Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finskogen - Finskrue - Finsk Tidskrift - finsk Tjære - finsk-ugriske Selskab - finsk-ugriske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ejendommeligheder. Mest kendt er F. paa
Østsiden af Solør Fogderi ind over mod
Rigsgrænsen (Grue Finskog). En anden Finmark, hvor
Befolkningen dog nu er helt norsk, ligger
mellem Lier, Eker og Modum.
(J. B. H.). M. H.
Finskrue anvendes ved Instrumenter for at
give dem den nøjagtige Indstilling, efter at
man har givet dem den grovere Indstilling paa
anden Maade.
F. W.
Finsk Tidskrift (paa Svensk), stiftet 1876 af
C. G. Estlander, som i lang Tid var dets Redaktør.
Dette Tidsskrifts Medarbejdere har
været Landets mest kendte, paa forsk.
Arbejdsomraader virkende, svensktalende Kræfter, og
det har haft en stor Indflydelse paa de
kulturelle Forhold i Finland.
Eva M.
finsk Tjære, se Trætjære.
finsk-ugriske Selskab i Helsingfors, stiftet
1883 paa Initiativ af O. Donner, har til Formaal
at fremme Kendskabet til de finsk-ugriske Folk
gennem videnskabelig Undersøgelse af disses
Sprog, Arkæologi, Oldhistorie og Etnografi og
har paa disse Omraader haft overordentlig
stor Bet. Foruden gennem Møder virker det
for dette sit Formaal ved at udsende
Videnskabsmænd til de af finsk-ugriske Folk beboede
Egne og ved at udgive derhenhørende
Arbejder navnlig i sit Tidsskr. Aikakauskirja
(Journal de la Société finno-ougrienne), begyndt 1885,
ell. sine Toimituksia (Mémoires), begyndte 1890.
Desuden har det særlig udg. det storartede og
vigtige Værk Inscriptions de l’Orkhon (1892),
der paa Grundlag af Undersøgelser af Dr. A. O.
Heikel indeholder typografisk og fotografisk
Gengivelse af omfangsrige Indskrifter fundne i
Nærheden af Orchon-Floden i Mongoliet og
skrevne med samme, indtil da ukendte Alfabet,
som ogsaa forekommer i Indskrifter fra Egnene
om Jenissej. Ogsaa efter at det 1893 er
lykkedes at dechiffrere dem, hvorved det er slaaet
fast, at de stammer fra de gamle Tyrker og
saaledes strengt taget falder uden for
Selskabets egl. Virksomhedsomraade, har dette med
stor Liberalitet optaget forskellige andre
Arbejder om dem i sine Publikationer.
Vilh. Th.
finsk-ugriske Sprog (ogsaa kaldte de
finske, i dette Ords videste Bet., hvad der kan
give Anledning til Misforstaaelser, ell., navnlig
af ungarske Sprogforskere, de ugriske) udgør
en bestemt begrænset Æt, der fra ældgammel
Tid af har haft sit Hjem i Østeuropa, som
det synes, mellem Uralbjergene og en Linie,
der kunde tænkes dragen omtr. fra Volgas
nedre Løb til op imod Riga-Bugten ell. den
finske Bugt. Adskillige herhenhørende Folk er
i Tidernes Løb forsvundne, navnlig opslugte af
den mægtigere russ. Nationalitet, og andre af
dem gaar uafvendelig, før ell. senere, den
samme Skæbne i Møde. At der er
Grundslægtskab mellem denne Æt og de paa
selvstændig Vis udviklede samojediske Sprog, maa
nu anses som bevist. Hvorvidt derimod alle
disse, de »uralske« Sprog, saaledes som man
tidligere har antaget, atter hører sammen med
de »altaiske« Sprog, d. v. s. de tyrkiske,
mongolske og tungusiske, til en større Enhed, en
»ural-aitaisk« Æt, maa fra den moderne
Sprogvidenskabs Standpunkt betegnes som yderst
tvivlsomt, i ethvert Tilfælde endnu ganske
ubevist. Mere synes maaske det Urslægtskab,
visse andre Forskere i Modsætning dertil har
antaget mellem de finsk-ugriske og de
indo-europ. Sprog, at kunne have for sig. Derimod
er der gennem Laan Berøringspunkter med
disse sidste, der er egnede til at kaste vigtigt
Lys over de f.-u. S.’s Historie (smlg. Afsnit
»Sprog« under Finland), men af hvilke de
ældste og mest udbredte Lag f. Eks. (bortset fra
Muligheden af Laan fra det indo-europæiske
Grundsprog) de iranske Laaneord, indkomne
fra de iranske Stammers Sprog, der i Oldtiden
taltes i det nuv. Syd-Rusland (»Skyther«,
Sarmater o. a.), endnu ikke er udtømmende
undersøgte. — Til de f.-u. S. hører flg.
