Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Johann Gottlieb, tysk Filosof, (1762-1814)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derefter til Kbhvn, hvor han boede hos A. S.
Ørsted. Efter Freden i Tilsit vendte F. tilbage til
Berlin. Vinteren 1807-08 holdt han sine
berømte »Reden an die deutsche Nation« (udg.
1808), hvori han dybtfølt og fængende gav
Udtryk for Haabet om national Genoprejsning.
Medens han tidligere havde følt sig som
Verdensborger, var han nu national tysk, godt og
tysk, slet og udenlandsk var omtr. eet.
Tyskerne (ogsaa Skandinaverne) er et Urfolk med
Sans for Inderlighed, Oprindelighed og
Personlighed. Den indre Fornyelse, der var begyndt
hos dem og kun kunde begynde hos dem, havde
de til Opgave at fuldende og udbrede til hele
Menneskeheden. Da Berlin-Universitetet
oprettedes 1810, udnævntes F. til Prof. og blev dets
første Rektor. F. døde smittet af en Sygdom,
hans Hustru havde paadraget sig ved at pleje
Saarede.
F. var en selvbevidst Personlighed, rig paa
dybe og alvorlige Følelser, altid højtidelig
sikker paa, at hans eget Arbejde og det, han
arbejdede for, havde afgørende Bet., og paa, at
han havde usvigelig Ret. Tidlig følte han en
stærk Trang til gennem Tanke og Ord at virke
paa sin Samtid. Han karakteriserer
Videnskabsdyrkerens og altsaa sin egen Gerning som den
at være Sandhedens Præst og derfor være
forpligtet til at gøre alt, at vove alt, at lide alt
for Sandheden, følende sit eget Liv og Skæbne
som uden Bet., men Virkningen af det som
noget, der har uendelig meget at sige. Han
var fuld af Begejstring for Virkeliggørelsen af
sine Ideer, men var uden Sans for de reale
Muligheder, derfor bragte hans stejle Natur og
Trang til at give sig i Lag med omvæltende
Reformer ham Livet igennem ind i
Stridigheder. Han var sig sin Tales store Magt
bevidst; 1813 saa han det som en (ikke
virkeliggjort) Opgave at ledsage Hæren som Taler. F.
mente, at hans egen Filosofi kun var Kant’s
forstaaet paa rette Maade, hvad Kant
ingenlunde vilde gaa med til. Henvisningen til Kant
har det paa sig, at selve Kant’s Filosofi, hans
System om man vil, men ikke det solide
Grundlag - bl. a. Newton’s Principia -, Kant
byggede paa, var et væsentligt Udgangspunkt for
F.’s Spekulationer. Et andet væsentligt
Grundlag var hans levende Sans for Personligheden,
for det indre Liv, der rører sig i Jeg’et.
Karakteristisk er det, at han ikke er utilbøjelig til
at anerkende Muligheden af forskellige filos.
Systemer. Hvilket man vælger, afhænger af,
hvad for et Menneske man er. Er man svag og
afhængig, bliver man Dogmatiker og søger at
udlede Tænkningen af Tingene uden for En,
er man derimod stolt og uafhængig, hævder
man sin egen Selvstændighed, man bliver
Idealist og søger (som F.) at udlede Tingene af
Tænkningen. Iflg. Kant viser Erfaringens
Verden dels hen til noget helt uden for
Bevidstheden, »Ding an sich«, hvorfra Stoffet,
Indholdet, Fornemmelserne hidrører, dels hen til
Bevidsthedens formende Virksomhed, der først
gør Erfaring mulig. Fra forsk. Side var de
indre Modsigelser i Begrebet »Ding an sich«
blevet fremdraget. F. mente, at det var
nødvendigt at lade »Ding an sich« falde og da at
udlede Erfaringens Verden, saavel Stoffet som
Formen af Jeg’et. Det Jeg, F. gaar ud fra, er
det absolutte, guddommelige, almene Jeg, men
ikke det empiriske Jeg, F.’s eget ell. dit og mit
Jeg, om end F. stadig blander dem sammen.
Gennem Selvfordybning og Abstraktion skal vi
ved Hjælp af en Evne, vi ell. nogle af os
paastaas at have, »den intellektuelle Anskuen« (en
Slags mystisk ekstatisk Tilstand), kunne komme
til det absolutte Jeg. Dette er en absolut
aandelig Virken, en »Tathandlung«, der ved at tænke
sig selv frembringer sig selv. Dets
Urvirksomhed, erklærer F., er den ubevidst, frit og
grundløst virkende Indbildningskraft, der frembringer
Erkendelsens Stof. Ved den, ligeledes det
absolutte Jeg tilhørende, grænsesættende og
formgivende Forstands Medvirken fremkommer som
et Produkt inden for det absolutte Jeg saavel
det empiriske Jeg som Tingenes Verden, hvilken
sidste som hidrørende fra en ubevidst
Virksomhed forekommer os at være noget fra Jeg’et
forsk. (Ikke-Jeg). Den Metode, F. anvender i sin
Fremstilling, er den antitetiske. Han gaar ud fra
en Grundsætning, Tesis, der giver Udtryk for en
Side af Sagen, og føres til Antitesis, der, ved at
den lige saa ensidigt fremhæver en modsat Side
af Sagen, synes at være i indre Modstrid med
Tesis. I en ny Sætning Syntesis bliver denne
Modstrid foreløbig ophævet. Syntesis selv skal
altid kunne betragtes som en ny Tesis, der
sammen med sin tilsvarende Antitesis fører til
en ny Syntesis o. s. v.
Karakteristisk for Styrken, hvormed det
etiske behersker F.’s, for al Naturforskning
fremmede Tænkning, er hans ejendommelige
Opfattelse af, at det etiske giver Forstaaelsen af, ja
det egl. Bevis for, at der findes en Omverden.
Etisk Virken og Stræben er det højeste og har
som Betingelse, at der findes Skranker og
Modstand at overvinde, derfor maa det absolutte Jeg
ved Selvbegrænsning frembringe Erfaringens
Verden. Naturen, Verdener af Ikke-Jeg’er,
frembringes for at udgøre Materiale for vor Pligt.
Det etiske Maal er, at Jeg’et, Fornuften gennem
Virksomhed klart bevidst kommer til
Herredømme over Naturen, saaledes at vi som
Fornuftvæsener bliver fri, selvbestemmende,
selvstændige og uafhængige af alt, der ikke selv er
Fornuft. I Modsætning til denne fri Virken er
Trægheden, der er en Grundbestemmelse for
Naturen og derfor ogsaa for det sanselige i os,
det moralsk Onde. F.’s Etik er meget udpræget
Sindelagsetik. Det etisk rigtige bestaar i, at
man, uden at Hensynet til Følgerne paa nogen
som helst Maade bliver Motiv, gør det, man
uden anden Autoritet end sin egen Samvittighed,
i fuld Overensstemmelse med sig selv, synes er
rigtigt. Samvittigheden kan aldrig fejle.
Da andre Jeg’er er nødvendige for den
enkeltes etiske Færd, bevises deres Eksistens
heraf. Da Virkeliggørelsen af den enkelte som frit
Fornuftvæsen betinges af Eksistensen af andre
fri Fornuftvæsener, kan den etiske Adfærd ikke
være en saadan, der tilintetgør denne
Betingelse, derfor bliver det et ubetinget Bud, at
andres Frihed er et selvstændigt Maal.
Samfundslivet som Betingelse for Jeg’ets Selvudvikling
betoner F. paa sine Steder saa stærkt, at al Dyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
