Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forligsmægling - Forligsprøve - Forligsraad - Forlimpopoli - forlise - Forlods - forloren - forloren Skildpadde - forlorent Æg - Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Voldgiftsret, altid afsige Dom, naar begge
Parter møder og ønsker saadan.
Det nærmeste Forbillede for de gl.
dansk-norske Forordninger antages at være en fr. L.
af 24. Aug. 1790 om conciliation for
Fredsdommerne. I Frankrig er imidlertid F. fra at være
et tvungent Procesled ved Retsbrugen gaaet
over til at blive et frivilligt, der med begge
Parters Samtykke kan undlades. I England kendes
Instituttet ikke. Nyere Proceslove plejer ikke at
optage en tvungen F. som alm. Institut;
derimod hjemler saavel den tyske Civilproceslov
(§ 290) som den østerr. Civilproceslov af 1895
(§ 204) Retten Beføjelse til af egen Drift at
foranstalte Forligsforsøg, ligesom Sagsøgeren efter
den tyske L.’s § 510 c i Underretssager, om han
vil, kan indlede Sagen med et Forligsforsøg for
Retten (»Sühneverfahren«). (Litt.:
Deuntzer, »Om Forligsmægling i civile Sager« [3.
Opl. 1898]; Munch-Petersen, »Civilproces«
I, 4. Afsnit [Kbhvn 1906]).
E. T.
Forligsprøve, d. s. s. Forligsmægling.
Forligsraad er i de nyere norske Proceslove
13. Aug. 1915 indført i St f. Benævnelsen
Forligskommission. Hver Kommune skal have
mindst eet F. paa 3 Medlemmer, som kaldes
Forligsmænd. De for Forligsmæglingen
opstillede Regler er i det væsentlige de samme
som de nu gældende.
K. Ø.
Forlimpopoli [-↱påpoli], By i Norditalien,
Prov. Forli, ligger 9 km SØ. f. Forli ved Banen
fra Bologna til Ancona. (1911) 5700 Indb. F.
driver Vinavl. F. er Oldtidens Forum Popilii.
H. P. S.
forlise (Søv.), at miste ell. mistes. Et Skib
siges at f., naar det gaar tabt paa Søen, gaar
under. f. med Mand og Mus ell. med Top
og Tavl betyder, at det gaar under, uden at
nogen af Besætningen bjerges. At et Skib f.
Ankre, Fartøjer, Stænger e. l., vil sige, at det
mister dem. I Sømandssproget bruges f. ogsaa
om Smaating, f. Eks. f. en Kniv, en Bog, nogle
Penge o. s. v.
H. E.
Forlods, d. s. s. Fideikommiskapital, se
Fideikommis.
forloren ell. falsk er et tekn. Udtryk for
Genstande, der kun skal gøre Gavn ved en
enkelt Lejlighed, saaledes f. Hoved
(ɔ: Dødhoved), f. Form, se Form.
F. W.
forloren Skildpadde, en Ret af kogt
Kalvehoved, skaaret i smaa Stykker, der sammen
med smaa Frikadeller og Boller af Kød- og
Fiskefars anrettes i en skarp brun Sauce. f. S.
er som Regel garneret med haardkogte
Æggeblommer.
R. H.
forlorent Æg kaldes et Æg, der, efter at
det er slaaet forsigtigt ud i kogende Vand, er
kogt heri, indtil Hviden er stivnet.
R. H.
Forlovelse betegner nutildags et mellem
Mand og Kvinde gensidig givet Forløfte om
Ægteskab. Letopløseligt som dette Løfte efter
nordiske Begreber er, naar begge ell. selv blot
den ene Part ønsker det hævet, skulde det ikke
synes skikket til tilstrækkelig at begrunde et
overordentligt frit og fortroligt
Omgangsforhold. Ikke desto mindre finder et saadant —
til Udlændinges Forbavselse — Sted i de højere
Samfundslag i Nordtyskland og Skandinavien.
Hos Almuen i samme Lande glider uden
Anstød Forlovedes og Giftes Forhold over i
hinanden. Denne Besynderlighed lader sig kun
forklare ud fra Forholdets hist. Udvikling. F. har
som Led med i de opr. Ægteskabsskikke taget
sin Broderpart af disses forvirrede Udvikling i
Norden (se Bryllup).
F., ell. som den tidligere gerne kaldtes
Trolovelse, udgjorde i den hedenske Tid og hele
Middelalderen en Del af selve den
ægteskabstiftende Handling. Naar Bejleren efter at have
»gjort Tiltale« om sin Udkaarne og faaet
»Ja-ord« sluttelig ægtede hende, foregik dette
saaledes: I de talrige Gæsters Nærværelse som
Vidner anholdt Bejleren endnu en Gang om
Bruden. Dennes Fader og hun selv gav deres
Samtykke, hvorpaa Fæstegaverne udveksledes
til Bekræftelse af Løfterne. Derpaa lagde
Faderen Brudens højre Haand i Bejlerens fremrakte
højre, »gav dem tilsammen« og fæstede dette
»Giftermaal« yderligere ved at lægge sin Haand
oven paa deres. Umiddelbart herefter besteg
Parret i Gæsternes Nærværelse Brudesengen.
Den ægteskabstiftende Handling bestod
saaledes af 3 Led, der fulgte umiddelbart efter
hverandre: »Trolovelsen«, »Giftermaalet« og
Sengebestigningen.
Dette synes i umindelige Tider at have været
fælles Retsskik hos alle de gotogermaniske
Stammer. At de senere een for een kristnedes,
ændrede ikke straks synderligt heri.
Hovedforudsætningen var fremdeles, at Ægteskabets
Indgaaelse var en blot verdslig Handling.
Efterhaanden som Kirkens Magt steg, maatte den
imidlertid søge at faa Haand med i saa vigtigt
et Forhold, og tidlig blandede den sig heri ved
at tilrive sig Ret til at afgøre, hvilken Grad af
Slægtskab der skulde udelukke Giftermaal.
Tvisten mellem gl Retssædvane og Kirken ang.
Ægteskabet antog i Norden som andensteds dog
snart nyt Præg ved en af Kirken fremkaldt ny
Retssædvane. Fra den Stund, Døtre fik
Arveret, maatte der opstaa Trang til i Tide at
sikre sig en rig lille Arving til Brud. Men
gammeldags Fæsteskik passede jo kun der, hvor
Parret straks efter »Trolovelse« og »Giftermaal«
kunde bestige Brudeseng med det samme. Men
denne Skik var meningsløs, hvor den
kvindelige Part var et lille Barn. Og gik der mange
Aar mellem Indgaaelsen og den virkelige
Fuldbyrdelse af Ægteskabet, krævedes der ligesom
ny Skik til Stadfæstelse af den første, kun pro
forma sluttede, Pagt.
Her traadte Romerkirken til og tilbød en ny
og kirkelig Indvielse af Forholdet. Kernen i
denne Fest kunde jo kun være en Gentagelse af,
hvad der alt var foregaaet ved den verdslige
»Bortfæstning«. Men foretagen i Kirke og
ledsaget af en Mængde Former for »Vielse« af
Parret, Brudesengen o. s. v., fik denne ny
kirkelige Fest, »Bryllup«, snart en stor
Tiltrækningskraft. Ikke blot de, der havde »fæstet« en
rig Arving som Barn, anvendte da »Bryllup«,
naar de senere ægtede hende, men ogsaa en
Mængde velstaaende, der kunde ønske at fejre
en Fest med Pragt og satte Pris paa den
kirkelige Velsignelse. Men herved opstod der en
betænkelig Sondring i Formerne for Indgaaelse af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
