Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - forhistorisk Arkæologi - forhistoriske internationale Kongresser - Forhold - Forholdelse - Forholdets Natur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vestasiatiske Lande, som hører til den europ.
Kulturkreds, men langt videre, fra Indien til
Sibirien, rundt om i Nordafrika og pletvis i andre
Partier af Verdensdelen; f. A.’s Metode
anvendes ved Forskningerne i de gl. Kulturlande
i Amerika. Englændere, Franskmænd, Tyskere
og Østerrigere, saavel som Italienere og
Amerikanere deltager rundt om i det vidtspændende
Arbejde. Fremmest i Forskningen staar, foruden
de nævnte, Mænd som J. de Morgan, Sal.
Reinach, C. Schuchardt, R. Munro;
nylig afdøde M. Hoernes og J.
Déchelette. Medens de alm. Kongresser ikke
længere har samme internationale Bet. som
tidligere, er der opstaaet en Række
Tidsskrifter, hvoraf flg. kan nævnes som de vigtigste:
I Danmark: »Aarbøger for nordisk
Oldkyndighed«, i Sverige: »Fornvännen«, i Norge:
»Oldtiden«, der alle i moderne Form fortsætter
ældre Tidsskrifter, medens Provinstidsskrifter,
hvoraf de betydeligste er Upplands, ofte bringer
en Del af det rige Stof. I Tyskland foruden det
ældre »Zeitschrift für Ethnologie«, de nyere:
»Prähistorische Zeitschrift« og, om end noget
ensidigt ledet, »Mannus«; i England væsentlig
Journal of the arch, institute of Great
Britain; i Frankrig: l’Anthropologie; i Østerrig:
»Mitteilungen der antrop. Gesellschaft«, og i
Italien: Bulletino di paletnologia Italiana. For
øvrigt maa henvises til den overordentlig rige
Litt., ogsaa af Haandbøger. (Litt.: J. de
Morgan, Les premières civilisations [1900];
Sophus Müller, »Urgeschichte Europas«
[1905], paa Dansk i »Verdenskulturen«, II;
Moritz Hoernes, »Urgeschichte des Menschen«
[1892]; »Urgeschichte der bildenden Kunst in
Europa«, 2. Udg. [1915]; J. Déchelette,
Archéologie préhistorique [1908—13].
Betydeligere Arbejder af den ældre Litt.: J.
Lubbock, Origin of civilisation [1890]; de
Nadailac, Les premiers hommes [1880]; de
Mortillet, Le préhistorique [1883]. Smlg.
nordisk Arkæologi, klassisk og
orientalsk Arkæologi).
H. A. K.
forhistoriske internationale Kongresser
til Udvikling af den forhistoriske Arkæologi er
blevne afholdte med forsk. Mellemrum. Navnlig
de ældre havde ikke ringe Bet.; ved de senere
har Deltagelsen tit været meget betydelig.
Trykte Beretninger foreligger fra Paris 1867
(Præsident E. Lartet), Norwich 1868 (John
Lubbock), Kbhvn 1869 (Worsaae), Bologna 1871
(Gozzadini), Bryssel 1872 (d’Halley), Sthlm 1874
(Hamilton), Buda-Pest 1876 (Pulszky), Lissabon
1880 (de Andrade Corvo), Moskva 1892
(Bogdanow), Paris 1900 (Bertrand), Monaco 1906
(Hamy). Møder af lgn. Natur, men tillige
omfattende klassisk og byzantisk Arkæologi samt
Numismatik, indlededes med en international
Kongres i Athen 1905. — Særlige Kongresser er
holdte i Belgien, den første i Dinant 1903, og
især i Frankrig, indledet i Perigueux 1905, siden,
mest aarligt, i forsk. Byer; den sidste Beretning
fra 1912. Paa naturhist. Kongresser har oftere
været Sektioner for forhist. Arkæologi.
H. A. K.
Forhold kaldes i Matematikken en Kvotient
(en Brøk), hvis Dividend og Divisor (Tæller og
Nævner) er ensartede Størrelser.
