemmelser, der, uden at forbyde
Fejderne, søgte at holde dem inden for visse
Grænser. Hertil hørte foruden de Forskrifter,
der sanktionerede Gudsfreden, i Frankrig den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
