Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forfatningsed - Forfatningskonvent - Forfatningslov - Forfatterret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hed det »Kong Olafs Love«. Medens disse
Kongeløfter var mundtlige, maatte Kongen senere
afgive skriftlige edelige Forsikringer til
Stormændene, de saakaldte Haandfæstninger. De
Forpligtelser, han derved indgik paa, var han
forpligtet over for Undersaatterne til at
overholde, saaledes at de i modsat Fald befriedes
for deres Troskabspligt og var berettigede til
at nægte ham Lydighed, ja eventuelt gøre
Oprør. Ved Arveregeringens og Enevældets
Indførelse bortfaldt Kongens Pligt til at aflægge
Ed paa Lovene og Forfatningen. Kongeloven af
14. Novbr 1665 udtalte i sin § 2, at Kongen var
hævet over alle menneskelige Love, og den
bestemte derfor i § 17, at Kongen ikke skulde
give nogen Ed ell. anden Forpligtelse fra sig
mundtlig ell. skriftlig, da han som en fri og
ubunden Enevoldskonge ikke kunde bindes af
sine Undersaatter ved nogen Ed ell. foreskreven
Forpligtelse. Ved Indførelsen af Grl. af 1849
indførtes derimod igen den Skik, at Kongen skal
aflægge Ed paa Grundloven, før han kan
tiltræde Regeringen, jfr nu Grl. 5. Juni 1915 § 7.
Eden skal aflægges skriftlig i Statsraadet i to
ligelydende Originaler, hvoraf den ene
nedlægges i Rigsdagens Arkiv, den anden i Rigsarkivet.
Kongen kan dog allerede som Tronfølger
aflægge denne Ed. Ogsaa efter den isl. Forfatningslov
af 19. Juni 1915 § 2 skal Kongen aflægge en
lgn. Ed paa Islands Forfatning. Eden er dog nu
kun af rent moralsk Bet., idet Kongen er
ansvarsfri, og Ansvaret for hans Regeringsførelse
alene paahviler hans Ministre. En lgn. F. er
ogsaa foreskrevet for Monarken i de fleste
fremmede Forfatninger.
Det er imidlertid ikke blot Monarken, der i
Nutiden aflægger F., det gør oftest ogsaa
Embedsmændene, jfr Grl. 5. Juni 1915 § 17,
hvorefter enhver Embedsmand, civil ell. militær,
»aflægger Ed paa Grundloven. En lgn. Ed maa
ligeledes Rigsdagsmændene aflægge, jfr Grl.
1915 § 54. I Norge skal fremdeles enhver
Vælger, inden han indføres i Mandtallet, offentligt
til Tinget sværge Konstitutionen Troskab, norsk
Grl. § 51, og i de allerfleste fremmede Lande
— derimod ikke i Danmark — skal Fremmede,
der ved Naturalisation optages som Borgere i
Staten, aflægge en slig F.
K. B.
Forfatningskonvent (engelsk convention)
kaldes i de enkelte nordamerikanske
Stater de Forsamlinger, der vælges med det
Formaal at revidere Statens Forfatning.
Medens nemlig vel de lovgivende
Forsamlinger i Staterne selv kan vedtage Ændring
af enkelte Forfatningsbestemmelser
(Amendments), hvilke Ændringer dog for at blive
gyldige maa underkastes Folkeafstemning, betros
det i Alm. ikke til dem at underkaste
Forfatningen en samlet Revision. Men stilles der
Forslag om en saadan, bliver det ved
Folkeafstemning at afgøre, om Revision skal finde
Sted ell. ej, og i bekræftende Fald vælges da
et F. til at foretage Revisionen. Afstemningen
lyder derfor altid paa: Convention or no
Convention. Til disse Forsamlinger vælges oftest
Folk uden for de alm. Politikeres Kreds, mere
fremragende Mænd, der paatager sig det
midlertidige Hverv ved en ny Forfatning at beskytte
Borgerne mod Overgreb fra de professionelle
Politikeres Side, der fylder de alm. lovgivende
Forsamlinger i Staterne.
K. B.
Forfatningslov, se Forfatning.
Forfatterret er den en Forfatter ved
Lovgivningen hjemlede Ret til at bestemme, om,
naar og hvorledes det af ham frembragte
Aandsværk skal offentliggøres, samt til at
oppebære det økonomiske Udbytte af
Offentliggørelsen. Mange Retsforfatninger behandler under
eet den Retsbeskyttelse, der gives for al ideel
Produktion, hvad enten denne nærmest er af
litterær ell. kunstnerisk Art, og sammenfatter
de forsk. Former under en fælles Betegnelse
(droit d’auteur, Urheberrecht, copyright).
Ligesom det danske Sprog mangler en saadan
Fællesbetegnelse, saaledes gør ogsaa den danske
(og norske) Ret en Sondring mellem F. i
snævrere Forstand, der omfatter Retsbeskyttelsen
for litterære Værker, musikalske Kompositioner
samt Afb. af videnskabelig ell. tekn. Art, og
Kunstnerret, der angaar Retsbeskyttelsen for
den saakaldte bildende Kunst. For den sidste
gælder Regler, der vel er analoge, men ikke
kongruente med de for F. givne. — F. som
Retsinstitut hører den nyere Tid til. Vel følte
man allerede i Oldtiden og Middelalderen Trang
til Retsbeskyttelse for Forfatterne, men først
Opfindelsen af Bogtrykkerkunsten og den deraf
betingede Udvikling af en udbredt
Folkelitteratur gav Stødet til en retlig Ordning. Opr.
nøjedes man med at give Privilegier til
Trykning af bestemte Værker; saadanne kendes i
Danmark fra Beg. af 16. Aarh. En egl.
Forfatterlov gaves første Gang i England 1709.
Nærmest herefter følger den danske Frd. 7. Jan.
1741. Betydelig senere, til Dels først i 19. Aarh.,
fulgte de andre Lande efter. Længe beskyttede
Lovene imidlertid kun Forf.’s Ret til Værker i
Originalsproget, men forbeholdt ham ikke
Oversættelsesretten, saaledes at han stod retsløs i
alle Lande, der havde et andet Sprog end hans
eget, men saa optraadte den 1878 stiftede
Association litteraire et artistique internationale,
der tæller et stort Antal af de mest ansete Forf.,
Videnskabsmænd og Kunstnere i alle Lande bl.
sine Medlemmer, som Forkæmper for at skaffe
Forf. international Beskyttelse, først gennem en
fælles Forfatterlovgivning, derefter, da dette
viste sig ikke at kunne gennemføres, gennem
en traktatmæssig Ordning mellem Landene.
Foreningens Anstrengelser resulterede — efter
en Række diplomatiske Forhandlinger — i
Stiftelsen af Bernerunionen af 9. Septbr 1886. Den
Konvention, hvorpaa denne hviler, tiltraadtes
straks af en hel Del Lande, men for Danmark
var det umuligt at tiltræde, før den indre
Lovgivning paa forsk. Punkter var ændret. Først
i Rigsdagssamlingen 1902—03 lykkedes det
Regeringen at faa gennemført et Lovforslag om F.
og Kunstnerret (stadfæstet som Lov 19. Decbr
1902), der — foruden at indeholde en samlet
Kodifikation af de herhen hørende Retsregler
ud fra moderne Grundsætninger — muliggjorde
Danmarks Tiltrædelse af Bernerkonventionen.
Under 11. Juni 1903 tiltraadte Kongen derefter
Bernerkonventionen af 9. Septbr 1886 med
Paris-Tillægsakten al 4. Maj 1896 for Danmarks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
