Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bet. er ikke helt klarlagt. De er ikke simpelthen
at sammenligne med Aarerne i en Baad og
Vrikaaren i en Jolle. Forsøg har vist, at
Manglen af en ell. fl. Finner ikke har væsentlig
Indflydelse paa F.’s Svømmeevne, naar blot
Halefinnen lades uskadt. Dog selv uden denne
kunde Forsøgsfisken svømme, omend kun
daarligt. Rimeligvis er det meget forsk. for de forsk.
Arter, hvor stor Værdi Finnerne har som
Bevægelsesredskab. I Reglen er Halen med
Halefinnen det egl. kraftige Svømmeredskab, men
til Smaabevægelser kan f. Eks. Hundestejlen
tilsyneladende udelukkende hjælpe sig med
Brystfinnerne, medens Flyndrene til den langsommere
Svømning mest bruger Ryg- og Gatfinne. Men
foruden at virke til Bevægelsen fremad har
Finnerne til Opgave at hindre, at F. vælter om
paa Siden ell. paa Ryggen; de fleste F. vender
nemlig som døde Bugen i Vejret, og det er
kun ved aktiv Modstand, at de som levende
holder sig paa ret Køl. Iagttager man en frit i
Vandet staaende, tilsyneladende helt rolig, F.
nøje, vil man ogsaa se, at een ell. fl. Finner er
i bølgende Bevægelse; hyppigst er det
Bagkanten af Rygfinnen, der bevæges. Om
Brystfinnernes Udvikling til Bæreflader under
Bevægelse i Luften, se Flyvefisk.
Huden bestaar af to Lag: Læderhuden
inderst og Overhuden yderst. I Læderhuden
sidder Skællene i deres Skælposer (Fig. 3) samt de
andre Hudknogler, og i Reglen findes tillige i
Læderhuden de Farveceller (Pigmentceller,
Kromatoforer), som giver F. dens Farve.
Farvecellerne kan være sorte, gule, røde o. s. v.
og er meget stærkt udvidelige; breder f. Eks. de
sorte Celler sig, medens de gule trækker sig
sammen, skifter F. derved Farve fra
gullig til mørk; trækker de sorte Celler deres
buskformede Forgreninger ind, medens de gule
Celler igen udstrækker alle deres Grene, bliver
F. atter gullig. Stærkest udviklet er Evnen til
at skifte Farve hos F., der lever nær Bunden
og søger Skjul her. Flyndere og Ørreder f. Eks.
antager hurtig en lys Farve paa hvid
Sandbund, medens de overflyttede til mørk Bund
paa mindre end en Time ændrer deres
Farvetone i Overensstemmelse hermed; Torsk, der
holder til mellem Rødalger, bliver selv
teglstensrøde. Den Metalglans, som særlig de
pelagisk levende F. viser paa Bug og Sider,
skyldes et Lag af fine Krystaller (Guaninkrystaller),
der ligger under Skællene; Guaninkrystallernes
sølvhvide Skær ændres hyppig til et
Messingskær ved at sløres af overliggende gule
Farveceller. Den typiske Farve for en pelagisk F. er
mørkegrøn Ryg med blaalig Overgang til
Kropsiderne, der er sølvglinsende, medens Bugen er
hvid ell. ligeledes er sølvskinnende (Sild,
Hornfisk, Blanklaks); rimeligvis yder denne Farve
bedst Beskyttelse mod Fjender, idet
Vandspejlet set skraat nedenfra tilbagekaster alle
Straaler og derfor ses sølvblankt spejlende; set
ovenfra smelter den mørkegrønne Rygfarve
fortræffeligt sammen med Omgivelserne; saa
iøjnefaldende den sølvblanke F. er, naar den bringes op
af Vandet, lige saa velegnet er Farven til at
skjule F. under de naturlige Forhold. En lgn.
Grund er der utvivlsomt for det Fællespræg
med sorte Farver, som talrige Dybhavsfisk har.
Overhuden er slimet og blød, idet dens
yderste Celler ikke forhorner som hos
Landhvirveldyr, men holder sig friske og bløde; dens
talrige, smaa Slimkirtler holder F.’s Overflade
indsmurt i et Slimlag, der udfylder samme
beskyttende Hverv som ellers Hornlaget, idet
Bakterier o. a. Mikrober ikke kan trænge ind
gennem Slimen; beskadiges F., ved at Slimlaget
gnides af, ved at Overhuden afskrabes, eller
endog ved at Skæl rykkes ud af Læderhuden,
er der fri Adgang for Bakterier og Svampe.
Særlig store Slimkirtler findes hos Slimaalen.
Andre Slags Kirtler er der som Regel ikke i
F.’s Hud; hos enkelte forekommer dog
Giftkirtler (Fjæsing, se Fiskegift) og hos
andre kirtelagtige Lysorganer. Selvlysende
(fosforescerende) Pletter er dog jævnlig byggede
paa anden Vis; de forekommer mest hos
Dybhavsfisk (se Lysorganer).
Rundmundenes Hud er fuldstændig nøgen.
Tværmundenes er derimod oftest meget ru; det
skyldes Tænder, der dannes paa samme Maade
som Mundens Tænder, og som med Tiden falder
ud og erstattes af ny; enkelte af disse
Hudtænder kan være udviklede til store Pigge (f.
Eks. i Rygfinnens Forkant). Hos Benfiskene er
Hudtænder forholdsvis sjældne, hvorimod der
alm. findes Læderhudsknogler (større ell.
mindre, uregelmæssigt formede Benplader ell. Skæl).
I Modsætning til Hudtænderne vokser
Benplader og Skæl med F. og skiftes ikke, og medens
Tænderne sidder uden paa Huden, er det kun
tilsyneladende ell. som Følge af, at Hudens
yderste Lag er bortslidt, at Læderhudsknoglerne
rager frit frem. Særlig Interesse har Skællene.
Disse tynde Benplader sidder som nævnt i
Læderhuden, men hele deres forreste (inderste)
Del er ikke umiddelbart omsluttet af Huden,
men hviler i en flad, lymfefyldt Sæk,
Skælposen, medens Skællenes bageste (yderste) Del
omgives fast af Hud (Fig. 3). Paa et løsrevet
Skæl hænger der derfor Hud ved dets
Bagende, medens det øvrige Skæl er rent (se Fig.
i Aldersbestemmelse). I Alm. sidder
Skællene saa tæt, at det ene Skæls Bagrand
dækker det næstes Forrand tagstensagtigt,
hvorved Skællene rejses noget op og kommer til at
staa skraat i Huden. Er Skællene store, bliver
deres Ordning i regelmæssige Længde-, Tvær-
og Skraarækker tydelig. Skællet dannes ved
Paalejring af det ene tynde Benlag paa det
andet, og disse Lag er ofte tydelige at se
med svag Forstørrelse; man maa tænke sig
Væksten foregaa saaledes, at der med kort Tids
 |
| Fig. 3. Hud af en Benfisk i Tværsnit; Skema. O Overhud. L Læderhud K Slimkirtler. S Skæl. Sp Skælpose. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
