Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flaubert, Gustave - Flauenskjold - flautando - flauto - Flavanilin - Flavaurin - flavescere - Flavianus - Flavier - Flavin - Flavinplade - Flavio-Biondo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gør Opstand. Det historiske Tidsbillede er her
givet med samme »Virkelighedstroskab«, med
samme Anskuelighed som Nutidsbilledet i »Fru
Bovary«. En vidunderlig skarp og præcis
Indbildningskraft støber alt Stoffet i een indre
Sandheds Form: Natur, Mennesker, Sæder, alt
stemmer overens i det mærkelige, stærktfarvede
Oldtidsbillede, hvor ikke een moderne Tanke
ell. Forestilling træffes. Men det vældige
farveflammende Maleri var Publikum for tungt, for
fremmedartet, for storstilet. Salammbô var en
Skuffelse for de mange Yndere af »Fru
Bovary«’s moderne Lidenskab. 1869 kom F. igen
med en Nutidsroman L’éducation sentimentale
histoire d’un jeune homme (»Frédéric Moreau.
En ung Mands Historie«, oversat af Hjalmar
Christensen [Kria 1900]), Skildringer fra hans
egen Ungdomstid, en lang og dyb Analyse, i al
sin Monotoni typisk stærk, af Tilværelsens
tusind smaa Illusioner og tusind smaa Skuffelser,
og navnlig af Elskovsillusionens langsommelige
Svindsot. Bogen faldt til Jorden som »uhyre
kedelig«; det er nemlig den mindst
»romanagtige« af alle Romaner, kemisk fri for
Handling og »Spænding« og dog et grandiost Værk
med en uudtømmelig Rigdom af Aand og Ironi
strøet ud over alle Hverdagslivets i sig selv
intetsigende Oplevelser, der er fæstnede i en
uendelig Række smaa mesterlig malede
Miniaturbilleder. Menneskeforagten løber som en
tungsindig graa Flod gennem Fortællingens
flade Terrain. F.’s videnskabelige Metode
voksede med Aarene og tyngede Stoffet. I hans
Hovedværk La tentation de Saint-Antoine, der
først udkom 1874 (paa Dansk ved Sophus
Michaélis, 1904), er nedlagt et uhyre
Kundskabsforraad: Teogoni, Kirkehistorie, Filosofi.
Antonius’ Fristelser er skrevet som en
Malstrømshvirvel af Scener ell. Syner, hvor alle
Religioner, alle filosofiske og metafysiske Systemer
fremstaar som blendende Hallucinationer, hvor
alle Guder og Afguder, Sekterere, Fanatikere og
Martyrer viser sig i Lynglimt paa Baggrund af
Orientens straalende Egne for at friste den
hellige Antonius, der lider Sultens og Nattens
Kvaler paa sit ægyptiske Bjerg. Ingen naar
uforberedt til fuld Forstaaelse af dette Værk, der
myldrer af videnskabelig Fantasmagori og
samtidig maler Billeder og Visioner saa spillende
i Farven som Helvedes-Brueghel’s ell. Teniers’.
— 1874 opførtes Lystspillet Le candidat, men
uden Held. 1877 udkom Trois contes,
indeholdende en mesterlig Nutidsfortælling: Un cœur
simple, samt en middelalderlig Legende:
Saint-Julien l’hospitalier og et Oldtidsbillede fra
Johannes Døberen’s Tid: Hérodias, begge tyngede
af Lærdom, men overordentlig kraftige. F.
henlevede sine sidste Aar ensom og uforstaaet
paa sit Landsted, sygelig og til sidst fattig. Efter
hans Død udkom Romanfragmentet Bouvard et
Pécuchet (1881, paa Dansk ved J. P. K. Bruun
[s. A.]), der med mesterlig Ironi skildrer to
halvgamle Knarkes Dilettantfuskerier i
Agerbrug og Videnskab, samt Par les champs et
par les grèves, en Rejse i Bretagne (1885),
endvidere hans Correspondance 1830—80 (I—IV,
1887—93), særskilt Brevene til George Sand (fl.