Underafdelinger: 1) Finsk (i videre Bet.; de, der
bruger Navnet Finsk om hele Ætten ell. blot om
Sproget i Finland, benævner sædvanlig denne
Gruppe den vestfinske ell. østersøfinske,
baltisk-finske), omfattende a) Finsk i Finland
(Suomi; se Afsn. »Sprog« under Finland, der
tillige, i de alm. Hovedtræk kan tjene som
Type for Bygningen af de f.-u. S.) og en Rk.
mindre Sprog, der stemmer nær overens med
dette og med hverandre indbyrdes og forholder
sig omtr. som Dansk, Norsk og Svensk, nemlig
b) Karelsk, der i Fortsættelse af Dialekterne
i Østfinland tales Ø. f. dettes Grænse fra
Kandalaks og Vestkysten af det hvide Hav (hvor
Karelerne tidligere synes at have strakt sig
længere mod Ø., se Bjarmer) indtil V. f.
Onega samt som Følge af Indvandringer efter
Freden i Stolbova i visse Strækninger af
Guvernementerne Tver og Novgorod; c)
Olonetsisk (Liygi) i Guvernementet Olónets (finsk
Aunus) mellem Ladoga og Onega samt paa en
lille Strimmel inden for Finlands Grænse; d)
Vepsisk, et i hist. Henseende meget
interessant Sprog, der tales af omtr. 25000
Mennesker i 2 Grupper V. f. Ladoga og en tredie
sydligere, mellem Ladoga og Bjelózero; e)
Votisk, et nu stærkt uddøende Sprog i en lille
Del af det nordvestlige Ingermanland; f)
Estisk i Estland og det nordlige Livland;
g) Livisk, et Sprog, der frembyder meget
stor Interesse, men nu med stærke Skridt
gaar sin Undergang i Møde, fortrængt af
Lettisk; det tales endnu kun af knap 3000
Mennesker i nogle Fiskerbyer paa Nordvestspidsen
af Kurland, men har i ældre Tid været langt
mere udbredt rundt om Riga-Bugten, baade i
Kurland og Livland, hvor der, ved Salis, endnu
1858 fandtes 8 Personer, der nogenledes kunde
tale det. 2) Lappisk i det nordligste af
Norge, Sverige, Finland og Rusland (Halvøen
Kola). I tidligere Tider har Lapperne, som det
synes, i Finland, men næppe paa den
skandinaviske Halvø strakt sig en Del længere mod
S. Sproget, der frembyder ret betydelige
Dialektforskelligheder, har trods mange
Ejendommeligheder stærke Berøringspunkter med Finsk
og antages nu ikke usandsynligt at være
fremkommet ved Indpodning af dette i en ældre
Skikkelse paa et opr. fremmedartet Element.
3) Mordvinsk tales i 2 Hoveddialekter,
Mokscha- og Ersa-Mordvinsk, af noget over 1
Mill. Mennesker (Mordva; allerede hos
Jordanes Mordens), der bor yderst spredt og
blandede mellem Russere, dels V. f. Volga indtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
