Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filip II - Filip III - Filip IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agenter. Men ogsaa her mislykkedes hans Politik;
hans Magt brød sammen over for England ved
den »uovervindelige Flaades« Undergang 1588;
Englands Sejr føltes over alt i den
protestantiske Verden som en Sejr over Katolicismen.
Henimod Udgangen af F.’s Liv traadte det
grelt frem, at de Formaal, han havde sat sig,
ikke blot var for store for hans Evner, men
ogsaa langt oversteg hans Magtmidler. Hans
Personlighed manglede Overlegenhed, Spaniens
Midler forslog ikke til at spille en
Stormagtsrolle. Paa een Gang at kue Nederlandene, holde
Tyrkerne fra Livet, knuse England og give
Tonen an i Frankrig, det var for meget. Saa sank
hele de sp. Habsburgeres Bygning i Grus; og
medens den fr. og den eng. Magt var i hastig
Stigning, dalede Spaniens Stjerne brat. Hærenes
Tal tog til, men Indtægterne gik ned med
rivende Hast. Statsbankerotten blev til sidst
permanent, hvad F. havde forsøgt til Ophjælpning
af Rigets fredelige Erhverv kunde ikke dæmme
mod Strømmen; i ringe Grad havde han ogsaa
haft Greb derpaa. Det sp. Folk selv blev et
Folk, der vilde leve af Nydelse og Ære, men
ikke af Arbejde. »Spanien er en
Hovmodighedens Kilde i Elendighedernes Dal«, skrev en
Samtidig.
Sørgeligt blev saaledes Resultatet af F.’s
Kongegerning. Ogsaa i andre Henseender blev hans
Liv trist. Til Sønnen af første Ægteskab, Don
Carlos’ Navn knytter sig de mørkeste Minder;
Ægteskabet med Maria af England var barnløst;
Elisabeth af Valois, som han ægtede efter hendes Død,
døde 1568; hans fjerde Hustru Anna, Datter af
Maximilian af Østerrig, fødte ham Filip III. Men
paa denne maatte F. se med næsten samme
Ængstelse som paa Carlos, og med Sorg forstod han,
at han efterlod sin Magt svækket og i svage
Hænder. Tungt hvilede dette ham paa Sinde,
men med utrættelig Iver arbejdede han til det
sidste og bar med Ro og Taalmod de voldsomme
Smerter, der fulgte med den uhyggelige,
formentlig gigtagtige Sygdom, der endte hans Dage
i hans Kloster og Kongeborg Escorial 13. Septbr
1598. — Medens hans eget Folk og katolske
Forfattere i F. har set Troens store Forsvarer,
har der fra de Lande, hvis Frihed og Tro F.
bekæmpede, været rettet de voldsomste Angreb
paa hans Politik og Karakter. Hans Politik
dømmes sikrest af dens Resultater; men naar hans
Person er blevet til den »Sydens Djævel«, »hvis
Smil og Dolk var Brødre«, da bruger en
moderne roligere Betragtning jævnere Ord. F. var
intolerant, han var grusom, men han var det i en
Tid, hvor alle Lidenskaber var stærke, og hvor
Taalsomhed og Frihed kun sjælden fandtes. I
hans Brevveksling med sine Døtre findes Træk
af varm menneskelig Følelse. Hans dybe
Pligtfølelse og vældige Arbejdsvillie gjorde ham vel
ikke til en stor Skikkelse, men heller ikke i
hans Karakters mørke Sider træder en saadan
Storhed frem. (Litt.: Gachard,
Correspondance de Philippe II sur les affaires des
Pays-Bas. [5 Bd, Bryssel 1848—79]; Luis Cabrera
de Cordoba, Historia de Felipe segunda, rey
de España [ny Udg. 4 Bd, Madrid 1876—77];
Prescott, History of the reign of Philip II,
king of Spain [3 Bd, Lond. 1859, ufuldendt;
overs. paa Dansk]; Forneron, Histoire de
Philippe II [4 Bd, Paris 1821—82];
Philippson, »Westeuropa im Zeitalter von Philipp II,
Elisabeth u. Heinrich IV« [Berlin 1882];
Gachard, Lettres de Philippe II à ses filles les Infants
Isabelle et Catherine [Paris 1884];
Correspondenzia de Felipe II son sus embajodores
en la corte de Inglaterre 1558—84 [4 Bd,
Madrid 1888]; Bratli, »F. II [Kbhvn 1909]).
