Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fljótsdalshjerað - Fljótshlíð - Fljótshverfi - Flóamannasaga - Flobafener - Flocon, Ferdinand - floconné - Flod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
to smalle Dale (Fljótsdalur og Kelduárdalur),
der strækker sig langt ind i Højlandet; begge
disse Dale gennemstrømmes af betydelige
Jøkelelve, der har deres Udspring fra
Vatnajökull, og forenes sydligst i F. til en enkelt Elv
(Álar), der udgyder sig i et langstrakt, smalt
Klippebassin, Søen Lagarfljót; denne har en
Længde af 45 km og 1—1 1/2 km’s Bredde og
en Dybde af 110 m; da Søen kun ligger 26 m
o. H., ligger dens Bund altsaa 84 m under
Havfladen. De kratbevoksede Skrænter, de
stejle Fjeldsider og høje Fosser, bl. hvilke den
smukke c. 100 m høje Hengifoss især kan
fremhæves, gør i Forbindelse med den smukke Sø
Herredet til en af de skønneste Bygder i
Island. Efter isl. Forhold er F. temmelig tæt
besat med velhavende Bøndergaarde; i de
omliggende Fjelde er der udmærket Græsning til
Faarene, og ved Bunden af Lagarfljót findes
udstrakte Enge. Klimaet er i F. forholdsvis
mildt og ikke saa fugtigt som andre Steder i
Østlandet; Regnen og Snebygerne fra Havet
opfanges af den høje Bjergrække, der adskiller
F. fra Fjordlandskaberne. Før fandtes der
udstrakte Birkeskove i F., men de fleste er ved
Menneskenes Uforstand blevne ødelagte; dog
findes der endnu ganske kønne Rester, f. Eks.
Hallormstaðaskógur, hvor Birketræerne har en
Højde af 6—7 m; det højeste Birketræ maalte
(1894) 8 3/4 m og er rimeligvis det højeste
Birketræ i Island; Rønnetræer kan dog blive lidt
højere.
Th. Th.
Fljótshlíð [↱fljó^utsh^li.ð], en Bygd i det
sydlige Island, i Højlandets Affald ned mod
Markarfljóts Dal, hist. bekendt som Skuepladsen
for en Del af de Begivenheder, der omtales i
Njálssaga. Gaardene ligger tæt sammen, og
Bjergenes Skraaninger dækkes uden Afbrydelse
af saftige Græsmarker; østligere er der en
større Afveksling i Landskabet; de grønne
Fjeldsider afbrydes hist og her af maleriske
Tufklipper og bratte Afsatser, og talrige Bække
styrter ned fra Kløfter og Klippeafsatser for
derefter at bugte sig gennem grønne Marker.
I Forgrunden hæver Eyjafjallajökull sin
majestætiske, snehvide Kuppel, og Floderne
forgrener sig over det brede Lavland mod V., og
længst mod S. skimtes Brændingens hvide Baand
langs den flade Kyst. F. hører til Islands
smukkeste Egne. Mod N. begrænses F. af et stenet
Højland, hvorover Tindafjallajökull hæver sine
takkede Spidser fra Snemarker og Gletschere.
Th. Th.
Fljótshverfi [↱fljo^utshværve], en afsides
liggende Bygd i det sydlige Island ved
Vatnajökulls sydvestlige Hjørne, begrænses mod Ø.,
V. og S. af vandrige og farlige Jøkelelve, mod
N. af Vatnajökulls Snemarker. Egnens største
Areal optages af Lava og Sand, Gaardene
ligger spredte i Oaser under Højlandets Affald,
og Beboerne er p. Gr. a. Elvene næsten
afskaarne fra Samkvem med Yderverdenen, en
Rejse til de nærmeste Handelspladser
Eyrarbakki og Papós tager en Tid af 10—14 Dage
frem og tilbage.
Th. Th.
Flóamannasaga [↱flo^ua-saga], en isl.
