Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femer-Bælt, Farvandet mellem Lolland og Femern - Femern (Fehmarn; tidl. Fembre, Imbria, Vemere), Ø i Østersøen, hørende til den preus. Prov. Schleswig-Holstein - Femerske Gryn, helt afskallede Byggryn. - Femfingerurt, se Potentilla. - femfliget (Blad), se fliget. - femfold Svovlantimon, se Antimonsulfider. - Femgerichte ell. Fehmgerichte (af uvis Oprindelse), ogsaa Freigerichte ell. heimliche Gerichte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vand; Dybderne er meget jævnt aftagende mod
Lolland, hvorimod det temmelig hurtig grunder
op mod Femern, hvor Landgrunden er
afmærket.
G. F. H.
Femern [’fe.mərn] (Fehmarn; tidl. Fembre.
Imbria, Vemere), Ø i Østersøen, hørende
til den preus. Prov. Schleswig-Holstein, ligger
nær ved den nordøstlige Spids af Holsten, fra
hvilken den adskilles ved det 320 m brede,
grundede Femern Sund, er 185 km2 og har
c. 10000 Indb. F. er omgivet af lave Grunde (fra
Vestkysten strækker Grunden Flügge sig c. 9
km ud i Havet) og har 5 Fyrtaarne, hvoraf det
største og ældste, Marienleuchte, ligger paa
Nordøstkysten. F. er meget lav og flad (højeste
Punkt er Hinrichsberg mod SØ., 27 m) og
mangler rindende Vand og Skov; dens fede
mergelrige Jordbund er meget frugtbar og gør den
særlig skikket til Kvægavl og Dyrkning af Hvede
og Raps. F., der i den danske Tid udgjorde et
eget Amt og i gejstlig Henseende et eget
Provsti (4 Sogne) under Stiftet Slesvig, hører
en til den holstenske Kreds Oldenburg, er delt
i 3 Kirkesogne, og har en By, Burg, Flækken
Petersdorf og 40 Landsbyer. - F. beboedes
i tidlig Tid af Vender ligesom den nærliggende
Del af Holsten, Vagrien, og var i Middelalderen
ofte omstridt mellem de danske Konger og de
holstenske Grever; Grev Johan den Milde
havde den i Forlening; Valdemar Atterdag erobrede
F. 1357 og tog den faste Borg Glambæk, som
laa i Nærheden i af Burg, i Besiddelse, men faa
Aar efter indtog Grev Johan’s Søn Adolf atter
Øen. Værst gik det ud over F., da Erik af
Pommern fik den i sin Magt 1420 efter et
tappert Forsvar fra Indbyggernes Side, hvorfor han
anrettede et stort Blodbad. 4 Aar efter toges
den tilbage af Grev Adolf, og ved Freden i
Vordingborg 1435 blev den endelig overladt ham
tillige med Sønderjylland. Grev Adolf indkaldte
- iflg. Sagnet - en Del Folk fra Ditmarsken
til F., og pantsatte Øen til Lübeckerne, der
beholdt den til 1490, da Kong Hans indløste
den. Ved Delingen af Hertugdømmerne 1544 fik
Hans den Ældre F., og efter dennes Død blev
den ved en ny Deling 1581 givet til Broderen,
Hertug Adolf, hvorefter den hørte under de
holsten-gottorpske Hertuger, indtil den med de
andre gottorpske Lande blev inddraget under
Kronen af Frederik IV 1713. I Krigen 1864 blev
F. erobret af Preusserne Natten 15.-16. Marts,
og blev ved Freden i Wien afstaaet tillige med
Hertugdømmerne. Stormfloden 13. Novbr 1872
anrettede store Ødelæggelser paa F., og i de
flg. Aar blev Kysterne beskyttet ved store
Digeanlæg. (Litt.: J. Voss, »Chronikartige
Beschreibung der Insel Fehmarn«, Bd 1-2 [Burg
1889-91]).
G. Ht.
Femerske Gryn, helt afskallede Byggryn.
Femfingerurt, se Potentilla.
femfliget (Blad), se fliget.
femfold Svovlantimon, se
Antimonsulfider.
