Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filip - Filip - Filipens - Filipepi - Filippa - Filippa af Hainaut - Filippenserbrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Burgund, f. 1177, d. 21. Juni 1208. Han blev
opdraget til Kirkens Tjeneste, som han dog alt
forlod 1193; 1196 fik han Hertugdømmet
Schwaben og ægtede 1197 Irene (Marie), en Datter af
Kejser Isak Angelos af Byzans. Efter Broderen
Henrik VI’s Død (1197) forsvarede han en Tid
lang Frederik II’s Sag; men da denne ikke
kunde hævdes, samtykkede han i selv at
optræde som Familiens Hoved og valgtes 1198 af
Stauferne til rom. Konge. Welferne valgte
Henrik Løve’s Søn Otto, som anerkendtes af Pave
Innocens III, der bandlyste F. (1201), og indtil
c. 1203 var denne afgjort Otto underlegen. Fl.
Stæder sluttede sig imidlertid til ham, og 1207
erobredes det vigtige Köln, hvorved Borgerkrigen
væsentlig var endt; samme Aar løstes han
af Bandet og forsonedes snart ganske med
Paven. Paa det afgørende Tog mod Otto blev han
imidlertid myrdet i sit Telt af Otto af
Wittelsbach, en af sine Tilhængere, hvem han havde
krænket i en Familiesag.
M. M.
Filip af Parma, Infant af Spanien, Søn af
Kong Filip V og Elisabeth af Parma, f. 1720,
d. 1765. Filip V havde alt en Søn af første
Ægteskab, og Moderens Bestræbelser gik derfor
ud paa at skaffe sine Sønner Lande og Riger
uden for Spanien. 1731 var Mandslinien af
Slægten Farnese uddød i Parma, der 1735 var
blevet af staaet til Østerrig af Spanien, men ved
Freden i Aachen (1748) lykkedes det at
erhverve Parma, Piacenza og Guastalla til Don F.
Understøttet af sin Minister, Franskmanden
Dutillot, herskede han med megen Dygtighed i
disse Lande. Jesuiterne blev udviste, Handel og
Agerdyrkningen ophjalpes, og F. beskyttede
personlig Kunst og Videnskab.
M. M.
Filipens, se Acne.
Filipepi, se Botticelli.
Filippa, dansk Dronning, (1393—1430), var
en Datter af den engelske Konge Henrik IV af
Huset Lancaster. Denne søgte hende en
Brudgom i den unge Erik af Pommern, som 1397 var
blevet kronet til Konge over de 3 nordiske
Riger, og efter fleraarige Underhandlinger blev
man endelig enig; den 13-aarige Prinsesse førtes
til Danmark, og Bryluppet fejredes i Lund
26. Oktbr 1406. Ægteskabet blev barnløst; men
det er kun uhjemlede Rygter, der vil vide, at
det ogsaa har været ulykkeligt, og endog
beskylde Erik for at have mishandlet sin Hustru.
Tværtimod taler alt for, at han har holdt hende
højt i Ære; mens han var paa sin store
Udenlandsrejse 1423—25, var Rigernes Styrelse ogsaa
lagt i hendes Haand, og hun synes at have
hersket med Dygtighed, ligesom hun viste
meget Mod, da Hanseaterne 1428 angreb Kbhvn
fra Søsiden. F. var lige saa religiøs som sin
Fostermoder, Dronning Margrete, og ligesom
denne yndede hun særlig Birgittinerordenen, i
hvilken hun lod sig indskrive som Lægsøster.
Under en Rejse i Sverige døde hun Natten
5.—6. Jan. 1430 i Vadstena Kloster, i hvis Kirke
hendes Ligsten endnu ses. (Litt.: »Norsk
Hist. Tidsskr.«, 2. Rk. II, 332 [1880]).
Kr. E.