(A. Frs.). L. K.
Filip III, Konge af Spanien, ovenn.’s Søn,
(1578—1621), blev 1598 sin Faders Efterfølger.
Hans Opdragelse havde været slet; mistroisk og
herskelysten havde F. II holdt ham under
stadig Tvang og uden for al selvstændig
Virksomhed. Hans Regering fremmede kun den
Tilbagegang, der allerede var begyndt i Faderens Tid.
F. overlod al Magt til Hertugen af Lerma (s. d.),
og efter dennes Fald 1618 blev Lermas Søn,
Hertugen af Uzeda, altformaaende Yndling. Selv
gik Kongens Tid med barnlig Andagt og især
med Iagttagelse af den stive Hofetikette (den
fr. Gesandt Bassompierre fortæller, at Kongen
fik sin Død ved at sidde ubevægelig foran et
overhedet Varmebækken, som ingen turde
flytte, da tilfældig den fornemme Hofmand, hvem
dette paalaa, ikke var til Stede). F. sluttede vel
en fornuftig Vaabentilstand med Nederlandene
1609, men hvad Finanserne vandt herved, ødtes
mangedobbelt, da Moriskerne s. A. fordreves.
Hans Regering ødelagde aldeles Spaniens
Velstand. Spanien havde før været den ledende
Stat i Europa i Politik, Krigskunst, Litteratur,
Moder o. s. v. Denne Stilling overtoges nu af
Frankrig. (Litt.: M. Philippson, »Heinrich
IV und Philipp III. Die Begründung des
französischen Ueberwichts in Europa 1598—1610« [3
Bd, Berlin 1870—76]).
(A. Frs.). L. K.
Filip IV, Konge af Spanien, ovenn.’s Søn,
(1605—65), blev 1621 sin Faders Efterfølger.
Han var ikke uden Kundskaber og Interesser,
beundrede og beskyttede Kunstnere som
Velasquez og Forfattere som Lope de Vega og
Calderon; men han var indolent og forlystelsessyg,
og det faldt ham naturligt at lade
Yndlingeregimentet fortsættes. Saaledes havde
Olivarez Magten i 22 Aar (1621—43), derpaa Luis
Mendez de Haro indtil 1661, og Kongen
underskrev disse Mænds Ordrer uden at læse dem.
Der gjordes vel Tilløb til forsk. Reformer
under F.’s Regering, saaledes over for Agerbruget,
og ved Indkaldelse af fremmede Kolonister søgte
man at erstatte de fordrevne Morisker. Men
uhjælpelig ødelagdes Rigets Finanser ved
Udenrigspolitikken, der gennem uophørlige Krige kun
bragte Spanien Tab. Medens F. i Trediveaarskrigen
forgæves søgte at opretholde sin Slægts
Magt, løsrev Portugal sig 1640, og ved den
westfalske Fred 1648 maatte han anerkende
Nederlandenes Uafhængighed. Endelig led
Spanien i Pyrenæer-Freden 1659 yderligere Tab
over for Frankrig, medens Krigene med
England havde ramt Kolonihandelen haardt.
I Rigets Indre kom det til gentagne Opstande,
saaledes i Katalonien, i Andalusien og i Neapel. F.
var første Gang gift med Isabella (d. 1644),
Søster til Ludvig XIII af Frankrig. Hun fødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
