Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Firenze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Baptisteriet (12. Aarh.). 1255 byggedes Bargello,
Podestà’ens (og Capitano’s) Palads; fra 1279
arbejdedes paa S. Maria Novella og fra
1294 paa S. Croce (Arnolfo di Cambio).
Domkirken besluttedes 1294 opført paa en ældre
Kirkes Plads; 1298—1314 byggedes Palazzo, dei
Priori (Pal. Vecchio) for Signoriet (Arnolfo di
Cambio). I Malerkunsten er Giotto det
førende Kunstnernavn (1267—1337),
Grundlæggeren af det nyere Maleri, og endelig var Dante,
f. 1265, om han end længe maatte leve uden for
F. (d. i Ravenna 1321), i sit Liv og i sin
Digtning paa det nøjeste knyttet til sin Fødeby.
Universitetet grundlægges c. 1320.
Dante’s Forvisning 1302 indtraf under nye
Stridigheder mellem Partier, som nu kaldte sig
Bianchi og Neri, »Hvide« og »Sorte«, ledede
af Familierne Cerchi og Donati. Paven tilkaldte
under disse 1301 Karl af Valois som Støtte for
Neri. Ogsaa de flg. Aar var fulde af borgerlig
Uro. 1342—43 havde F. en af sine værste
Herrer, Walther af Brienne, »Hertug af Athen«,
en Eventyrer af værste Art. Pesten kom 1348.
Husene Peruzzi og Bardi kom i Fallit 1346 ved
et Laan til Edvard III af England. Men F.
kunde overvinde alt. Der taltes ved denne Tid
200 Værksteder for Uld- og 80 for Silkevarer.
De store Byggeforetagender, bl. a. Domkirken,
S. Croce, Pal. vecchio, Bargello o. s. v., førtes
fremad, og i Maleri og Skulptur virkede foruden
mange andre Orcagna og Andrea Pisano. De
regerende var mest »welfiske« Partier.
Men 1378 rejste pludselig Underklasserne sig
og tog Magten (Tumulto dei Ciompi).
Uldkarternes Fører var Michele di Lando, som
Gonfaloniere. Men dette Styre, der hurtigt blev til
et ruinerende Pøbelherredømme, varede kun
kort; 1382 kom de fornemme Slægter atter til
Styret og til ny Strid. I de flg. Aartier er
især Familien Albizzi fremtrædende med
betydelige Personligheder (Filippo, Maso, Rinaldo).
Deres ydre Styre markeres ved Udvidelser af
Omraadet: 1380 Arezzo, 1406 Pisa, senere
Cortona og Livorno. Indadtil var Styret udpræget
oligarkisk Stormandsvælde med ammonizioni,
»Paamindelser« ɔ: forskellige Grader af
Formindskelse af Borgerretten, indtil
Landsforvisning, som Kampmiddel, der anvendtes i rigeligt
Maal over for alle, som var ubehagelige.
Herunder nærmede man sig kaotiske Tilstande, der
gjorde et Enevælde ønskeligt og muligt. Dette
kom med det store Bankierhus Medici.
Salvestro de Medici, Gonfaloniere 1378, havde ikke
staaet helt fremmed for Ciompi-Opstanden.
Giovanni, d. 1429, indledede Husets Magtstilling
med Støtte i Demokratiet ved en
Skatteomlægning, og endelig optog Cosimo, Slægtens
største Personlighed, Kampen med Aristokratiet og
hævdede de republikanske Former. Men den
Glans, som omstraaler F. under hans og de flg.
ældre Medicæeres Styre, er kulturelt i Ligeløb
fra Aartierne forud.