Filippa af Hainaut [-æ↱no], eng. Dronning,
Datter af Vilhelm den Gode, Greve af Holland
og Hainaut, f. c. 1314, d. 1369, ægtede 1328
Kong Edvard III af England. Ægteskabet skyldtes
udelukkende politiske Bevæggrunde, og
Kongen, hvem hun skænkede 7 Sønner og 5 Døtre,
var hende ofte utro. Hun var meget elsket af
Folket og skildres som en blid og mild Kvinde,
Egenskaber, hun bl. a. lagde for Dagen ved
Calais’ Overgivelse 1347. Hun beskyttede
Froissart og brugte ham 1361—66 til Sekretær.
(M. M.). J. L.
Filippenserbrevet, efter den alm.
Rækkefølge det 6. af de i vor nytestamentlige Kanon
optagne Paulusbreve, er egl. en Takkeskrivelse
fra Apostlen til Menigheden i Filippi, fordi
denne gennem sin Udsending Epafroditos har
tilstillet ham en Understøttelse. Indholdet
er dog temmelig forskelligartet. Efter Sædvane
begynder Paulus med en Tak til Gud for
Læsernes kristelige Standpunkt (1, 3—11), fortæller
om Evangeliets Kaar i hans egne Omgivelser
(1, 12—18) og hans Forventning om snart at
komme fri af Fangenskabet for atter at kunne
besøge Menigheden (1, 19—26) og formaner til
at holde ud under Trængsler og bevare den
samme Kærlighed til hverandre indbyrdes som
den, der bragte Jesus Kristus til for Menneskers
Skyld at paatage sig en ringe Tjeners Skikkelse
(1, 27—2, 18); han stiller i Udsigt at ville
sende Timotheos til dem (2, 19—24) og
anbefaler Epafroditos, som efter en overstaaet
Sygdom har ønsket at rejse hjem (2, 25—30). Med
Beg. af Kap. 3 gør Apostlen Tilløb til at slutte
Brevet, men gaar i Stedet over til en meget
skarp Advarsel mod jødiske ell. jødekristelige
Agitatorer, i Modsætning til hvilke han opstiller
sin egen Person og Forkyndelse som Normer
for den sunde Kristendom (3, 2—4, 1). Efter
en Række Slutningsformaninger (4, 2—9) og en
Taksigelse for de Gaver, Menigheden har sendt
(4, 10—20), ender Brevet som sædvanligt med
Hilsener og et Velsignelsesønske (4, 21—23). —
Affattelsestiden maa falde under
Paulus’ toaarige Fangenskab i Rom, og nærmere
bestemt henimod Slutn. af dette (ɔ: c. Aar 60);
thi Apostlen imødeser nu Afslutningen paa sin
Proces (1, 18 ff.) og har i Verdenshovedstaden
allerede opnaaet betydelige Resultater af sin
Forkyndervirksomhed (1, 12 ff.). Hypoteserne
om, at Brevet skulde være skrevet fra Kæsarea,
maa betragtes som ganske forfejlede. — Man
har undertiden betvivlet, at Paulus virkelig
var Forfatteren, fordi der i 1, 1 nævnes
Biskopper og Diakoner, og i 2, 5 ff. skulde
findes Spor af den Valentinianske Gnosis; men
dette sidste beror paa en Misforstaaelse, og
»med Tilsynsmænd og Menighedstjenere« kunde
være en senere Interpolation; i Nutiden er da
ogsaa Brevets paulinske Autenti saa godt som
alm. anerkendt. — Integriteten er
derimod omstridt. Den før omtalte uformidlede
Overgang til en ganske ny Tanke i 3, 2
betragtes nemlig undertiden som Vidnesbyrd om,
at vort nuv. Brev er sammenføj et af to opr.
selvstændige Skrivelser, og man finder denne
Opfattelse bestyrket ved, at Polykarp i sit
Brev til Filippensermenigheden (Kap. 3)
omtaler, at den har fl. Breve af Paulus; dog,
dermed kunde være sigtet til nu tabte ell.
maaske snarere til de to Thessalonicenserbreve,
og det er vistnok det sandsynligste, at Paulus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
