Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virke som en mægtig Faktor ved Folkets
aandelige Højnelse og Sammensvejsning til et Hele
uden Hensyn til Stands- og Sprogforskelle. Ret
haardt blev F. ramt af Krim-Krigen (1853—56),
idet omtr. hele F.’s Handelsflaade blev
ødelagt af en eng.-fr. Flaade, som tillige brændte
adskillige Kystbyer, bl. a. det store Tjæreoplag
i Uleåborg, samt bombarderede og ødelagde den
nylig opførte Fæstning Bomarsund paa Åland.
Tiden efter 1863, da Landdagen endelig —
efter at Regeringen havde prøvet paa at
undgaa en Landdag ved at indkalde en
»Deputation«, som imidlertid urokkelig fastholdt sin
Inkompetence — blev sammenkaldt, for
derefter, iflg. den ny Landdagsordning af 1869 at
sammentræde periodisk, var en Udviklingens
Tid i alle Henseender. En ny Kirkelov blev
vedtaget 1869. 1865 ordnedes de kommunale
Forhold paa Landet, 1875 i Byerne. Mange gode
Aar bragte Velstanden til en aldrig tidligere
kendt Højde, naar lige undtages 1867—69, da
unormale Vejrforhold medførte en meget streng,
men ved en dygtig Forvaltning ret hastigt
afhjulpen Hungersnød. Industrien blomstrede op
med Tammerfors og Helsingfors (siden 1829
Hovedstad) som Midtpunkter. Handelen søgte ny
Veje ogsaa langt ud over Verdenshavene og
styrkedes ved Indførelse af Guldmøntfod 1877.
Flg. Aar indførtes alm. Værnepligt, og der blev
i Grundloven indført Bestemmelse om, at den
finske Hær ikke maatte føres uden for Landets
Grænser, undtagen hvis »Tronens og Fædrelandets
Forsvar krævede det«. Indlandshandelen
blomstrede op ved det meget store Antal
Dampere og Motorbaade, som nu alle Vegne krydser
Søerne, samt ved Jernbanerne. — Som tidligere
er Hovednæringsvejen endnu Landbruget, men
F. er mere og mere gaaet over fra Dyrkning af
Sæd, som tit kan vanskeliggøres ved det
haarde Klima, til Kvægavl og Mejeridrift. Dog har
en paa visse Egne intenst drevet Mosekultur
godtgjort, at Faren for Nattefrost betydelig
mindskes ved en saadan, og at derved store
Strækninger kan vindes for en heldig Korn- og
Frøavl. Disse Erfaringer aabner ny Perspektiv
for Landbruget i F. — Eksporten var 1912 340
Mill. Mark, deraf 173,4 Mill for Skovprodukter,
65 Mill. Papir, 41 Mill. Landbrugsprodukter;
Importen var 470 Mill. Mark. — M. H. t.
Folkeoplysning er at bemærke: En fuldstændig
Omordning af Folkeskolevæsenet foretoges 1866
efter Udkast af Uno Cygnæus, hvilket medførte
Oprettelsen af 6 finske og 2 sv. Seminarier;
efter 1890 er der ad privat Vej, men med
Statsstøtte, oprettet en Mængde Folkehøjskoler
efter dansk Mønster, men afpasset efter finske
Forhold; ligeledes er der vokset op rundt i
Landet praktiske Skoler af forsk. Art,
Folkebiblioteker, Ungdoms- og Afholdsforeninger o.
l. Af højere Skoler er der i alt 137, deraf 94
finske. Af disse er de fleste, især de senest
oprettede Fællesskoler, private, men støttede af
Staten. Den videnskabelige Forskning har, skønt
objektiv og fuldt moderne, et paafaldende
patriotisk Præg. Univ. er dets Centrum, men ved
Siden af er der mange videnskabelige
Selskaber: Videnskabsselskabet og det finske
Videnskabsakademi omfatter alle Videnskaber,
medens Geografisk Forening, Finsk hist.
