Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fihrist - Fiigenschoug - Fiji Island - Fikh - fikoroniske Cista
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Orientalisten Flügel (s. d.) og udgaves paa Grundlag
af hans Arbejde efter hans Død af Roediger og
A. Müller (2 Bd, Leipzig 1871—72).
J. Ø.
Fiigenschoug [↱fi.gənskä^ug], Elias, norsk
Maler, f. omkr. 1600, d. efter 1656. F. virkede
i Bergen i Tiden mellem 1630 og 1660. Han har
malet en Række bib. Billeder efter
Kompositioner af Rubens og hans Skole, saaledes
»Hyrdernes Tilbedelse« i to Variationer (1640 og
1643) og »Herodias, der modtager Johannes’
Hoved« (1643), alle 3 opr. i Maria-Kirken, nu
i Bergens Mus. Videre en Altertavle med
»Opstandelsen« i Ølve Kirke, Søndhordland (1640).
Desuden har han malet Portrætter, saaledes et
Par, der tilhører Strange’s Stiftelse, Bergen,
og et stort Epitafium med Portrætter fra
Indviken Kirke, Nordfjord, nu i Bergens Mus., samt
et Billede af Halsnø Kloster (1556), der tilhører
Samlingen paa Skokloster, Sverige. F. er
vistnok Tidens mest fremtrædende norske Maler,
og er specielt som Portrætmaler og i koloristisk
Henseende en dygtig Repræsentant for den
pompøse Barokstil. I norsk kunsthistorisk Litt.
har han for det meste været omtalt under det
fejlagtige Navn Fugelschoug. (Litt.:
Brodahl, Wiesener og Lexow, »E. F. alias
Fugelschoug« i Bergens hist. Forenings Skr
1916, hvor Litteraturhenvisninger).
E. L-w.
Fiji Island [↱fi.dзi.-↱a^i£ənd], se Fidji- Øerne.
Fikh (arab.) betegner den islamitiske
Dogmatiks og den muhammedanske religiøse Rets
Grundlærdomme. Idet Koranen, hvori den
guddommelige Aabenbaring indeholdes, tillige
betragtes som verdslig Lovbog og virkelig
indeholder en stor Del Forskrifter, navnlig
vedrørende Familieretten samt Tings- og
Obligationsret, kan der i den islamitiske
Videnskab ikke skelnes skarpt mellem Teologi og
Jurisprudens. Kilderne til F. er baade direkte og
indirekte: De første er foruden selve Koranen
den fra Profeten overleverede Samling
mundtlige Udsagn, den saakaldte Tradition (arab.:
Hadis, s. d.); de andre er dels den Sum af
Lærdomme, som det samlede muhammedanske
Religionssamfund een Gang har vænnet sig til
at anerkende (arab.: Idjmâ ɔ: Samstemming),
dels de Slutninger, der af alle de foregaaende
Kilder kan uddrages ved Analogi for saadanne
Tilfælde, hvorfor der ikke foreligger nogen
udtrykkelig Afgørelse (arab.: Kijâs ɔ: Analogi).
Disse forsk. Kilders Anvendelse og deres
indbyrdes Forhold og Rangfølge udvikles i en
speciel Underafdeling, Usûl-al-F., der i den arab.
Litt. er blevet bearbejdet overmaade hyppig;
Hovedværket her er Sadr-ash-Sharîa’s
»At-Tanqîh«, udg. med en Kommentar af
Taftasâni i Kasan 1883, smlg.: Brockelmann,
»Gesch. der arab. Litt.«, II, 214. M. H. t.
Detailspørgsmaalene inden for selve Dogmatikken
har de forsk. Opfattelser fremkaldt en
Spaltning i 4 Sekter, der efter deres Stiftere
benævnes Shafeiter, Hanefiter, Hanbaliter og
Malekiter. De indbyrdes Afvigelser angaar dog
nærmest kun rituelle Ubetydeligheder, navnlig i
Reglerne for de de daglige Bønner ledsagende
Ceremonier, saaledes at alle 4 Sekter betragtes
som rettroende. Bl. de næsten talløse
Behandlinger af F. kan her nævnes Shirâzi,
At-Taudîh (udg. af Juynboll, Leyden 1879) og
Nawâwi, Minhâdj at-tâlibin (udg. med fr. Overs.
af v. d. Berg [Batavia 1882—84]), der begge
behandler den shafeitiske Ret. I Tyrkiet staar
navnlig Ibrahim Halebî’s »Multakâ« i høj
Anseelse. Om Behandlingen af F. og dennes
kulturhistoriske Bet. se i øvrigt Kremer,
»Kulturgeschichte des Orients unter den
Chalifen« (Wien 1875).
J. Ø.
fikoroniske Cista, et rundt, cylindrisk
Bronzeskrin fra Oldtiden, en af de skønneste
Frembringelser af Kunstindustri i Italien,
antagelig udført c. 250 f. Kr., fundet 1742 ved
Palæstrina (Præneste) i Latium, benævnt efter
Francesco de Ficoroni, der
erhvervede det og 1745 beskrev det; siden skænkede han
det til Museo Kircheriano i Rom, hvor det
endnu findes i Collegio Romano. Cista’en er af
Bronzeblik, med særskilt udarbejdede Laag og
Fødder, 0,50 m højt, 0,42 m i Tværsnit. Hver
af Fødderne er en Løveklo, hvilende paa en
Frø; foroven 3 Figurer, snarest Dionysos og 2
Satyrer. De staar paa en Plade, der bærer en
Indskrift i gl lat. Sprogform: Novios Plautios
 |
| Fig. 1. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
