Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Feuillanter (Feuillants, Fuliénses), en Kongregation af Cisterciensere, som oprettedes 1574 - Feuillanter, Medlemmerne af en fr. politisk Klub under den store Revolution - feuille (fr.), Blad; f. morte, lysebrun Farve, brungul som vissent Løv. - Feuillet, Octave, fr. Forf., (1821-1890) - Feuillet de Conches, Felix Sébastien, Baron, fr. Forf. (1798-1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Feuillanter [fö’jan’tər], Medlemmerne af en
fr. politisk Klub under den store Revolution.
Da Jakobinerklubben, som i Beg. omfattede de
fleste Afskygninger af den ny Tids Mænd, efter
Kongens Flugt og Tilbagekomst erobredes af de
Radikale, traadte en stor Del
Nationalforsamlingsmedlemmer ud af Klubben og stiftede 16.
Juli 1791 en ny, les amis de la Constitution, som
de selv kaldte sig, ell. F.’s Klub, som det
øvrige Paris kaldte dem, fordi deres Lokale var
i F.-Munkenes fordums Kloster i St
Honoré-Gaden, lige for Vendôme-Pladsen. (»F.’s
Terrasse« ud mod Tuilerie-Haven var en
Promenade, hvor Pariserlivet, ikke mindst det
politiske, pulserede stærkt). Det var ikke ganske
let at blive Medlem af F.’s Klub.
Aarskontingentet var med velberaad Hu sat højt og der
vragedes stærkt. Ved Klubbens Opløsning talte den
841 Medlemmer. Til dens ledende Mænd hørte
Barnave og Brødrene Lameth. Den
repræsenterede Centrumspartiet og søgte at gøre Front
baade mod Reaktionen og mod yderligere
Revolution, men da den gl. Tids Mænd snart helt
traadte tilbage, kom F. til at staa som det egl.
Højre. Faa Dage efter Tronens Fald 10. Aug.
opløste den ny revolutionære Kommune
Selskabet, lod dets Papirer beslaglægge og en
Liste over samtlige Medlemmer offentliggøre -,
som for at udpege dem som Ofre for »Folkets«
Vrede.
(F. J. M.). P. L. M.
feuille [fö.j] (fr.), Blad; f. morte [-’mårt],
lysebrun Farve, brungul som vissent Løv.
Feuillet [fö’jæ], Octave, fr. Forf., f. i
Saint-Lô 11. Aug. 1821, d. i Paris 29. Decbr
1890. F. studerede i Paris og optraadte tidlig i
Litteraturen, idet han sammen med P. Bocage
og Alb. Auber 1845 i National’s
Feuilleton skrev Romanen Le vieillard
under det fælles Pseudonym Désiré Hazard. Han
offentliggjorde derpaa i forskellige Blade
og Tidsskrifter, især i Revue des deux
mondes, talrige Fortællinger og
Romaner og fik opført en Del
Proverber og Skuespil, der skaffede ham alm.
Yndest og navnlig vandt ham alle Damehjerter
ved den Idealitet og sædelige Renhed, den
Finhed, Ynde og taktfulde Diskretion, hvormed han
skildrede sine Helte og Heltinder selv i de
voveligste Emner; i sin dram. Produktion,
paavirket af Musset’s Elegance, fik han Tilnavnet
Le Musset des families, der ikke er blottet for
Sarkasme. Han var Modedigteren i det andet
Kejserdømmes Saloner, hvorfra han oftest
hentede sit Stof. Kejserinde Eugénie’s Forelæser
og kejserlig Bibliotekar i Fontainebleau.
1862 optoges han i Akademiet paa Scribe’s
Plads. Af hans Romaner og Noveller kan
nævnes: Alix (1848), Rédemption (1849), Bellah
(1850, overs. paa Dansk 1859), Le cheveu blanc
(1853), La petite comtesse (1856, paa Dansk
1859), Le roman d’un jeune homme pauvre
(1858, »En fattig ung Mands Eventyr« 1867,
overs. af Josephine Aarbye 1909. Udg. med
Tegninger af Gudm. Hentze 1913), der fik en
europ. Succes, ogsaa som Drama, Histoire de
Sibylle (1862), der skildrer en Vantros
Omvendelse gennem Kærlighed, og hvorimod George
Sand protesterede i sin fritænkerske Mlle. de
la Quintinie (1863). Paavirket af Dumas fils og
i det hele af Naturalismens Emnevalg begyndte
F. med Le comte de Camors (1867, paa Dansk
1869) ogsaa at vove sig ind paa dristige og
moderne Sujetter som Ægteskabsbrud, Nutidens
overforfinede og dekadente Kvindetyper o. l.,
uden dog trods sin Stræben efter Kraft at
opgive sin moralske Idealitet, sit
Emancipationshad ell. sin gentlemanlike Behandling. »Greven
af Camors« gjorde stor Opsigt, ikke mindst
fordi den læstes som politisk Nøgleroman; senere
fulgte Julia de Trécæur (1872, paa Dansk
1874), Un mariage dans le monde (1875, »Et
Ægteskab i den fornemme Verden« 1876), Les
amours de Philippe (1877, »Philips
Kærlighedshistorie« 1885), Le journal d’une femme (1878,
»En Kvindes Dagbog« 1880), Histoire d’une
Parisienne (1881, »En Pariserindes Historie« 1881),
La veuve (1884, »Enken« 1884), La morte (1886,
paa Norsk s. A.), Le divorce de Juliette (1889),
Honneur d’artiste (1890). Af Proverberne, der
ofte er Mønstre paa elskværdig Aandrighed, kan
anføres Le pour et le contre (1849), Le fruit
défendu, L’acrobate (1873) og La partie de
dames (1883); af Skuespillene Dalila (1857),
Montjoye (1863), La belle au bois dormant (1865,
overs. af H. P. Holst: »To Tidsaldre ell.
Prinsessen i den slumrende Skov« og spillet paa det kgl.
Teater i Kbhvn), Le Sphinx (1874), Un roman
parisien (1883) o. s. v. Théâtre complet udkom
1892-93 i 5 Bd. - Ogsaa hans Enke (d. 1906)
optraadte som Forfatterinde. Ligeledes F.’s Søn
Paul (f. 1860) er Forfatter.
S. Ms.
 |
| O. Feuillet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