Forening, Finsk-ugrisk Selskab o. a. er
Specialforeninger. Især er det F.’s Historie og
Undersøgelser af de finsk-beslægtede Sprog, som
nærmest har givet Stof til selvstændig
videnskabelig Forskning. Historieskrivere er: Y. K.
Yrjö-Koskinen, L. Mechelin, J. R. Danielson-Kalmari,
J. R. Aspelin, Grundlæggeren af F.’s Etnografi.
Af Sprogforskere er E. N. Setälä den mest
fremragende. Ogsaa Kunsten har i F. haft mange
udmærkede Repræsentanter: Malerne Alb.
Edelfelt, Aksel Gallén-Kallela, E. Järnefelt;
Billedhuggerne J. Takanen, V. Runeberg;
Komponisterne: den tyskfødte Pacius (»Vårt land«),
Jean Sibelius, E. Melartin, O. Merikanto.
Imidlertid indtraadte der en beklagelig
Forandring i de lykkelige Tilstande, som var
begyndt ved 1870’ernes aandelige og økonomiske
Opblomstring. Siden Beg. af 1880’erne blev F.’s
statsretlige Stilling nemlig Genstand for
voldsomme Angreb i den russ. Presse. Særdeles
bitre var disse 1889—94. Snart krævede man
Ophævelsen af F.’s indre Selvstyre, snart
paastod man, at Alexander I aldrig havde givet
F. Forsikringen om en saadan, skønt Finnerne
ved Rænkefuldhed havde forstaaet at bemægtige
sig vidtgaaende Privilegier. Man betegnede
som »Separatisme« Finnernes Kærlighed til
deres Land og dets gl. Institutioner. Disse
Angreb blev tilbageviste i Pressen samt i Bøger og
Brochurer af J. R. Danielson, L. Mechelin, B.
Hermansen, A. Meurman. Første Gang viste
Følgerne af denne Ophidselse sig i Praksis, da
den 1888 vedtagne og allerede bekræftede
Straffelov af Alexander III blev suspenderet 1890,
for først 1894 atter at sanktioneres efter en Del
Ændringer, og da Postvæsenet ligeledes 1890
underordnedes russ. Myndigheder. Landdagen
vendte sig atter og atter til Kejseren med
Fremstilling af, at det, der skete, var ulovligt, og
at Folket ængstedes for sin gl. Ret. Angrebene
aftog, og under Nikolaj II’s første
Regeringsaar vakte en særdeles god Høst og
fortræffelige Handelskonjunkturer rige Forhaabninger,
som endnu mere øgedes ved den daarlig lidte
Generalguvernør Heiden’s Afgang 1896.
Derfor opstod der alm. Bestyrtelse ved en
uventet Kaldelse 19. Juli 1898 til ekstraordinær
Landdag »for at bringe den finske Militærlov
i Overensstemmelse med de i Kejserdømmet
gældende Principper«. Kort Tid efter blev
Bobrikoff Generalguvernør. Landdagen
samledes Jan. 1899, og 15. Febr offentliggjordes
Februar-Manifestet, som gik ud paa,
at de finske Interesser skulde vige for
Rigsinteresserne, der i alt skulde blive de afgørende
ogsaa for F. Da disse Ændringer ikke blev
overladte til Landdagens Afgørelse, betragtede
man i F. denne Handling som et Statskup. Man
beklagede sig tillige over, at »Rigsinteresserne«
blev spillede ud mod »Lokalinteresserne«, uden
at det i mindste Maade paavistes, hvilke disse
Rigsinteresser var, ell. i hvilket Mon de skulde
tage Skade af F.’s indre Selvstændighed.
Manifestet betød Ophævelse af Konstitutionen og en
Forvandling af Landdagen til en kun
raadgivende Forsamling. Ingen Indvendinger eller
Bønner om, at Kejseren skulde holde sin Ed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