Femgerichte [’fe.mgereκtə] ell.
Fehmgerichte (af uvis Oprindelse), ogsaa
Freigerichte ell. heimliche Gerichte, var Navnet paa
visse westfalske Domstole, som i en Periode af
Middelalderen (14. og 15. Aarh.) fik en
ejendommelig Bet. for Strafferetsplejen i Tyskland.
F.’s Historie var længe skjult under et tykt Lag
af Sagn, men nyere Undersøgelser har vist, at
der i Virkeligheden intet gaadefuldt knytter sig
til deres Opstaaen, idet de er en simpel
Fortsættelse af den ældre Tids Domstole, saaledes
som disse var blevet organiserede under
Karolingerne. Det, der senere hen gav F. og enkelte
lgn. Domstole andetsteds i Tyskland en
Særstilling inden for Retsorganisationen, var blot
det, at den ældre Ordning her var bevaret mere
ell. mindre uforandret, medens den ellers
næsten overalt var forsvundet. Saaledes var det
en Følge af Rigets Splittelse i en Mængde
næsten uafhængige Fyrstendømmer og Stæder, at
Domstolene i Alm. ikke mere betragtedes som
Organer for Kongemagten, og at selv de højere
Dommere ikke som tidligere behøvede en kgl.
Autorisation for at kunne dømme. I Westfalen
var det derimod vedblevet at være Reglen, at
Lederne af de vigtigere Domstole, for hvilke de
større Sager indstævnedes, aflagde direkte Ed
til Kongen (Kejseren) og af ham modtog den
fornødne Autorisation, og selv efter at
Ærkebiskoppen af Köln c. 1400 som »Stathalter der
heimlichen Gerichte« for saa vidt var traadt i
Kongens Sted, holdt man fast ved
Forestillingen om, at de paagældende Domstole var kgl.
Det var denne Forestilling, der i første Linie
bidrog til at give F. Bet. Som kgl. Domstole
hævdede de nemlig en Ret til foruden
westfalske Sager at paakende Sager fra en hvilken
som helst Del af Riget, naar den ordentlige
Dommer havde gjort sig skyldig i Retsnægtelse
ell. ikke havde kunnet yde Hjælp, fordi
Anklagede ikke befandt sig i hans Magt. Ved at
gøre Brug af denne Ret lykkedes det F. at
udstrække deres Domsmyndighed langt ud over
Grænserne af Westfalen, baade til
Sydtyskland, Schweiz, Böhmen og Preussen, ja i
Virkeligheden til hele Riget. Hertil bidrog det dog
ogsaa meget, at man ved at udvide Domstolenes
Rammer forstod at skaffe dem Støtte uden for
deres Hjemland. Efter den ældre, overalt i
Tyskland herskende Ordning lededes
Retsforhandlingerne i større Sager af en Greve som
Repræsentant for Kongen, medens Forslaget til
Dommen udgik fra de saakaldte Schöffen, der
var et fast Udvalg af Retskredsens Beboere.
I Westfalen, hvor man i St f. Graf og Schöffen
brugte Udtrykkene Freigraf og Freischöffen,
udviklede der sig nu den særlige Regel, at man
som Freischöffe kunde optage enhver fri
Person, der var ægtefødt og uberygtet, uden
Hensyn til, hvor i Riget han var hjemmehørende.
Optagelsen, der kunde ske ved Udnævnelse af
Kejseren, men i Reglen foregik for en F. i
selve Westfalen (»auf roter Erde«), medførte en
Pligt til at optræde som Anklager enten af egen
Drift eller efter Anmodning af den Forurettede
samt til at bistaa ved Forkyndelse af Stævninger
og Fuldbyrdelse af Domme. I F.’s Glansperiode
var deres Anseelse saa stor, at Folk i de mest
fremragende Stillinger hele Riget over, ja selv
Fyrster og Kejsere lod sig optage som
Freischöffen, og denne vidtomspændende
Organisation, der skaffede Domstolene Hjælpere saa
at sige overalt, bidrog selvfølgelig i højeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
