Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
taloista, ud af Gaardene, taloihin, ind i
Gaardene, o. s. v. Hertil kan atter føjes pronominale
Tillæg, som talonsa, hans Gaard, talossani, i min
Gaard, taloistamme, ud af vore Gaarde, o. s. v.
Ved Siden af Kasusdannelsen forekommer
ogsaa en Række Forholdsord, hvilke, i det
mindste for den allerstørste Del, selv er forsk.
Bøjningsformer af opr. selvstændige Ord og i
Reglen sættes efter det styrede Ord, altsaa er
Postpositioner, ikke Præpositioner, f. Eks. talon
edessä, foran Gaarden, talon edestä, fra foran
Gaarden, talon eteen, hen foran Gaarden. —
Inden for Verbalbøjningen er Antallet af Tider
og Maader ikke synderlig stort. Derimod er
der stor Rigdom paa den ene Side paa
nominale, infinitiviske og participiale Dannelser, der
kan bøjes gennem forsk. Kasus og ofte
udtrykkes ved en hel Sætning, f. Eks. tullessansa, idet
han kom(mer), tultuani, efter at jeg var
kommen, paa den anden Side paa Afledninger, der
udtrykker forsk. Nuancer i Begrebet, f. Eks. istun,
jeg sidder, sætter mig, istuilen. istuskelen, sidder,
sætter mig fl. Gange, istahdan, sætter mig et
Øjeblik, istahtelen, sætter mig oftere et Øjeblik
ad Gangen, istutan, jeg lader (en anden) sætte
sig, sætter, planter, istututan, lader plante o. s.
v. Ejendommelig er dem Maade, hvorpaa
Nægtelsen udtrykkes, idet det er Nægtelsesordet, der
bøjes med Personendelser, medens selve Verbet
i saa Henseende bliver uforandret, f. Eks. tulen,
jeg kommer, tulet, du kommer, tulee, han, hun
kommer, o. s. v., men en tule, jeg kommer ikke,
et tule, du kommer ikke, ei tule, han kommer
ikke, o. s. v.
Det finske Sprog indtager saavel ved sin rige
Udvikling som i hist. Henseende ved sin
aabenbart meget opr. Form den mest fremragende
Plads inden for de finsk-ugriske Sprog; som
Kultursprog kan her kun Magyarisk gøre det
Rangen stridig. De ældste finske
Sprogmindesmærker gaar vel ikke længere tilbage end til
16. Aarh.; men vi har andre Midler til
tilnærmelse vis at danne os en Forestilling om dets
ældre Historie, nemlig dels Sammenligninger
med Søstersprogene, dels de talrige Laaneord,
som er optagne fra forsk. kendte indoeuropæiske
Sprog, med hvilke Finnerne i Tidernes Løb
er komne i Berøring, og for hvilke der for
øvrigt atter herfra kan hentes vigtige
Oplysninger. Ved den Form, hvori ældgamle Laaneord
af denne Art endnu den Dag i Dag er bevarede
i Finsk (og dettes nærmeste Søstersprog),
vidner de om, hvor lidet Sproget i mindst et Par
Tusinde Aar maa have forandret sig. Af særlig
Vigtighed i saa Henseende er først en Mængde
Ord af litausk-lettisk Oprindelse, der maa være
optagne allerede før vor Tidsregnings Beg. ell.
senest umiddelbart derefter, paa en Tid, da
Finnerne endnu ikke kan have sat sig fast i
F., men væsentlig har boet sydligere, i nær
Forbindelse med deres nærmeste Stammefrænder
(Ester, Liver o. s. v.), f. Eks. sisar Søster af lit.
sesu, seser-, kirves Økse af lit. kirvis, silta Bro
af lit. tiltas, med senere Overgang paa Finsk
af ældre t til s foran i, tuohi Birkebark af lit.
toszis, optaget paa en Tid, da Finsk endnu har
haft Lyden š (sch, sz), der senere er blevet til
h, o. s. fr. (Vilh. Thomsen, »Berøringer
mellem de finske og de baltiske [litauisk-lettiske]
Sprog«, Kbhvn 1890). Af ikke mindre
Vigtighed er en i talrige Laaneord repræsenteret
Paavirkning fra en meget gl nordisk (og got.?)