Chr. C.
Forholdelse af fremmed Ejendom
forudsætter, at den Skyldige alt er i Besiddelse af
anden Mands Ejendom uden ved
Besiddelsestagelsen at have gjort sig skyldig i en strafbar
Handling, og derpaa paa Forlangende
uretmæssig nægter at tilbagelevere den. Uden for
Begrebet falder det, hvis Vedk. tillige tilegner
sig eller bruger Genstanden ɔ: afhænder,
forbruger eller paa anden Maade nyttiggør sig
samme, i hvilke Tilfælde Forholdet i Reglen
vil falde ind under Berigelsesforbrydelsernes
(s. d.) Kreds, Bedrageri, Svigagtighed, ulovlig
Omgang med Hittegods o. l. F. i den angivne
Forstand er i den nu gældende Ret kun
Genstand for civil Retsforfølgning, men et Par
herhenhørende Bestemmelser er optagne i
Straffelovsudkast 1912, der i § 314 sætter Straf
(Bøde ell. simpelt Fængsel) for den, der
retsstridig hindrer nogen Berettiget i at bruge ell.
raade over en Ting (derunder fast Ejendom),
og i § 286, der med Bøde indtil 200 Kr. straffer
den, der undlader til rette Vedk. at aflevere
ell. anmelde Hittegods, som han har i sit
Værge, for saa vidt Forholdet ikke er strafbart
efter andre Bestemmelser ɔ: ikke indeholder en
Tilegnelse ell. Brug af Tingen.
A. Gl.
Forholdets Natur. For al moderne
Retsudøvelse har Loven haft en stadig stigende Bet.
Den velovervejede Lovs ubrødelige
Gennemførelse fyldestgør paa bedste Maade al Rets to
Hovedtendenser, til den ene Side at faa de
individuelle Forhold hensigtsmæssigt løste, til
den anden Side at skabe Regelmæssighed og
Sikkerhed i Retsudøvelsen. Dog kommer der altid
mangfoldige praktiske Spørgsmaal, som Lovene
ikke afgør. Medens her fremmed Ret (romersk,
engelsk) til Tider teoretisk har hævnet det
ensidige Standpunkt: ingen Retsudøvelse uden
efter Loven — hvorfor man i Praksis hjalp sig
med Fiktionen (s. d.) —, har det i vor
Retspraksis og -videnskab altid været anerkendt, at
Dommerne, naar Loven tav, havde Ret og Pligt
til ad andre Veje at finde den praktisk
fornuftige Løsning. Afgørelsen søges først i de
nedarvede Sædvaner (se Retssædvane),
dernæst i Lovenes Analogi og endelig i F. (ell.
Sagens) N.; desuden fraviger man nødig de
tidligere Afgørelser, navnlig naar Højesteret
bestemt har udtalt sig, ell. en fastere Praksis har
dannet sig. Bl. disse Kilder til retlige Normer
(se Retskilde), der kaldes de subsidiære,
fordi de kun tør paaberaabes, naar Loven tier,
har F. N. langt den største Bet., jfr. navnlig
Formueretten og — for hidtidig Rets Vedk. —
Processen. Hvad man egl. bør forstaa ved dette
vigtige Begreb, staar ingenlunde fast. Udtrykket
F. N. stammer fra den navnlig i 18. Aarh.
udviklede Teori om Naturretten, en af
Menneskenaturen udsprungen, ideal Ret for alle
Mennesker og Samfund. I Teorien hævdede man for
Naturretten endog en Gyldighed fremfor den
enkelte Stats positive Ret, hvor denne afgørende
stred imod hin; og alm. anerkendtes det ogsaa
af Praktikerne, at Naturretten skulde anvendes,
hvor positiv Retsregel savnedes. Herefter
betegner altsaa det at afgøre noget efter det
foreliggende Retsforholds Natur det samme som at
følge den for Forholdet gældende »naturlige«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