Støttet til det store Borgerskab, især med
Anvendelse af Balia, styrede Cosimo i 30 Aar til
sin Død 1464 F. som en stor, vidtskuende
Handelsmand sin Forretning, uden Embede eller
Titel, kun med »Fuldmagter« og gennem
paalidelige Mænd paa alle vigtige Poster. Efter de
første Aars Kampe indadtil og udadtil styrede
han fredeligt, med god Føje hilst som pater
patriæ, Fædrelandets Fader. Selv følte han sig
som Borgeren. Da Brunelleschi’s Planer til et nyt
Familiepalads var ham for stort anlagte, overtog
Luca Pitti dem og byggede fyrsteligt. Cosimo
nøjedes med et meget mindre (nu udvidet, Pal.
Riccardi). Han havde andre, store og kostbare
Passioner. Han var en interesseret og
rundhaandet Ven af Kunst og boglig Syssel. I stor
Stil samlede han Bøger, ɔ: Haandskrifter og
benyttede bl. a. Udvandringen fra
Konstantinopel efter Tyrkernes Erobring til at grundlægge
2 store Samlinger, væsentlig af klassiske
Værker, nu Grundstammen i Bibliotheca
Laurenziana. Ligeledes ofredes store Summer paa
Kunst, især af kirkelig Art (Arkitekt:
Michelozzo) og Maleri (Filippine Lippi, Gozzoli,
Donatello). 1434—71 udgav det medicæiske Hus til
offentlige Formaal Summer, der i Nutidens
Pengeværdi vilde svare til 32 Mill. Lire!
Piero (1464—69) var mere snæversynet, men
lige saa borgerligt økonomisk som Faderen. Han
bekæmpede en Modsammensværgelse under
Lucca Pitti. Hans Sønner, Guiliano og
Lorenzo styrede næsten med Enevælde.
Pazziernes Sammensværgelse kostede Guiliano Livet,
men derefter regerede Lorenzo alene. Ikke uden
Ret blev den ogsaa til andre anvendte
Tiltaleform, il Magnifico, til hans staaende Tilnavn »den
prægtige«. Hans Hus førtes som en Fyrstes.
I sin udenrigske Politik var Lorenzo ikke
særlig heldig. En Krig med Pave Sixtus IV og
Ærkebispen af Pisa fulgte efter Pazzi-Sammensværgelsen.
Da Ærkebispen (af Folkemængden)
hængtes paa Palazzo vecchios Mur, øgedes
Fjenderne med Ferdinand af Napoli. Ved dristige
Skaktræk og ved sin Personligheds Magt
skaffede Lorenzo dog en rimelig Fred mod det
truende Forbund. Senere var hans Politik
fredsvenlig om end ikke uden Smaakrige. I F. skete
intet af blot nogen Bet. uden hans Villie. I F.
førte han et Hof, der straalede af Rigdom, men
ogsaa af Forfinelse og Kultur, af umaadelig
Kostbarhed. Han var i endnu højere Grad end
Cosimo Kunstens Velynder; Verrocchio,
Ghirlandaio, Botticelli, Filippino Lippi o. m. a. fandt
hos Lorenzo og i udstrakt Grad i F.’s Borgerskab
et Klientel, der var i Stand til at sætte
betydelige Opgaver og føre dem igennem.
Lorenzo oprettede en Kunstskole, en Art
Kunstakademi, bl. hvis Deltagere Michelangelo blev
den berømteste bl. mange. Ogsaa som Samler
fortsatte han Cosimo’s Værk. Men mod Slutn. af
hans Liv begyndte Skygger at falde. Husets
Rigdom formaaede ikke at svare til de umaadelige
Udgifter, der ogsaa forargede mange; det
hedenske, stundom halvt dekadente i det hele
Væsen blev den naturlige Baggrund for
Savonarola’s Stormprædikener, der lød allerede i
Lorenzo’s sidste Aar.
Uden sikker ydre Magtstilling og med stadig
Uro indadtil opnaaede F. i Albizzierne’s,
Cosimo’s og Lorenzo’s Periode en kulturel Epoke,
som tør sammenstilles med Athens i Oldtiden.
Byen blev et Brændpunkt for Humanismens og
Renaissancens Bevægelser i Digtning og
Forfatterskab, i Maleri, Arkitektur og Skulptur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