Sprogform, hvilken maa have fundet Sted i de
første Aarh. af vor Tidsregning under ganske
lgn. Forhold som det foregaaende Fænomen;
Eksempler paa Ord af denne Art er hartiot
Skuldre = oldnordisk herðar (der forudsætter
ældre harðioz), kaunis smuk = gotisk (4. Aarh.)
skauns (for ældre skauniz), ansas Bjælke = got.
ans, oldnordisk áss (for ældre ansaz), o. m. a.
(Vilh. Thomsen, »Den got. sprogklasses
indflydelse på den finske«, Kbhvn 1869; paa
Tysk: Ȇber den einfluss der german. sprachen
auf die finnisch-lappischen«, Halle 1870;
efterfulgt af mange mere ell. mindre vellykkede
Enkeltbidrag ell. videre Udviklinger, navnlig af
finske Forskere. Se Setälä, »Bibliograph.
Verzeichnis der in der Liter, behandelten älteren
german. Bestandteile in den ostseefinnischen
Sprachen«, 1912—13). Neget senere begynder en
slavisk (russ.) Sprogform at gøre sin
Indflydelse gældende, hvilken inden for de i Rusland
hjemmehørende finske Dialekter efterhaanden
har naaet et uhyre stort Omfang (J.
Mikkola, »Berührungen zwischen den westfinnischen
und slavischen sprachen«, Helsingfors 1891).
Som en betydelig senere Fortsættelse af den
førstnævnte gotisk(?)-nordisske Paavirkning
fremtræder endelig en stærk, væsentlig kun i Finsk
i F., men næsten ikke i Nabodialekterne
paaviselig Indflydelse fra Nordisk (Svensk), som staar
i nær Forbindelse med de sv. Bosættelser paa
F.’s Kyster og Landets politiske Tilknytning til
Sverige. Begyndende vel omtr. i Løbet af
Vikingetiden, har denne Indflydelse været fortsat
helt ned til de nyere Tider, og navnlig i de
vestligste Dialekter, f. Eks. i og ved Åbo, har
den naaet et overordentlig stort Omfang.
Eksempler paa ældre Laan af denne Art er
sunnuntai Søndag, maanantai Mandag, lauvantai
Lørdag af gl. Former sunnudagr, manadagr,
laugardagr; kaupunki By af gl. kaupungr
(gutnisk), nu köping; leikki Leg, af gl. leik.
Medens i den sv. Tid Svensk var det officielle
og de dannede Klassers Sprog i F., førte det
finske Sprog i det hele en tilbagetrukken
Tilværelse som Landalmuens Sprog i Hytten og
Kirken. Paa Almuen var ogsaa nærmest kun
beregnet, hvad der skreves paa Finsk, oftest i
et Sprog, der i høj Grad gik i Svenskens
Ledebaand. Efter at Interessen for Finsk var
vaagnet i den sidste Del af 18. Aarh., er der,
navnlig i de to sidste Generationer, af
Forkæmperne for den finske Nationalitet (»Fennomanerne«)
blevet arbejdet med uhyre Iver for at højne
og tillige rense Sproget. Det har nu ikke blot
opnaaet fuldstændig Anerkendelse og Ligeberettigelse
med Svensk, men tillige en Renhed,
Fasthed og Rigdom, der gør det fuldt
anvendeligt som alsidigt Kultursprog (jfr Afsnittet
»Litteratur«). 1851 ansattes ved Univ. i Helsingfors
den første Prof. i Finsk (M. A. Castrén, s. d.),
1893 deltes Faget mellem to Professorer, den
ene i finsk Sprog og Litt., den anden i
finsk-ugrisk Sprogforskning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
