Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finansvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endelige Dom, der praktisk tilfalder de
politiske Myndigheder, vil bero paa en Vurdering
af de paagældende Goders ideelle Værd, til
hvilken andre Videnskaber, særlig
Retsvidenskaben og Nationaløkonomien, maa levere
Materiale.
F. vil naturligt begynde med Læren om
Udgifterne, fordi disse i en offentlig Husholdning i
langt højere Grad end i en privat, om end
langtfra ubetinget, danner det faste
Udgangspunkt, hvorefter Indtægterne maa rette sig.
Bl. de talrige Inddelinger af
Statsudgifterne er Adskillelsen mellem ordentlige og
overordentlige af størst Bet., fordi den er
bestemmende for, hvilke Indtægter der bør
anvendes til Dækning for samme, og væsentlig
ligger til Grund for Adskillelsen mellem de to
store Grupper af offentlige Indtægter. Ved
ordentlige Udgifter forstaas den periodisk
regelmæssige Tilførsel af Kapital til Statens
Virksomhed (f. Eks. Lønning af Embeds- og
Bestillingsmænd, Hærens, Flaadens og offentlige
Bygningers ell. Anlægs Vedligeholdelse. Forrentning
af den offentlige Gæld o. s. v.), hvis Nytte
væsentlig er udtømt med den Periode, i hvilken
den er anvendt, ved overordentlige saadanne,
som oftest større og uregelmæssige Udgifter,
hvis direkte Virkninger rækker over den
paagældende Finansperiode ud i Fremtiden. Det
kan nu opstilles som en Hovedregel, som
ganske vist kan modificeres af mangeartede
Hensyn, at de ordentlige Udgifter under normale
Forhold bør dækkes ved saadanne Indtægter,
som ikke virker forringende ind paa Status; de
overordentlige Udgifter derimod kan dækkes
ved Forbrug af Formue ell. Stiftelse af Gæld,
i Særdeleshed, hvis disse Udgifter anlægges i
udbyttebringende Kapitalgenstande.
Statens Indtægter kan i H. t. det anførte
deles i de ordentlige ɔ: saadanne, som ikke ved
selve deres Afholdelse indvirker paa Statens
finansielle Status, og de overordentlige, der
forringer denne Ligevægt enten ved at forøge
Statens Gæld ell. formindske dens Aktiver.
Statens ordentlige Indtægter kan fremkomme
derved, at den i Egenskab af Ejendomsbesidder
gennem sine Embedsmænd og Funktionærer er
i Stand til at udøve økonomisk Virksomhed, for
derved at opnaa et Overskud. Saaledes kan
Staten drive Jordejendomme, Jernbaner,
Bjergværker, ja er endog til Tider optraadt som
Industridrivende og Handlende i stor Stil. Paa
disse Omraader kan Staten være ganske
ligestillet med private Personer; men der er dog
den meget væsentlige Forskel mellem begge,
at Staten paa den ene Side har Hensyn at tage
til Almenvellet, der ikke kan kræves af
Private, paa den anden Side, som den øverste
Samfundsmagt, selv sætter Vilkaarene for sin
Virksomhed og navnlig er i Stand til at skabe
sig et Monopol. Men saa længe Staten ikke
benytter sig af sin Højhedsret til Opnaaelsen af
væsentlig højere Priser end de sædvanlige, vil
dens Virksomhed dog i store Træk gaa efter
de i Privatøkonomien gældende Regler.
Indtægterne af Statens økonomiske
Virksomhed forslaar imidlertid i Nutiden langtfra til at
dække de uhyre Summer, som den moderne
Stat har Brug for paa sit vidtrækkende,
offentligretlige Virkefelt. Staten bliver herved
tvunget til at tilegne sig en Del af sine
Undersaatters Indtægter. Undertiden er Forholdet dette,
at Statens offentligretlige Virksomhed kommer
enkelte Personer til Gode ell. er foranlediget
af dem; her kan der være Grund til, at den
enkelte betaler, fordi de offentligretlige
Institutioner sættes i Bevægelse for hans Skyld. Det
er imidlertid kun for en ringe Del af Statens
offentligretlige Virksomhed, at Nytten lader sig
specielt udmaale. Udgifterne til et Lands
Forsvar, det aandelige Livs Fremme, Retssystemets
Organisation o. s. v. tjener almene og ikke
partikulære Interesser, og Staten maa derfor
fordele disse Udgifter paa Befolkningen efter
almene Synspunkter. I H. t. det udviklede
falder de ordentlige Statsindtægter i flg.
Hovedgrupper:
1) Erhvervsindtægter, hvorved forstaas det
Udbytte, som Staten opnaar ved økonomisk
Virksomhed, for saa vidt den ikke benytter sig
af sin Magtstilling til Opnaaelsen af væsentlig
højere Priser end de sædvanlige. Disse
Indtægter kan enten opnaas under samme Vilkaar,
som. gælder for Private, ell. inden for et af
Staten monopoliseret Erhverv.
2) Gebyrer, som er den Betaling, som Staten
under Udøvelsen af de egl. offentlige Formaal
indkræver af fys. ell. jur. Personer, naar
offentligretlige Institutioner sættes i Bevægelse for
deres Skyld ell. i deres Interesse, og som har
til Formaal at dække de derved foraarsagede
Udgifter.
3) Skatter, hvorved forstaas de Bidrag, som
Staten i Kraft af sin finansielle Overhøjhedsret
og til Dækning af Udgifterne ved de alm.
Statsformaal forskaffer sig hos de dens Magt
undergivne Personer. Hvor Staten i et monopoliseret
Erhverv lader sig betale højere, end hvis det
dreves under fri Konkurrence, sammensættes
Priserne af een Del, der svarer til de fri
Konkurrencepriser, og det overskydende Beløb,
der kun er en Form for Skat. Disse
Finansmonopoler er ofte meget betydelige
Indtægtskilder for Staten, og under den overordentlige
Trang til forøgede Statsindtægter, som
Verdenskrigen har skabt, er det muligt, at disse
Finansmonopoler kommer til at spille en stor
Rolle.
Grænsen mellem disse Indtægter er ikke
altid skarp; Adskillelsen mellem
Erhvervsindtægter og Gebyrer skulde bero paa, om den erlagte
Sum var Betaling for Statens økonomiske
Virksomhed ell. Dækning af de ved Udøvelsen af
dens offentligretlige Funktioner foraarsagede
Omkostninger. Derfor er det forstaaeligt, at f.
Eks. Indtægter af Samfærdselsmidlerne snart
kan opfattes som Erhvervsindtægter, snart som
Gebyrer, efter som det økonomiske Synspunkt
ved Driften træder mere ell. mindre stærkt i
Forgrunden. Ligeledes kan der mellem
Gebyrer og Skatter findes Overgangsformer, hvis
Henførelse til en bestemt Gruppe frembyder
Tvivl.
Bl. de overordentlige Statsindtægter møder
man først dem, der tilvejebringes ved Salg af
de Staten tilhørende Formuegenstande:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