Slægtsaga fra den sydlige Del af Landet fra omtr.
1300. Dens Indhold bestaar, foruden af forsk.
eventyrlige og opdigtede Begivenheder, særlig
af Fortællingen om Hovedpersonens farefulde
Rejse til Grønland og Ophold der kort før Aar
1000. Skønt Sagaens Personer er hist. og til
Trods for, at den indeholder en Del
interessante antikvariske Oplysninger, kan den i det
hele ikke gøre Krav paa hist. Troværdighed.
(Udg.: G. Vigfusson’s i »Fornsögur« [1860]).
F. J.
Flobafener benævnes undertiden
Barkfarvestofferne, visse brunrøde, amorfe Stoffer, der
findes i Træernes Bark, og som er opløselige i
Vinaand og i Alkalier, men atter fældes af
Syrer. Sandsynligvis er de Iltningsprodukter af
de naturlig forekommende Garvesyrer.
(O. C.). R. K.
Flocon [flå↱kǡ], Ferdinand, fr. Politiker,
(1800—66), skrev allerede 1824 et skarpt Skrift
imod Jesuitterne og var efter 1830 Medarbejder
af frisindede Blade, samt deltog ivrig i den
republikanske Agitation. 1845 overtog F.
Ledelsen af det radikale Blad Réforme, var Febr
1848 virksom Deltager i Gadekampen og blev
derefter Sekretær i den provisoriske Regering.
11. Maj blev han Handelsminister indtil
Juniopstanden, men støttede siden Cavaignac’s
Styrelse. Derimod var han i Nationalforsamlingen
en afgjort Modstander af Louis Napoleon, blev
ikke genvalgt 1849, men fortsatte Kampen som
Bladudgiver i Colmar og blev derfor forvist
efter Statskuppet 1851. Han levede siden i
Fattigdom i Schweiz indtil sin Død.
E. E.
floconné [flåkå↱ne], fr. Betegnelse for
fnuggede Tøjer og Garner.
Flod. En F. er i alm. dansk Sprogbrug et
større Vandløb; men i den geogr. Terminologi
forstaas ved F. alle Slags Vandløb, hvad enten
de er store ell. smaa, ell. de i øvrigt benævnes
Bække, Aaer, Elve ell. F. En F. løber fra
Udspringet ell. »Kilden«, der kan være en Sø ell.
Kilde, ad det skraanende Terrain i en
Flodseng ell. et Leje indtil Mundingen ell. Udløbet,
som kan ske i Havet ell. i en Indsø, hvis F.
da ikke taber sig i Jordbunden. Man taler om
en F.’s øvre, mellemste og nedre Løb.
Imidlertid maa man geogr. set ved en F. ikke tænke
paa en enkelt Vandstreng. Hver F. har sine
Bifloder, og disse atter deres Tilløb, saa at en
F. med sine Tilløb set som Helhed er som et
Træ med sine større og mindre Forgreninger.
Naar vi taler om en F., bør man derfor helst
tænke paa det hele F.-System, F.-Net eller
Strømsystem. Den Landstrækning, paa hvilken
samtlige Kilder, Tilløbene og Hoved-F. ligger,
kaldes F.’s Opland, F.-Omraade ell. F.-Gebet.
Den Del heraf, hvor Kilderne ligger, kaldes
Kildeomraadet. Ved Kilde i særlig Forstand
menes Hoved-F.’s Kilde, og som Hoved-F.
opfattes i Reglen den F. i det paagældende
System, der har den største Længde, ell. som har
sin Kilde længst fra Mundingen. Der er dog
mange Undtagelser, særlig hvor en af de kortere
Strømme er den mest vandrige; eksempelvis
kan nævnes Mississippi-Missouri og Donau-Inn.
Hyppigst er der i F.-Systemet en Sø, ndf.
hvilken Hovedløbet først faar det Navn, som det
alm. er kendt under. Eks. er Glommen efter
Aursunden, Götaelven efter Venern.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
