Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fleksion - Fleksion - flekterende Sprog - Flemael (Flémalle), Bertholet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
F. (Her hedder de tilsvarende Bevægelser
Ab- og Adduktion).
S. B.
Fleksion (lat.) ell. Bøjning betegner som
oftest i Sprogvidenskaben enhver
Formforandring, et Ord kan undergaa til Udtryk for
grammatiske Relationer. I vor Sprogæt holdes
to Klasser af F. skarpt ude fra hinanden,
nemlig Nominalbøjning (ogsaa kaldet
Deklination) og Verbalbøjning (ell.
Konjugation). Den første omfatter Substantiver
(Navneord), Adjektiver (Tillægsord) og
Pronomener (Stedord); disse bøjes for det første i
Henseende til Tal, f. Eks. Mand — Mænd, rig
— rige, denne — disse; dernæst i Henseende
til Kasus, f. Eks. Mand — Mands; i enkelte
Sprog ogsaa i Henseende til Bestemthed, f. Eks.
Mand — Manden; hertil maa ogsaa regnes den
Adjektivsform, vi har paa Dansk i rige i
Forbindelser som den rige Mand, hans rige Fætter.
Som en ejendommelig Underafdeling af
Nominalbøjning maa vi ogsaa regne Gradbøjning ell.
Komparation, der kun i sjældne Tilfælde og i
enkelte Sprog findes ved Substantiver, men
derimod alm. ved Adjektiver og Adverbier (Biord),
f. Eks. rig — rigere — rigest, længe — længere
— længst.
Ved Verbalbøjningen faar vi
Adskillelser i Person, som i tysk (ich, er) war —
(du) warst, lat. fui — fuisti — fuit; i Tal
(numerus), som i tidligere dansk var —
vare, lat. fui — fuimus; i Tid (tempus)
som i dansk er — var, lat. sum — eram — fui —
fueram — ero — fuero; i Maade (modus), som
i tysk war — wäre, lat. eram — essem; og i
Genus (hvad man har foreslaaet at kalde
Vending ell. Retning), f. Eks. dansk skriver —
skrives, lat. scribit — scribitur. Under
Verbalbøjningen opfører man i Reglen ogsaa de af
Verberne dannede nominale Former, Infinitiv,
(Navnemaade) som dansk (at) skrive, lat.
scribere — scripsisse, og Participier
(Tillægsformer), som dansk skrivende — skrevet, lat.
scribens — scripturus — scriptus, af hvilke i alt
Fald de sidste og i nogle Sprog ogsaa de første
er modtagelige for Nominalbøjning.
De til F. anvendte Midler er, som man
allerede vil se af de anførte Eksempler, meget
forskelligartede og skifter fra Sprog til Sprog.
Det hyppigste er Endetillæg; sjældnere
benyttes Fortillæg som det gr. Augment, f. Eks. i
epaídeuon, epaídeusa af paideúo ell. i tysk ge-,
f. Eks. i geschrieben; hertil hører ogsaa
Reduplikation, som i lat. nomordi af mordeo, cecidi
af cado. I nogle Sprog spiller ogsaa Indskud
(Infixer) en vigtig Rolle, som Nasalen i lat.
findo, tango, smlg. med Formerne fissum,
tactum. Vokalskifte inde i Stammen er ogsaa
hyppig, saaledes Omlyd i Børn af Barn, spørge i
Forhold til spurgte, Aflyd i de saakaldte stærke
Verber, som stikker — stak — stukket, smlg.
fra fr. Skiftet i meurs — mourons. I visse
Tilfælde erstattes egl. Formforandringer af den
samme Stamme ved Brugen af helt ny
Stammer (det saakaldte Suppletivvæsen) som i dansk
er — var, god — bedre, lat. fero — tuli, bonus
— melior — optimus. — Til Bøjning regnes i Alm.
ikke saadanne Skifter som mellem dansk
skriver med Stød i »han skriver Brevet« og uden
Stød i »han skriver Breve«; heller ikke det
mellem ud og ude, der ikke betragtes som to
Former af samme Ord, men som to forsk. Ord
og derfor opføres under »Orddannelse«. Denne
Afgrænsning af Begrebet er dog for en Del ret
vilkaarlig.
Inden for hvert enkelt Sprogs Grammatik
ordner man i hver Ordklasse F. i forsk.
Bøjningsklasser, der tit viser store Afvigelser i Endelser
o. a. Forskellighederne beror for en stor Del,
men ikke udelukkende, paa den gl.
Stamme-Udlyd, og i St f. som tidligere blot at numerere
de forsk. Klasser ell. give dem Navne som
»stærke« og »svage«, benævner man dem nu
alm. efter Udlyden og sondrer altsaa mellem
o-Klassen, i-Klassen, u-Klassen, n-Klassen o.
s. v., selv i Sprog, hvor de gl. Udlydsvokaler
og Konsonanter selv i Hovedsagen er
forsvundne. Ved Adjektiverne faar vi i de
gotisk-germanske Sprog to forsk. Bøjninger, den ene
(som Grimm kaldte den stærke) efter Ordets
opr. Udlyd, men med stærk Iblanding af
Endelser, der er overførte fra
Pronominalbøjningen; den anden (som Grimm kaldte den svage)
efter n-Klassen; dette var fra først af en
Substantivering og brugtes altsaa, hvor Adjektivet
stod som Overled, men anvendtes senere ogsaa
i Adledstilling; en Rest deraf i dansk er den
ovenn. bestemte Form paa —e: rige.
Om Oprindelsen til F. kan der ikke siges
meget i al Alm.; hver enkelt Endelse o. s. v. maa
undersøges for sig selv i den hist. Udvikling,
og mange af dem gaar saa langt tilbage, at
deres Opstaaen taber sig i Urtidens Mørke.
Kun om de allerfærreste lader det sig med
Sikkerhed ell. Sandsynlighed sige, at de
stammer fra opr. selvstændige Ord, der er
smeltede sammen med Hovedordet; det er altsaa
uberettiget, som Agglutinationsteorien
(s. d.) gjorde, at mene, at al F. er
opstaaet paa denne Maade. I den hist. Tid bliver
vi Vidne til en stadig fremskridende
Simplifikation af F., idet tidligere Adskillelser og
Uregelmæssigheder bortfalder, medens ny ikke
opstaar i samme Omfang.
I Forbindelse med Agglutinationsteorien staar
den Opfattelse af F., hvorved Begrebet
indskrænkedes til kun at anvendes, hvor selve
Roden ell. Stammen kan ændres, som f. Eks. i
dansk stikker — stak — stukket, i Modsætning
til de Tilfælde, hvor et Tillæg (Endelse eller
Fortillæg) føjes til en altid uforanderlig
Stamme. I denne Forstand taler man da om
flekterende Sprog ell. Bøjningssprog i
Modsætning til agglutinerende og isolerende Sprog,
der af den ældre Skole, bl. a. Schleicher,
opfattedes som lavere Udviklingstrin; paa det
højeste Trin, som flekterende Sprog, stilledes
da kun de to Sprogætter, der er Bærere af den
højeste menneskelige Kultur, den
indoeuropæiske og den semitiske. Hele denne Teori kan
imidlertid ikke holde Stik for en kritisk
Prøvelse og er nu i Hovedsagen opgivet, se Sprog.
O. Jsp.
flekterende Sprog, se Fleksion.
Flemael (-f£e.ma.£] (Flémalle),
Bertholet, belgisk Historiemaler, f. 1614 i Liège,
d. 1675 smst. F. var Elev af G. Douflet, tog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
