Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fonetik - fonetiske Bogstaver - fonetisk Metode - Fonik - fonisk - fonisk Hjul - Fonn - Fonnesbech, Christian Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvender Benævnelsen Lydfysiologi ell.
Sprogfysiologi; og endelig er Lydlære en vigtig
sprogvidenskabelig Disciplin. Det vil derfor ogsaa
ses, at baade Akustikere, Fysiologer og
Sprogforskere har arbejdet paa at udvikle F. De
ældste Fonetikere er ind. Grammatikere, der
med en forbavsende Skarpsindighed studerede
og systematiserede Sanskritsprogets Udtale;
derimod interesserede F. næsten slet ikke de
gr. og lat. Grammatikere. I Middelalderen
forsømmes Studiet af F. helt (undtagen maaske
hos Araberne); men ved Beg. af den nyere Tid
fremkommer fl. fonetiske Arbejder, især
fremkaldte ved Bestræbelser for at simplificere
Retskrivningen; bl. de tidligste og betydeligste
Forskere bør nævnes John Hart (1569) og
Jakob Madsen Aarhus (1586). I 17.
Aarh. bringes Videnskaben frem navnlig af de
to Venner John Wallis og John
Wilkins. I Slutn. af 18. Aarh. dyrkedes F. med
stort Held af W. von Kempelen, der ved
Konstruktionen af sin Talemaskine blev ført til
mange vigtige Iagttagelser, og C. F.
Hellwag, der opstiller det Vokalskema, der (i
Reglen under Chladni’s Navn) i lange Tider
blev eneraadende. I Beg. af 19. Aarh. virkede
i Danmark J. H. Bredsdorff og R. Rask,
og det skyldtes vel for en stor Del deres
fonetiske Studier og Interesser, at danske
Sprogforskere (f. Eks. E. Jessen og K. J.
Lyngby) har ofret den rent lydlige Side af Sproget
langt større Opmærksomhed end den
tilsvarende Generation af tyske Lingvister, der i
deres Behandling af Sproghistorie beskæftigede sig
mere med Bogstavsubstitutioner end med
Lydovergange. Fra fysiol. Standpunkt behandledes
F. af Brücke, der skarpt og klart opstillede
et System, der skulde omfatte alle de Lyd, som
det overhovedet var det menneskelige
Taleorgan muligt at frembringe, og med langt
ringere Klarhed i det hele, men med stor
Dygtighed i mange Enkeltheder af C. L. Merkel,
medens Helmholtz undersøgte
Sproglydenes, navnlig Vokalernes, rent akustiske
Egenskaber. Ny Synspunkter kom frem i England,
hvor Ellis allerede fra 1840’erne havde
studeret F. indgaaende, men hvor dog navnlig
Alexander Melville Bell’s Værk
Visible Speech (1867) blev epokegørende; det
udmærker sig ved en skarp, koncis Fremstilling
af et ved indgaaende Analyse af
Mundstillingerne vundet System. I det hele kommer først ved
hans og hans Skoles Undersøgelser de fine
individuelle Lydafskygninger, navnlig inden for
Vokalerne, til deres Ret. Hans talentfuldeste
Discipel var Henry Sweet, og denne
danner i Forbindelse med Nordmanden Johan
Storm og Tyskeren E. Sievers et
Trekløver, der omkr. ved 1880 tilfører
Sprogvidenskaben nyt Blod ved deres nøjagtige
Enkeltiagttagelser af Lydforhold i nulevende Sprog i
Forbindelse med sikker sproghistorisk Viden og
Kendskab til F.’s fysiol. og akustiske Grundlag.
Ikke mindst ved deres Virksomhed er F. blevet
anerkendt som en nødvendig Forudsætning for
al Sproghistorie. Af senere Forskere, der dels
slutter sig til dem, dels stiller sig kritisk over
for deres Resultater og Metode, kan nævnes
Lundell, Passy, Vianna, Viëtor,
Wulff, Techmer, Trautmann og
Bremer (se H. Raudnitzky, »Die
Bell-Sweetsche Schule« [Marburg 1911]). Nyt Blod
er tilført F. ved Hjælp af selvregistrerende
Apparaters mek. Optegnelse af Organernes
Bevægelser (se Eksperimental-F.). Se om
F.’s Systematik Lyd (sproglig). (Litt.: [kun
nyere Samlingsfremstillinger]: E. Sievers,
»Grundzüge der Phonetik«, 5. Opl. [Leipzig
1901]; W. Viëtor, »Elemente der Phonetik«,
6. Opl. [Leipzig 1914]; O. Jespersen, »F.«
[Kbhvn 1897—99]; Samme, »Lehrbuch der
Phonetik«, 2. Opl. [Leipzig 1913], Samme,
»Modersmaalets F.« [Kbhvn 1906];
Rousselot, Principes de Phonétique expérimentale
[Paris 1897 ff.]; E. W. Scripture, Elements
of Experimental Phonetics [New York og
London 1902]; H. Klinghardt, »Artikulations-
und Hörübungen«, 2. Opl. [Cöthen 1914]; L.
Roudet, Éleménts de Phonétique générale
[Paris 1910]; H. Gutzmann, »Physiologie
der Summe und Sprache« [Braunschweig 1909]).
O. Jsp.
fonetiske Bogstaver, d. s. s. Lydskrift
(s. d.).
fonetisk Metode, se
Sprogundervisning.
Fonik (gr.), Lydlære, se Lyd.
fonisk (gr.), »som angaar Lyd«.
fonisk Hjul, d. s. s. Tonehjul.
Fonn [fån], nogle Steder i Norge ogsaa
Fann og Fane (oldn. fonn), bet. egl.
sammendreven Sne, Snehob, omtr. det samme som
»Skavl«. I Navnet »Folgefonnen« nærmer dets
Bet. sig til »Bræ«.
H. F.
Fonnesbech [↱fån´əsbæk], Christian
Andreas, dansk Landmand og Politiker, f. 7.
Juli 1817 i Kbhvn, hvor hans Fader var Silke-
og Klædekræmmer, d. smst. 17. Maj 1880.
F. blev Student
1835, Cand. jur.
1840. Først
begyndte han paa
Embedsvejen,
men 1843
købte han for sin
Fædrenearv
Vesterbygaard
i Holbæk Amt.
Han blev en
dygtig
Landmand og
valgtes til forsk.
kommunale o.
a. lokale
Tillidshverv,
saaledes til
Medlem af Holbæk
Amtsraad. 1858
valgtes han til Folketingsmand for
Slagelse-Kredsen og fik snart en ikke ringe
Indflydelse ved sin vindende Personlighed, sin
Indsigt i mange Haande praktiske Forhold og sine
gode Talegaver. En vis medierende Evne viste
sig særlig fremtrædende hos ham. Han sluttede
sig ikke til noget af Folketingets Hovedpartier,
 |
| C. A. Fonnesbech. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
