Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filip - Filip - Filip I - Filip II August - Filip III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Sted blev Rumæniens Hersker. Da hans
ældre Broder, Leopold II, 1867 mistede sin
eneste Søn, blev F. Tronfølger i Belgien. Hans
ældste Søn Balduin, f. 1869, døde 1891; den
yngre Albert, f. 1875, blev 1909 Konge i
Belgien. Af hans Døtre ægtede Henriette
(f. 1870) den franske (orléanske) Prins Emanuel,
Hertug af Vendôme, og Josefine (f. 1872) Prins
Karl Anton af Hohenzollern.
E. E.
Filip Arrhidaios, se Arrhidaios.
Filip I, Konge af Frankrig (1060—1108),
f. 1052, besteg Tronen efter sin Fader Henrik I’s
Død, men overtog først selv Regeringen 1067.
Han skildres i Reglen som en doven, dvask og
kvindekær Regent, men denne Karakteristik
passer egl. kun for hans sidste Regeringsaar,
da en overdreven Fedme gjorde ham uskikket
til enhver Handling. I sine første 35 Aar var
han derimod en ret aktiv Politiker, der var
optaget af idelige Kampe med Lensmændene og
særlig den mægtigste af disse, Vilhelm
Erobreren, af hvis eng.-normanniske Rige han var en
erklæret Fjende, og hvis Sønner han gentagne
Gange understøttede i deres Kamp mod
Faderen, som døde i en Krig mod F. Dennes
Bestræbelser for at udvide den kgl. Domæne var
dog kun kronede med ringe Held; Monthléry,
der laa lige under Hovedstadens Mure, trodsede
saaledes i lange Tider alle hans
Anstrengelser. F. forskød sin første Hustru, Bertha
af Holland, og ægtede 1092 Berthrade af
Montfort; som Følge heraf bandlystes han fl. Gange,
men ænsede ikke Bandstraalen og var i det
hele en ivrig Modstander af Gejstligheden, hvis
reformatoriske Planer jo ogsaa rummede en
stor Fare for Kongemagten.
M. M.
Filip II August, Konge af Frankrig (1180—1223),
f. Aug. 1165 (han fik sit Tilnavn af denne
Maaned). Da han tiltraadte Regeringen efter
sin Fader Ludvig VII’s Død, troede de
nordfranske Vasaller at kunne benytte sig af hans
Ungdom og sluttede et stort Forbund mod ham;
men F. slog dem alle og ydmygede den
mægtigste af dem, Greven af Flandern, der 1186
maatte afstaa Vermandois til Kronen, som
ligeledes vandt Amiens og Valois, hvortil F. ved
Arv knyttede Artois (1191). Med de engelske
Konger af Huset Plantagenet, der ejede tre
Gange saa megen fr. Jord som Kongen selv,
laa F. i stadig Strid, der kun blev afbrudt ved
hans Deltagelse i det tredie Korstog. Han
forlod Frankrig 1190, men alt paa Overrejsen
tørnede han sammen med Richard Løvehjerte af
England, og da Kongerne mødtes ved Akkons
Belejring, kom det til aabent Brud mellem dem.
Efter at Byen havde overgivet sig (1191),
forlod F. derfor det hellige Land og sejlede hjem.
I Forening med Johan uden Land benyttede
han sig af Richard’s Fangenskab til at bemægtige
sig fl. af de engelske Besiddelser paa
Fastlandet, og som Følge heraf udbrød der
efter Kongens Løskøbelse en heftig Krig
mellem de to Riger. F. var i det hele den
underlegne, men hans Modstander forstod ikke at
udnytte de vundne Fordele, og ved Pave
Innocens III’s Mægling sluttedes der en 5-aarig
Vaabenstilstand. Da Johan uden Land efter
Richard’s Død besteg Tronen, understøttede F.
hans Brodersøn Arthur, og benyttende sig af
de akvitanske Vasallers Klage over deres kgl.
Lensherre indstævnede han Johan til som
Lensmand at møde for Lensretten i Paris (1202).
Han mødte ikke, og paaberaabende sig Domstolens
Kendelse erobrede F. Normandiet 1203—04
Anjou og Poitou 1204—06 samt Maine og
Touraine. F. forstod at bevare det vundne, og da
Innocens III 1212 havde erklæret Johan for
afsat og overdraget hans Rige til den franske
Konge, rustede denne en mægtig Hær for at
gøre sine Krav gældende. Johan ydmygede sig
imidlertid for Paven og sluttede Forbund med
sin Søstersøn Kejser Otto af Tyskland samt
Greven af Flandern for at kunne modstaa F.,
men da Hærene stødte sammen ved Bouvines
(27. Juli 1214), vandt Franskmændene en
glimrende Sejr, der først bragte den fr.
Nationalfølelse ret til at vaagne. Samtidig kæmpede
Simon af Montfort mod Grev Raimond af
Toulouse og Albigenserne i Sydfrankrig, der var
bandlyste af Innocens III; men Frugterne af
denne Kamp, der førtes i F.’s Navn, kom dog
først hans Søn til gode. Den store Udvidelse af
Domænen maatte paa alle Punkter styrke
Kongedømmet over for Adelen og Kirken, og F.
var overalt ivrig for at befæste sin Magt.
Administrationen omordnedes, og de kgl. Fogder
udrustedes med saa stor Magt, at de med
Eftertryk kunde træde op mod de overmodige
Vasaller. For Borgerstanden viste Kongen stor
Omsorg. Han beskyttede Handelen, og utallige
er de Privilegier, han udstedte til de opblomstrende
Stæder ikke blot paa Kronens, men ogsaa
paa Lensmændenes Grund. F. ægtede 1193
Valdemar den Store’s Datter Ingeborg, men
forskød hende umiddelbart efter Brylluppet og
lod Bisperne erklære Ægteskabet for ugyldigt,
hvorpaa han giftede sig med en tysk Fyrstinde.
Pave Innocens III tog sig senere af den ulykkelige
Dronnings Sag og bandlyste 1198 F.; denne
gav tilsyneladende efter, men først da Kongen
beredte sig til Toget mod England (1213), fik
Dronningen officielt sin Stilling tilbage;
muligvis har Tanken om Dronningens formentlige
Arveret til dette Rige været det afgørende. F.
skildres af sin Samtid som en smuk og sjælden
vindende Skikkelse; i sin politiske Optræden
forenede han stor Handledygtighed og en aldrig
trættet Energi med megen Klogskab. (Litt.:
Luchaire, Philippe Auguste [1884];
Cartellieri, »Philipp II August, König von
Frankreich« [Bd 1 ff., Leipzig 1899 ff.];
Davidsohn, »Philipp August u. Ingeborg« [1888]).
M. M.
Filip III, den Dristige, Konge af
Frankrig (1270—85), f. 3. Apr. 1245, besteg Tronen,
efter at hans Fader Ludvig IX den Hellige var
død af Pest paa Korstoget mod Tunis; hans
første Regeringshandling blev derfor at slutte
Fred med Sultanen, hvorefter han vendte
tilbage til Frankrig. F., der var meget strengt
opdraget, bevarede gennem hele sit Liv en
overdreven Fromhed, men var for øvrigt en
ubetydelig Personlighed; dygtige Raadgivere,
for største Delen en Arv fra Faderen, ledede
imidlertid Regeringen og forstod at holde
Feudaladelen nede. Hans Onkel, Karl af Anjou,
Konge af Neapel, vilde have ham valgt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
