Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fikspunkter - Fiksstjerneaberration - Fiksstjerner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nivellementsfikspunkter ses i Fig. 4; den øverste
Runding af Bronzebolten under Dækstenen betegner
Punktet, der altsaa er underjordisk; den med
»G. M.« mærkede Sten er anbragt 1,25 m fra
Punktet, for at dette kan genfindes, og ogsaa
dennes halvkugleformede Hoveds øverste Punkt
er bestemt. Generalstaben anvender som F.
hvælvede Kobberplader (Fig. 5), som ved en
lang Stilk støbes fast i en Betonblok, der staar
saa dybt i Jorden, at den ikke kan forskydes af
Frosten, ell. Bolte af den i Fig. 6 angivne Form,
der fastmures i fundamentale Bygninger.
Kjøbenhavns Kommune har benyttet Bolte som
vist i Fig. 7.
Hvor det kun gælder om at bevare F., saa
længe Opmaalingen varer, betegnes det i
Reglen ved en solid Pæl, i hvilken det mat. Punkt
er betegnet ved et Hul, og ved Nivellement ved
en med halvkugleformet Hoved forsynet Nagle.
Under Opmaalingsarbejdet anbringes der
over F., naar der skal sigtes til dette, et
Signal, hvortil man paa korte Afstande anvender
en alm. Landmaalerstok og paa større Afstande
et Tømmersignal.
H. V. N.
Fiksstjerneaberration, se Aberration.
Fiksstjerner (lat. stellæ fixæ ɔ: faste
Stjerner) (hertil 3 Stjernekort) kaldes i Modsætning
til Solen, Maanen og Planeterne de Stjerner,
som forandrer deres gensidige Stilling paa
Himmelhvælvingen saa langsomt, at disse
Forandringer, F.’s Egenbevægelse, først efter længere
Tid bliver mærkbare. De Gamle tænkte sig disse
Stjerner hæftede som Søm til en fast,
gennemsigtig Himmelkugle, hvorfor de kaldtes stellæ
infixæ ell. affixæ ɔ: tilhæftede Stjerner, og
heraf opstod allerede i Beg. af den rom.
Kejsertid Betegnelsen stellæ fixæ.
F. adskiller sig fra Planeterne ved deres
stærke funklende Lys (se Funklen);
endvidere lyser F. med eget Lys, medens
Planeternes Lys stammer fra Solen og kun bliver
kastet tilbage fra deres Overflade; at dette er
Tilfældet, viser Polariskopet, thi medens F.’s
Lys er upolariseret, er Planeternes som Følge
af Refleksionen polariseret (se
Polarisation). En anden Forskel mellem Planeterne
og F. bliver man var i Kikkert. Jo
fuldkomnere denne er, desto mere viser en F. sig ved
rigtig Indstilling, selv ved Anvendelse af stærk
Forstørrelse, som et lysende Punkt (se
Bøjning), medens en Planet under samme
Forhold viser sig som en Skive, hvis Diameter
vokser med Forstørrelsen, og samtidig tager
Skivens Lysstyrke af. Dette er en Følge af
den enormt store Afstand, hvori F. befinder sig,
og først i den senere Tid er det lykkedes at
bestemme denne Afstand for nogle ganske faa
Stjerner (se Parallakse).
De F., som er synlige for det blotte
Øje, har en meget forskellig Lysstyrke,
og man har derfor inddelt dem i Klasser
efter deres Lysstyrke, de saakaldte
Stjernestørrelser. De klareste Stjerner er af 1.
Størrelse; de svageste, som et godt Øje kan
se under gunstige Forhold som klar Himmel,
ikke Maaneskin o. s. v., hører til 6. Størrelse.
Mellem disse to Klasser har man indordnet de
øvrige efter Jugering, og man har ogsaa, for end
bedre at kunne holde de enkelte Stjerner af
nogenlunde samme Størrelse ud fra hverandre,
delt hver Klasse i Underafdelinger.
Begyndelsen hermed er gjort af Ptolemaios, der deler
hver Klasse i 3 Afdelinger; senere har man
indført 10 Underafdelinger. Men denne Maade at
inddele Stjernerne paa er højst usikker, og
først i den nyeste Tid er det lykkedes at
sammenligne numerisk de Lysmængder, som naar
til vort Øje fra de forskellige Stjerner (se
Astrofotometri); det har da vist sig, at
Forholdet mellem to paa hinanden flg.
Størrelsesklassers Lysstyrke er som 2,5 : 1, ell.
anderledes udtrykt: 1 Stjerne af 1. Klasse lyser saa
stærkt som 2 1/2 Stjerne af 2., 6 af 3., 16 af 4.,
40 af 5. og 100 Stjerner af 6. Størrelse (2,5n-1).
Sammenholder man denne Skala med Antallet
af de i hver Klasse synlige Stjerner (18 af 1.,
60 af 2., 171 af 3., 411 af 4., 1123 af 5. og 3908
Stjerner af 6. Størrelse), finder man, at alle
de for det blotte Øje synlige F. lyser tilsammen
som 160 Stjerner af 1. Størrelse.
De fleste F. beholder deres Lysstyrke
uforandret, en Del derimod forandrer den i Løbet
af kortere ell. længere Tid over een ell. fl.
Størrelsesklasser; disse benævnes derfor
foranderlige ell. variable Stjerner, og til
denne Klasse F. hører ogsaa de temporære
ell. ny Stjerner.
Det samlede Antal af de for det blotte Øje
synlige Stjerner beløber sig til c. 6000, men
dette Tal vokser omtr. med det tredobbelte for
hver Størrelsesklasse, naar man kommer til
de teleskopiske Stjerner. Gaar man ikke
længere ned end til 9. Størrelse, har man omtr.
400000 Stjerner, altsaa gennemsnitlig paa hver
Kvadratgrad 10 Stjerner. Antallet af de endnu
svagere Stjerner kender man ikke sikkert, da
man endnu ikke har gennemført nogen
systematisk Optælling af disse; og dette vil først
kunne ske, naar det store fot. Kortarbejde over
Himlen, hvormed Observatorier paa begge
Halvkugler er beskæftigede, foreligger færdig.
Fordelingen af Stjernerne er højst ulige, og
størst er Tallet i og omkr. Mælkevejen, hvis
Glans hidrører saavel fra de der tæt
sammentrængte Stjerner som fra de i denne Egn af
Himlen i størst Mængde optrædende
Stjernehobe (Stjernetaagerne bliver talrigst, jo længere
man kommer fra Mælkevejen). For at kunne
orientere sig bl. denne Vrimmel har man fra
de ældste Tider delt Himlen i Stjernebilleder,
i alt 88, hvoraf 32 paa den nordlige og 56 paa
den sydlige Himmel, og disse har man
væsentlig i tidligere Dage givet mytol. Navne (se
Stjernebillede). De enkelte Stjerner
inden for hvert Stjernebillede, blev af Ptolemaios
betegnede foruden ved deres Koordinater og
Størrelse ogsaa ved en Beskrivelse af deres
Beliggenhed inden for Stjernebilledet; dette
førte i stjernerige Egne til Vidtløftigheder og
Misforstaaelser, men blev alligevel bibeholdt lige
til 17. Aarh., da Bayer indførte den nu gængse
Betegnelse med gr. og lat. Bogstaver.
Grækerne og fornemmelig Araberne gav de klareste
Stjerner egne Navne (se Stjernenavne).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