Udg.). 1906 udkom Lettres à Caroline, 1908 La
première tentation de Saint-Antoine (1849—56),
Œuvre inédite publiée par Louis Bertrand,
Œuvre complètes i 18 Bd, 1909 ff. 1890 rejstes
i hans Fødeby hans Monument, udført af H.
Chapu. (Litt.: Max. du Camp, Souvenirs
littéraires I [1882]; G. Brandes, »Mennesker
og Værker« [1883]; P. Bourget, Essais de
psychologie contemporaine [1883]; Mignot,
Ernest Chevalier. Son intimité avec G. F. [1888];
Hjalmar Christensen, »G. F.« [1902]).
S. Ms.
Flauenskjold, opvoksende Landsby, Vor
Sogn, Dronninglund Herred, Hjørring Amt,
ved Landevejen mellem Aalborg og Sæby, c.
16 km SV. f. Sæby, havde 1. Febr 1916 36
Gaarde og Huse og 216 Indb. (1911: 138); der er
Sparekasse, Markedsplads, Apotek,
Andelsmejeri, Købmandshandel, Kro m. m.
H. W.
flautando [flau-] (ital.), »fløjteagtig«, en
sjælden anvendt Foredragsbetegnelse ved
Strygeinstrumenter, der antyder, at Buestrøget skal
føres længere borte fra Stolen, nærmere
Gribebrættet, hvilket giver Tonen en fløjtelignende
Karakter.
S. L.
flauto [↱flauto], den italienske Benævnelse
paa Fløjten.
Flavanilin er Klorhydratet af
α-Paraamido-fenyl-γ-lepidin, et orangerødt krystallinsk
Pulver, der farver bejdset Bomuld gult og Silke
gult med mosgrøn Fluorescens, men nu ikke
mere benyttes i Farveriteknikken.
(O. C.). R. K.
Flavaurin [-va`u-] er Ammoniaksaltet af
Dinitrofenolparasulfonsyre, et gulrødt Pulver,
der farver Uld og Silke gult. Det er nu afløst
af andre farvestoffer.
(O. C.). R. K.
flavescere [-↱se´re] (lat.), blive gul;
flavescent, gullig, spillende i det gule.
Flavianus, 1) Patriark i Antiocheia
381—404, bekæmpede sammen med Diodoros fra
Tarsos Arianismen. Rom og den vesterlandske
Kirke vilde ikke godkende ham som Biskop, men
den østerlandske Kirke holdt paa ham. Han
stod paa den bedste Fod med Kejser
Theodosios, hvem han fik til at tilgive dem, der 387
havde fremkaldt et Oprør i Antiocheia. Han er
en af den gr. Kirkes Helgener. 2) Patriark i
Konstantinopel, d. 449. Han var Formand for
det Kirkemøde i Konstantinopel (448), som
afsatte Eutyches; men Aaret efter blev han selv
afsat af Røversynoden i Efesos, hvor han blev
mishandlet i den Grad, at han kort efter døde.
Han er Helgen.
L. M.
Flavier, rom. Kejserslægt, se Flavius.
Flavin, se Quercitron.
Flavinplade, en farvefølsom, fot. Plade,
der udmærker sig ved stor Følsomhed over for
gule og grønne Farver.
C. E. A.
Flavio-Biondo [↱flavio-↱biondo] (Flavius
Blondus), ital. Historiker, f. 1388 i Forli, d. 4.
Juli 1463 i Rom, studerede i Cremona, saa paa
en Rejse til Milano som ungt Menneske et
Haandskrift af Cicero’s »Brutus«, afskrev dette
og førtes herved ind paa lærde Studier, særlig
paa Granskninger over Italiens Historie efter
Barbarernes Indfald indtil hans egen Tid. Da
F. var Sekretær hos 4 Paver, havde han god
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
