Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finansvæsen - Finbankere - Finboge - Finbrænding - Finch - Finch - Finchley - Finck - Finck - Fincke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Embedsmændene ved de offentlige Institutioner,
for hvis Beslaglæggelse Gebyrerne er Betaling.
Af de indirekte Skatter vil Tolden for en
overvejende Del være at opkræve ved Landets
Grænse og der nødvendiggøre en Stab af
Toldembedsmænd, de indenlandske Forbrugsafgifter,
hvor disse har Form af Produktionsskatter, paa
Produktionsstedet selv. De direkte Skatter vil
hyppigst kræve deres egen Embedsorganisation.
Finansforvaltningens forsk. Afdelinger er
samtidig lokalt forgrenede og hierarkisk ordnede
— Ordningen i de enkelte Lande er højst forsk.
—, og som Finansforvaltningens øverste Chef
fungerer den ansvarlige Finansminister.
C. T.
Finbankere kaldtes en Del
Støbejernskanoner, der fandtes i det danske Artilleri i 17.
Aarh. Navnet stammede muligvis fra det sv.
Kanonstøberi Finspong. Disse ofte meget slet
forarbejdede Kanoner har i et betydeligt Antal
tjent til Flaadens Bestykning, ligesom de
endnu i Beg. af 19. Aarh. har tjent til de
daværende mangfoldige Kystbatteriers Bestykning.
F. havde koniske Tapper og stammede fra
Sverige, Holland og England.
H. H.
Finboge, norsk og isl. Mandsnavn (egl. »finsk
Bue«, ligesom Hunboge »hunsk Bue«).
A. O.
Finbrænding, Raffinering af Sølv.
Finch [fin(t)∫], eng. Adelsslægt, som
bestandig forsvarede de konservative Principper.
Af dens Medlemmer var flg. de betydeligste:
1) Sir John F., f. 1584, d. 1660. F. var
Underhusets Formand 1628—29 og søgte at
hindre de Resolutioner, som var rettede mod Karl
I’s ulovlige Skattepaalæg. 1635 blev han kgl.
Overdommer og fældede en Række meget strenge
Domme i Kongens Interesse; 1637 paatog han
sig Ansvaret for de ulovlige »Skibspenge«. 1640
blev han Storseglsbevarer og Peer, men det
lange Parlament satte ham under Tiltale, og
han flygtede s. A. til Holland, hvor han opholdt
sig indtil Restaurationen.
2) Heneage F., f. 1621, d. 1682. F. var 1660
offentlig Anklager i Sagen mod
»Kongemorderne« og kæmpede i Underhuset ivrigt for
Kronens og Kirkens Sag. Til Løn blev han 1670
Generaladvokat, 1673 Storseglbevarer, 1674
Lordkansler og 1681 Jarl af Nottingham.
Han var i politisk Henseende Kongens trofaste
Tilhænger, men var desuden en dygtig
Dommer, der havde store Fortjenester af
Udviklingen af den eng. Retspraksis.
3) Daniel F., Jarl af Nottingham
og siden 1729 af Winchilsea, Søn af 2),
f. 1647, d. 1730. Var i Overhuset Leder af de
strengt højkirkelige Toryer, som havde
Mistillid til Jakob II’s Lyst til at indføre
Katolicismen. 1688 gjorde han Forsøg paa at redde
Jakob II, men gik derefter over til Vilhelm
III og var Statssekretær for Krigsvæsenet 1688—93
og 1702—04. Under Georg I var han
Lordpræsident i dennes Ministerraad 1714—16, men
blev derefter trængt tilbage af Whig’erne.
4) George William F.-Hatton, Jarl
af Nottingham og Winchilsea,
f. 1791, d. 1858. kæmpede i Overhuset ivrigt mod
Katolikkernes Emancipation og duellerede i den
Anledning med Hertugen af Wellington 1829.
Ogsaa senere modsatte han sig alle liberale
Reformer.
J. L.
Finch, Henrik Fredrik, norsk
Døvstummelærer, f. 10. Maj 1840 i Trondhjem, d.
2. Febr 1902 smst., blev Student 1858, cand.
theol. 1868; s. A. ansattes han som Lærer ved
Tønsbergs Middelskole, blev 1875 Lærer ved og
1878 Forstander for det offentlige Institut (for
Døvstumme) i Trondhjem. Som Forstander for
Norges eneste offentlige Abnormanstalt paa en
Tid, da Abnorm væsenet gik rask frem, har
F. leveret adskillige værdifulde Indlæg i
Organisations- og Metodespørgsmaalene (for største
Delen trykte som Bilag til Kirkedepartementets
kgl. Propositioner), og den nuværende Ordning
af det norske Døvstummevæsen skyldes i ikke
ringe Grad ham (se Døvstummeanstalter).
F. B.
Finchley [↱fin∫£i], Forstad til London, i det
eng. Grevskab Middlesex, 11 km NV. f. St
Paul’s Katedral. (1911) 39419 Indb.
G. Ht.
Finck [feŋgk], Friedrich August, preuss.
General, f. 25. Novbr 1718 i Strelitz, d. 22. Febr
1766 i Kbhvn. Efter i russ. og østerr. Tjeneste
at have deltaget i mange Felttog ansattes han
1743 som Major og Fløjadjutant hos Frederik
den Store, førte senere en Grenaderbataillon
og forfremmedes efter Slaget ved Kolin 1757 til
Oberst og Regimentschef, s. A. til Generalmajor
og 1759 til Generalløjtnant. Da det var Frederik
den Stores Plan endnu 1759 at tilbageerobre
Dresden og trænge General Daun ud af
Sachsen, beordrede han F. til med et Korps paa c.
12000 Mand i en Stilling ved Maxen at stille
sig paa Østerrigernes Tilbagetogslinie til
Böhmen, medens Kongen selv rykkede mod
Dresden. F. forestillede forgæves Kongen det
farlige i en saadan Operation. Den 20. Novbr
angrebes F. af langt overlegne Kræfter,
indesluttedes og kapitulerede den flg. Dag efter en
tapper Modstand. Efter Fredsslutningen stilledes
han for en Krigsret og dømtes for sit Forhold
ved Maxen til 2 Aars Fæstningsstraf og Afsked.
1764 ansattes han af Frederik V som
Infanterigeneral i dansk Tjeneste, hvor han forblev til
sin Død.
B. P. B.
Finck [fink], Henry Theophilus,
amer. Musikforfatter, f. 22. Septbr 1854, Kritiker
ved New Yorks Evening Post og Lærer ved
National-Konservatoriet i Musikhistorie. F. har
udgivet Wagner and his works (2 Bd, oversat
paa Tysk), Chopin, Anton Seidl, Grieg and his
music (overs. paa Tysk), Massenet and his
operas m. fl. Arbejder af underholdende og
populært-oplysende Karakter.
W. B.
Fincke, Caspar, Kunstsmed i Christian
IV’s Tjeneste, f. c. 1584, bosat i Helsingør,
1622—30 Mestersmed paa Hammermøllen, fra 1631
Kongens Klejnsmed paa de nordsjællandske
Slotte, d. 1655. Hans Hovedværk (1618—20) er
det pragtfulde Gitter for Christian IV’s
Gravkapel i Roskilde Domkirke med dets bekendte
Indskrift: »C. F. bin ich genant, diser Arbeit
bin ich bekant«, hvis Stolthed ikke er
uberettiget. Gitteret er et af Renaissancens rigeste
Smedejernsarbejder og vidner om tekniske og
dekorative Evner. F.’s Stil genkendes i mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
